England drømmer — og har mareridt

Sted er blevet en størrelse lavet af vingummi. En ligesindet musiker i Angola er lige så tæt på som din nabo, der insisterer på at høre Coldplay på umenneskelige tidspunkter. Californiske nytænkere kan downloades lige så hurtigt til harddisken som Poul Krebs’ seneste rod-autentiske eskapader.

Men vi er stadig formet af gaden, nabolaget, byen, regionen, nationen, vi lever i. Og det kan høres på fire nye album fra London.

Grime-rapperen og -produceren Wileys udgangspunkt i Bow, et af de mere behårede områder i Østlondon, høres tydeligt på hans seneste output. Det var her, den britiske hiphop-variant voksede sig stærk med udøvere som Wiley, Dizzee Rascal og Roll Deep, og hvor førstnævnte udviklede sin egen variant, eskibeat.

I Bow var der smæk på optøjerne i august. Men det manifesterer sig ikke klart i teksterne på Wileys nye, fremragende album Evolve Or Be Extinct. I stedet opmaler han egne konfrontationer med f.eks. taxaselskaber, hvoraf et truer med at sende en flok chauffører ud og sparke hans dør ind. Hyggeligt. I disse personlige oplevelser breder sig en mere universel fornemmelse af et London i kamp med sig selv.

Men Evolve Or Be Extinct er samtidig også topgrineren, ikke kun tekstligt, men også musikalsk, hvor omkvædene kan være decideret vanedannende i al deres tyggegummimorskab.

Wiley eksekverer sine forhindringsløb i et vanligt hæsblæsende dobbelttempo og med en bjæffende dialekt, der stolt paraderer mandens rødder. Han har fået rettet sin hang til cheesy synth-riffs og 8-bit-blip-båt ind og klippet dem til, så de river og flår i numrene, der både bevæger sig ud i electro, house og dancehall.

Evolve Or Be Extinct udkommer på fredag, på Wileys 33 års fødselsdag, og det er hans tredje album på syv måneder. Og højhastighedsproduktionen skader ikke, tværtimod emmer albummet af sikkert tøjlet spontan energi, frem for spredt fægtning og rapning. Og når man så medregner hans mange andre tracks udgivet via Twitter etc., så er det tydeligt, at han er inde i en kreativ raptus. Og den uhøjtidelige stemning parret med en indædt drift mod konstant opfindelse gør Evolve Or Be Extinct til Wileys bedste album i lang tid, hvis ikke nogensinde.

Op af sofaen

I modsætning til Wiley afholder den londonske sanger og rapper Example sig ikke fra at tale på vegne af en hel generation: »If we don’t kill ourselves we’ll be the leaders of a messed up generation,« lyder det i en klart afsnuppet engelsk dialekt.

Hans tredje — og pletvist fremragende — album Playing In The Shadows rummer en slags rock-fortolkninger af dén rave-scene (men også bass music-genrer som dubstep og drum’n’bass), der voksede frem omkring London og andre europæiske storbyer i 90’erne med techno og house. En tradition og nogle euforisk glaserede synths som alle fra Justin Timberlake og Rihanna til Medina og Robyn for længst har forstået at profitere kreativt og/eller kommercielt på.

Men Examples fraseringer er i modsætning til disse pop-ikoner kantede og groft skårne, nærmest hverdagligt leverede. Og omkvædene har en pubbet og poppet kvalitet, som placerer ham et sted mellem The Streets og Take That — tættest på førstnævnte.

Det er stærkt inficerende popsange. Ikke mindst fordi de arbejder med en enkelt formuleret eufori, mens teksterne transmitterer fra depressive regioner. Syng f.eks. med på den her: »We never had a day go by we were sober/Sittin’ in a cold room wide awake/And now I gotta say goodbye to the sofa«. De eksplosive omkvæd har nærmest karakter af emotionel eksorcisme.

Playing In The Shadowsudkom to måneder efter optøjerne i England, hvilket gør de undtagelsesvist samfundsmæssigt orienterede tekster endnu mere offensive: »Gotta make a stand. Can’t sit on the fence all day () We’ll fight if they don’t press play, this is war. Cause we’re starving. We’re hungry for more of the good stuff () You won’t arrive ‘til the lungs don’t hurt anymore () Check your in-flight detail. And up your street fighting scale. We keep going if the lighting fails.«

Der er ikke den frustration (især af den romantiske variant), der ikke kan bankes igennem i medrivende sing-a-long her, og at Example nu er blevet en stjerne med tekster som disse, siger noget om den tid og det sted, han synger fra og til.

For konservativt

Så er alt langt mere på det jævne hos den polerede London-duo The Big Pink på deres andet album Future This. Det er kedelig hymne-rock med elektronisk indsprøjtning, men også her figurerer virkeligheden inde bag skybankerne af guitarer, parfumeret synth og anæmiske melodier — måske endda inficeret af tåregas: »Inhale sweet vapors out on the streets. With all the people you meet. Yeah fighting for your corner. Use anthems as our armour.«

Ellers er det også her — som hos Example — mestendels de romantiske indviklinger, der styrer teksterne. Og også her er der rave-hymniske højder, men de nås kun som postulater. Mens den fiktive ekstase bindes på hænder og fødder af konservativ tænkning, hvilket lidt laber guitarstøj ikke kan rede. Future This? Nej tak.

Trailer Trash Tracys er langt mere eventyrlystne og kapable, både tekstligt og musikalsk, og debutalbummet Ester befinder sig i lige så høj grad i en amerikansk mytologi, som i en britisk artrock: Faret lyksaligt vild i en skov fuld af lo-fi-graner rejst af David Lynch. Mens et nummer »Strangling Good Guys« til gengæld nærmest lyder som en sang fra landsmændene i My Bloody Valentine-sang. Men uden tøj på.

Sangeren Suzanne Aztoria befinder sig i et dollargrin med Phil Spector på valium og ved rattet. Men samtidig strækker vokalerne sig op til 80’ernes og 90’ernes britiske dreampop og shoegazer. De er drømmende, men modsvares af stadig nye opfindsomheder. Smukke melodimønstre, Badalamenti-bas, jazzede trommer, heavy metal elguitar- og bølgende orgel-arpeggioer, der glimter i en dragende, dunkelt kværnende lydverden. Viltre ideer og modsætninger pakket ind i lydlig narko.

Sangenes brillans skinner således først igennem efter flere lytninger, og afslører Ester som aldeles fremragende. Bl.a. fordi kvartetten har fundet et tredje sted, med rødder i London, men også med slægtskab langt udenfor.

Wiley: Evolve Or Be Extinct (Big Dada/VME). Udkommer fredag.

Example: Playing In The Shadows (Vertigo/Universal)

The Big Pink: Future This (4AD/Playground)

Trailer Trash Tracys: Ester (Domino/Playground)

Rapperen Wiley var en af af grundlæggerne af grime-stilen, og hans nye album er blevet til midt i Londonoptøjernes epicentre, Bow. Han beskriver sin egen og kvarterets frustration. Men teksterne er nu også ret morsomme. Pr-foto