Når man på daglig basis beskæftiger sig med, hvad der i populær tale kaldes ’dansk’ musik, kan det fra tid til anden ikke undgå at undre, hvor lidt dansk det i sin essens egentlig er. Nu er jeg udmærket klar over, at jeg har været inde og røre ved netop denne problemstilling rigtig mange gange og skal derfor forsøge at gøre det kort, kære læser. Så lad os blot slå fast, at når der herhjemme tales roots-musik (som i ’herfra min verden går’), menes der (angelsaksisk) folk, country, blues, rhythm and blues, rock’-n’roll og andre amerikanske urformer. Det er det fundament, størstedelen af den musik, der indspilles og udsendes herhjemme bygger på; De kan jo selv ajourføre listen med mere moderne genrer, om De vil, tendensen er stadig den samme. USA og England bærer på den led vor musikalske arv, vi er i højere grad børn af Lightnin’ Hopkins, Hank Williams, Bruce Springsteen osv. end af tekstfolk som Grundtvig, Ingemann og Aakjær eller melodikere som C.E.F. Weyse, Carl Nielsen og Kai Normann Andersen og fortolkere som Aksel Schiøtz, Liva Weel og sågar Kim Larsen.

Ekkoet fra vores sangskat

Derfor høres ekkoet fra vores generøst overdådige sangskat (ikke mindst fordi vi for nogen årtier siden lagde morgensang på skolerne ned) og hjemmedyrkede folkemusik (den betragtes som tommelfingerregel med et overbærende skuldertræk, hvis ikke åbenlys foragt) sjældnere og sjældnere, på samme måde som i hvert fald trefjerdedele af den udgivne musik synges på (et ofte røvsygt) engelsk. Nu skal jeg ikke sætte mig op på den høje hest i den forbindelse, den stod på Beatles, Stones og Dylan fra det øjeblik, der var fri adgang til en pladespiller, og siden har jeg fulgt den internationale musikscene med en opmærksomhed, der måske var en bedre sag værd.

Problemet (hvis man mener, der er et sådant) er naturligvis, at de angelsaksiske forbilleder generelt er bedre til at forvalte deres egen arv, globalisering eller ej. Der er bare en større dækning for det sungne hos dem, der er vokset op i de lande, hvorfra traditionen udgår og sangsproget tales. Hvor det meste såkaldte dansk roots-musik først og fremmest glimrer ved sin evne til at lyde som om.

På udkik efter et hjem

Det er i hvert fald slående, når man lytter til CS Nielsens anden solo-cd, Man of the Fall, der grangiveligt lyder, som om salig Townes Van Zandt var genopstået og lige havde slået et smut om et pladestudie. Manglen på ansats til noget, der bare minder om originalitet hos Nielsen er svimlende. Han er krøbet i læ under forbilledernes skygge. På den anden side er han så god til at efterligne, at man ikke kan undgå at blive imponeret. Og det er jo der, vi ofte havner, når vi beskæftiger os med ’dansk’ musik; at det netop lyder som alt andet end det.

Men når pressemeddelelsen gør et nummer ud af, at Nielsen er opvokset på Samsø, må man uvilkårligt spørge om det er Samsø, Mississippi? For når han i »Blood of the Lamb« omtaler sig selv som en bomuldsbille på udkik efter et hjem (»a boll weevil lookin’ for a home«), har man ret til at antage, at omgang med netop bomuld og dens værste fjende, den frække lille bomuldsbille, må indgå i Nielsens erfaringsmasse? Superfermt spillet og teknisk imponerende Americana, men kunstnerisk fuldstændig tomt. Ergo et album, der givetvis vil finde genklang hos alle, der er opvokset på Samsø, Mississippi. Os fra Kokkedal af må så bare lave noget andet i mellemtiden.

Til at blive ør af

Som f.eks. lytte til violinisten Harald Haugaard, for når jeg hører ham svinge buen, kommer jeg til at tænke på Leonard Cohen’s linjer om at »Dance me to your beauty with a burning violin …«, for det slår den ondelynme gnister. Det er med en vis skam, jeg kryber til korset og indrømmer, at mit kendskab til dansk spillemandsmusik er til at overse, på den anden side føler jeg mig fuldt ud i stand til at høre, når noget er virkelig fedt, stemningsmættet og swinger som bare fanden. Og så ligger Haugaard overhovedet ikke i den puristiske ende, men opdaterer lystigt traditionen og komponerer selv i allehånde genrer, så man ikke kan andet end at vende tomlen opad.

Således er langt størstedelen af materialet på hans anden solo-cd, Den femte søster, af egen avl og man tør nok sige, han formår at forene det melodiske med det rytmiske, så det er lige til at blive ør af.

Derudover er musikken dejligt afvekslende, her afsøges mangen en afkrog med noget, der til forveksling ligner virtuositet. Albummet er instrumentalt, de medvirkende musikere helt i top og som afsluttende bonus får man den meget smukke »Alt hvad vi drømte«, med flot tekst af Steffen Brandt og afsunget så dårende dejligt af Helene Blum, at det løber én koldt ned ad ryggen. It’s a keeper, som vi siger hertillands.

 

CS Nielsen: Man of the Fall (Melodika/Target)

Harald Haugaard Den femte søster (Pilehouse/Gateway)