På et af Diane Arbus allermest kendte fotografier, står to næsten siamesiske tvillinger og kikker ud mod kameraet. Identiske tvillinger hedder det sort-hvide fotografi fra 1967 lakonisk.
Fotografiet er blandt 200 værker, der i øjeblikket kan ses på Jeu de Paume i Paris. Trodser man storme og vintermørke og søger ly i det gamle boldhus i hjørnet af Tuileries-haven, kan man i øjeblikket se endnu en af de udstillinger, der i de seneste år radikalt har sat fokus på kvinder, hvis fotografi har været med til at forme vort syn. Man har allerede kunnet besøge udstillinger med Lee Miller, Lisette Model og Claude Cahun, og fra næste måned er det pioneren over dem alle, Berenice Abbott, der kan genopdages. Alle har på tværs af kunstscene, fotografi og mode i første halvdel af det 20. århundrede banet vej, for en fotografisk praksis, der i dag forekommer os så selvfølgelig. Portrætter taget andre steder end i fotografens studie, fotojournalisme, men også kunst, som vi kender det hos Nan Goldin eller Cindy Sherman.
Diane Arbus er den yngste af ’de gamle’ Man kender hendes billeder. Alligevel slår det beskueren, hvor aktuelle hendes fotografier fra starten af tresserne fremstår, når man træder ind i udstillingssalene.
Freaks eller ej
Fotografiet af tvillingerne har været vist mange gange. Arbus værker har, siden de posthumt blev udstillet på Biennalen i Venedig i 1972, været verden rundt, nærmest som et omrejsende cirkus. Det indbyder de til, for Arbus fotograferede ud over helt almindelige mennesker også transvestitter, sabelslugere, nudister, dværge og åndssvage. På de muldvarpefarvede vægge, i Jeu de Paume — åbenbart museernes nye hvide — har de skæve eksistenser atter sat hinanden stævne.
Det er jo det, hun er blevet kendt for Diane Arbus, skønt det netop var det, hun ikke ønskede at være ’hende som fotograferer freaks’. Hendes bekymring for at blive misforstået kan læses på væggen hen mod slutningen af udstillingen. Her folder Diane Arbus’ livshistorie sig ud gennem talrige citater, og ordene åbner hendes fotografier igen, blandt montrer med fotografiapparater, som mærkeligt forladte feticher. For vi har vænnet os til Arbus fotografier, hendes stil er blevet kopieret til hudløshed i magasiner og modeblade, så man næsten har glemt, hvor enestående hendes fotografiske undersøgelse var. Og selvfølgelig var det ikke freaks, Arbus fotograferede.
Diane Arbus, der blev født i New York 1923 og gådefuldt tog sit eget liv en julidag i 1971, var ude i et helt andet ærinde. Hun fotograferede for eksempel ofte tvillinger eller trillinger. I al fald fra hun kom i gang med at fotografere alt det, hun gerne ville, i sine sidste femten år, »Jeg tror virkelig, at der er ting, ingen ville se, hvis jeg ikke fotograferede dem,« skriver hun.
Det kan man enten opfatte som et ufatteligt hovmod eller som en slags pligtfølelse. I al fald gik Arbus efter skilsmissen fra Allan Arbus — som hun i årevis havde haft gallerivirksomhed og fotograferet mode sammen med — i gang med at fotografere alle mulige mennesker. Med legater fra Guggenheimfonden rejste hun i tresserne USA tyndt for at forevige riter, vaner og ceremonier.
»Vore symptomer og monumenter« skrev hun, »alt det, som virker banalt, vil blive legendarisk en dag«.
Det karakteristiske for Diane Arbus fotografier er, at hendes personer næsten altid står stille foran kameraet.
Uden for kategori
I en skolestil om Platon, skriver den sekstenårige Arbus næsten manisk sitrende, at »alt det, der har eksisteret på jorden, er forskelligt fra alle andre ting«, og at det er det, »som er guddommeligt«. Med dette ungdommelige udsagn er det godt at gå tilbage gennem de mange sale. Arbus vil vise noget på grænsen, altid noget, der undsiger sig kategorisering.
Fotografiet af tvillingerne hedder Identiske tvillinger. Men vel er de ej. For mens personerne er ubevægelige, tvinger Arbus til gengæld tilskueren til at flytte blikket og ud af troen på, hvad fotografiets titel siger.
Ganske vist har de to piger på fotografiet — der inspirerede Kubrick til sine tvillinger i Ondskabens Hotel — fuldkommen samme tøj på, med hvide pandebånd, kraver og strømper, sort hår og fløjlskjoler, der får dem til at gå i ét. Og ganske vist har de næsten samme ansigtstræk.
Men mens den ene har et sørgmodigt indadvendt blik og mundvigene nedad, åbner den andens blik op mod verden med et lille smil. Det er ikke det identiske, men forskellen som er iøjefaldende.
Et andet fotografi hedder Par i Central Park, to unge mænd stå tæt på hinanden. Men er det mænd? Er de ikke snarere klædt ud som mænd, den ene lille, den anden stor? Med pressefoldsbusker og hvide skjorter. Man skal kikke godt efter for at opdage, at man 50 fotos senere møder samme par. Par hjemme er billedets titel. Det er det samme par. Denne gang er den store person klædt på som kvinde, den lille som dreng.
Arbus flytter blikket på tværs af sine fotografier. Og der skal mindst disse 200 til for at rykke rundt på forestillinger om køn og normalitet, og det sker endnu en gang på Jeu de Paume, i vintermørket. Nu også på tværs af tiden. Almindelige eller ’normale’ — som det vel hedder — babyer og gamle amerikanske damer med læbestift, hat og slør tager sig monstrøse ud. Mens transvestitterne nu virker så bekendte.
Modvillige forfattere
Det er godt at tage dette blik med sig hen og se på fotografier af en anden stor dame. Gisèle Freund udstilles på Fondation Pierre Bergé Yves Saint Laurent, længere vestpå langs Seinen. Også her byder muldvarpefarvede vægge på fotokunst, man kender til bevidstløshed. James Joyce hensunket i meditation, med en bog oppe under næsen eller Virginia Woolfs fortabte blik i et spinkelt rynket ansigt. Øjet på grænsen hedder udstillingen, men for Gisèle Freund var der tale om andre grænser end hos Arbus.
Den unge jødiske kvinde var i bogstaveligste forstand tvunget til at flytte. Fra en lykkelig barndom i Berlin med en kunstinteresseret far, der forklarede hende, »at det sværeste at male var luften«, over venstreorienterede politiske aktiviteter, flygtede hun i 1933 ud af det mere og mere nazistiske Tyskland. »Er De jøde«, blev hun spurgt, da hun blev kontrolleret i toget. »Har De nogensinde hørt om en jøde, som hed Gisèle?«, svarede hun koldblodigt. Udstillingen drejer sig om årene fra 1933 til 1940, hvor den livsglade unge kvinde med sit lille Leica forevigede litteraturens store navne, men også fik udgivet sin doktordisputats i sociologi, Fotografiet i Frankrig i det 19 århundrede, inden hun i 1940 måtte flygte videre. Da hun i 1938 imponeret fotograferede en Walter Benjamin, også på flugt, rødmede hun af glæde, da forfatteren til Kunsten i den mekaniske reproduktions tidsalder betroede hende, at have lært ting af hendes disputats. Hvem husker måske, at den katolske kirke fra starten var stærkt imod portrætfotografiet, for »Mennesket er skabt i Guds billede, og det kan ikke indfanges, bare fordi en franskmand har opfundet et apparat«?
Næsten hundrede år senere var respekten om fotografiet stadig ikke stor. Da Freund mødte en af sine tidligere lærere og fortalte, at hun var fotograf, svarede han tørt, »at så var hun jo ingenting«.
Giséle Freund fangede dem ikke desto mindre ind, forfatterne, der også var skeptiske. Freund kom i kontakt med dem gennem to parisiske boghandlere, Adrienne Monnier og Sylvia Beach, der begge huserede i rue de l’Odeon.
Og Freund havde sin helt egen teknik. Hun tilbragte lang tid med forfatterne, men ikke mindst, forklarer hun som gammel, men stadig energisk dame på en lille video, havde hun altid læst deres værk grundigt. Når hun gik i gang med at diskutere litteratur, åbnedes deres ansigter. Hun fotograferede kun dem, hvis litteratur hun kunne lide.
Det er måske det, som forklarer styrken i de portrætter, vi kender så godt. Udover Joyce og Virginia Woolf er der Sartre, Malraux, Cocteau, Gide og mange andre. Det er Freund, der har foreviget Colette skrivende i sin seng eller en bælgøjet Sartre med pibe.
Hvor Arbus gik tilbage til det sort hvide fotografi, var Freund på forkant med farvefotografiet. Og en dag blev de så alle vist, ikke som her på dyrt fotografisk papir, men som lysbilledshow på et gammel lagen i Adrienne Monniers boghandel. Den dag kom alle forfatterne forbi, den ene mere forfængelig end den anden.
»De syntes alle sammen, at billederne var fantastiske,« forklarer Freund. »Undtagen det af dem selv«.
I billedet af os selv, selv igennem et såkaldt objektiv, ser vi måske det, som man tror at se hos Arbus: en freak.
Diane Arbus, Jeu de Paume, indtil 5. Februar
Bérenice Abbott, Jeu de Paume fra 29. Februar
Gisèle Freund, L’æil frontière, Paris 1933-1940, Fondation Pierre Bergé, Yves Saint Laurent, indtil 29. januar.
Kommentarer