To måneder hvert halve år går størstedelen af min omgangskreds i koma. Venner forsvinder, som var de faldet i et sort hul. Folk glider ud af kontakt. For mange af os er bogstaveligt talt hele vores vågne tid fyldt med én ting. Vi indser, at man lige så godt kan gå i eksil, fordi vi har mistet evnen til at tale med hinanden om andet.

Denne vinters eksamensperiode fik mig for alvor til at tænke. Og mærke hvordan jeg ikke længere kan holde det ud.

Folk, der ryger flere smøger under opgaveskrivning for at dæmpe deres angst, har vi vænnet os til. Jeg er selv en af dem. Jeg har også vænnet mig til, at en af mine bekendte altid kaster op, før han skal ind til eksamen. En af mine venner bliver så stresset under eksamensperioden, at han ikke kan spise. Hans sambo tager hen til læsesalen og prøver at fodre ham. Han taber 10 kg i løbet af eksamensperioden, og man siger til ham: »bare hold ud, det er snart overstået«.

Måske vækker disse eksempler genklang hos dig. Hvis ikke, så lad bare være med at læse videre. Dette er ikke et debatindlæg. Det er en flaskepost, sendt ud i et ønske om nå jer andre, der også kan mærke noget af det, jeg kan mærke.

Bedøve, knokle, skam

En ven har i flere år været ude af stand til at studere og arbejde på grund af en række symptomer, som lægerne ikke har kunnet helbrede. I vinter rejste hun væk for første gang i lang tid. Til konsultationen derefter forklarede hun sin læge, hvordan det havde lindret symptomerne, men at de var vendt tilbage, da hun kom hjem. Efter lidt betænkningstid stillede lægen en lidt uortodoks diagnose:

»Det er helt tydeligt, at du føler dig svigtet af samfundet. Og det er et problem.«

Men i hendes problematiske forhold med samfundet kan kun den ene part behandles. Hun skulle give slip på sin følelse af svigt. Så ville symptomerne gå væk.

I dag kan ingen være sikre på at have et job. De, der har et, knokler hele tiden, og de, der ikke har, knokler for at få et. Er vi så heldige at få løn for vores arbejde, føler vi enorm taknemmelighed. Som om vi stod i evig gæld til markedet. En af mine venner arbejder 70 timer i en deltidsstilling, og da han tog en uge fri, følte han, at han snød sin arbejdsplads.

Hver dag bedøver vi os konstant med kaffe eller smøger, og alkohol i slutningen af ugen; vi ser dårlige film og tv-serier på fast forward, når vi kommer hjem fra vores studie eller job for at ’slå hjernen fra’; vi har tics, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal føle det, vores krop er fyldt af. Alle omkring mig går i terapi (alle dem, der har råd), og lige så mange er på antidepressiva. Voksne har altid beklaget sig over ungdommen, over at de ikke gider at arbejde og indordne sig. Men vores forældre var de første, der i stor skala ordinerede piller og medicin til deres børn mod det.

Vi ofrer vores barndom i skolen for at vinde en uddannelse; vi ofrer vores ungdom for at vinde en fremtid på arbejdsmarkedet; vi ofrer os i arbejdet for at vinde en folkepension, der med garanti er blevet skåret væk, hvis jeg formår at udsætte mit liv så længe.

Find dig ikke i det

Vi er blevet så vant til at holde ud, at det er blevet en næsten hjemlig følelse. Vold kan være lige så tryg, som den kan være genkendelig. Så længe man fortsætter med at håndtere den.

At begynde at stritte imod handler ikke om at have nået en grænse. Det handler om, som for min veninde, at mærke efter, hvor voldsomt presset allerede er og tage den følelse alvorligt. Og så dele det med andre.

I Kairo, Athen og Brighton er det de desillusionerede unge, der mest energisk deltager i kampene. Man beskylder dem for ikke at have nogen krav. Hvem skulle de stille dem til? De er udmærket klar over, at hverken politikere eller erhvervslivet kan give dem det, de behøver.

 

Malte Max Roed Lundén er psykologistuderende på Københavns Universitet.

Denne artikel er anbefalet af: