Sydeuropa har stadig råd til våben

ROM — Grækenland har ikke bare den største statsgæld i eurozonen, men også de største militærudgifter.

»Der findes en måde, hvormed vi kan hjælpe Grækenland. En simpel måde,« hævdede den franske EU-parlamentariker Daniel Cohn-Bendit i en lidenskabelig tale i 2010:

»Vi er totalt hykleriske. Vi giver dem penge til at købe vores våben,« sagde Cohn-Bendit og opfordrede til en kortlægning af de europæiske landes salg af våben til Grækenland og Tyrkiet og et politisk initiativ med henblik på en løsning på de to landes mangeårige konflikt om Cypern.

I forrige uge kunne avisen Die Zeit fortælle, at de to lande i EU, som er værst ramt af krisen — Grækenland og Portugal — også er den tyske våbenindustris bedste kunder.

»Der er nærmest ingen grækere, der ikke bliver ramt af det nye spareprogram, som den græske regering har annonceret. Medmindre man arbejder for militæret eller våbenindustrien,« skriver Die Zeit.

Kun USA bruger mere

Ifølge det svenske fredsforskningsinstitut Sipri udgjorde Grækenlands militærudgifter i 2010 2,3 pct. af landets bruttonationalprodukt (i forhold til 3,2 pct. i 2009). De gennemsnitlige forsvarsudgifter for landene i eurozonen udgjorde i 2010 1,5 pct. af BNP. Blandt NATO-landene har kun USA et forholdsmæssigt større forsvarsbudget (ifølge de senest tilgængelige tal fra 2009 udgør de amerikanske militærudgifter 4,7 pct. af BNP) end Grækenland.

I 2012 har den græske stat på foranledning af EU-partnerne og navnlig Tyskland budgetteret med nedskæringer på ni pct. i de sociale udgifter. Besparelserne har bl.a. medført, at nogle europæiske medicinalfirmaer har indstillet deres leverancer til græske hospitaler. I 2012 forventes grækernes forsvarsudgifter at stige med hele 18,2 pct., samtidig med at tyskerne selv har besluttet at nedlægge 40.000 stillinger i deres eget forsvar og udskyde investeringer i nyt materiel.

En talsmand for den tyske regering udtaler, at man »går ud fra, at den græske regering på egen hånd vil overveje meningsfulde besparelser på militære udgifter,« men tilføjer, at »forbundsregeringen har udtrykt en grundlæggende forventning om, at kontrakterne vil blive overholdt.«

Ifølge Die Zeit har den franske præsident, Nicolas Sarkozy, og den tyske kansler, Angela Merkel, presset grækerne til at overholde i forvejen indgåede kontrakter om leverancer af ubåde, fregatter, helikoptere, tanks og ammunition fra bl.a. tyske og franske firmaer.

På grund af Cypern-konflikten er forsvarsbudgettet ikke genstand for megen debat i Grækenland:

»Vi brugte ikke så mange penge på forsvaret for sjov,« udtalte Dimitris Droutsas, som indtil regeringsrokaden i juni 2011 var græsk udenrigsminister, til Die Zeit:

»Som udenrigsminister fik jeg hver eftermiddag fra forsvarsministeriet en liste over tyrkiske krænkelser af vores luftrum,« sagde han.

Interessekonflikt

I Italien er der derimod øget politisk modstand mod militærudgifter som følge af den spareplan, som den tidligere EU-kommissær Mario Montis teknokratiske regering forsøger at gennemføre. Til forsvarsministerposten har Monti valgt en tidligere øverstkommanderende for Italiens væbnede styrker. Indtil kort inden sin udnævnelse var Giampaola di Paola formand for NATO-landenes militærkomité (hans afløser er den tidligere danske forsvarschef Knud Bartels).

Det har givet anledning til en debat om interessekonflikter. På grund af sin karriere i NATO betragtes han som amerikanernes mand, og i 2002 traf han som indkøbs- ansvarlig for det italienske forsvar beslutningen om, at Italien skulle deltage i udviklingen af en ny type kampfly fra den amerikanske våbengigant Lockheed Martin: Joint Strike Fighter F-35. Efter forsinkelser og øgede udgifter har Storbritannien trukket sig fra projektet, men Di Paolo insisterer trods krisen på fortsat italiensk deltagelse.

I et kritisk tv-interview af den type, som anonyme generaler normalt ikke bliver udsat for, sammenlignede Di Paola forleden kampflyene med racerbiler:

»Også Ferrari er et komplekst projekt, og i år har vi set, at også Ferrari har haft problemer.«

I Italien faldt forsvarsudgifterne med 0,3 pct. i 2009, men de steg igen med en halv pct. i 2010. Udgifterne for 2012 og de kommende år afhænger bl.a. af det antal af amerikanske jagerfly, som regeringen vælger at aftage. Forsvarsministeren har meddelt, at han om to uger vil fremlægge en revideret plan.

I strid med forfatningen?

Maurizio Simoncelli, som er vicedirektør for den fredspolitiske tænketank Archivio Disarmo, udtaler til Information, at Di Paola »helt sikkert« har en interessekonflikt:

»Nu skal han give politiske anvisninger, men indtil for få måneder repræsenterede han ekspertisen og gav militære anbefalinger til den politiske magt,« siger Maurizio Simoncelli, der underviser i geopolitik ved flere italienske universiteter.

»Det er et problem, at vi uddelegerer svaret på disse spørgsmål til forsvaret og våbenindustrien. Der bliver altid henvist til NATO’s beslutninger, men man kunne jo også have modet til at påvirke disse beslutninger. Det vi mangler er en ægte og åben debat om, hvordan man bedst anvender ressourcerne til forsvar og sikkerhed. Der har Italien et historisk handicap, bl.a. på grund af Anden Verdenskrig. Man kunne f.eks. spørge, om Italien bør have kapacitet til at medvirke i 30 fredsbevarende missioner på samme tid? Navnlig i den nuværende økonomiske situation. Bør et land som Italien virkelig have hangarskibe til oversøiske operationer? Og bør vi investere i F-35-fly, som har kapacitet til såvel konventionelle våben som atomvåben? Det er legitimt at diskutere, om ikke det er i strid med forfatningen,« siger Simoncelli med henvisning til artikel 11 i Italiens forfatning fra 1948:

»Italien afviser krigen som redskab til krænkelse af andres folks frihed og som middel til løsning af internationale konflikter.«