Da den nydannede Skanderborg Kommune i 2009 skulle tegne sin egen fremtid, vendte den sig straks mod internettet. Her havde man mulighed for at komme i kontakt med borgerne og kortlægge deres ønsker og ideer til det meget abstrakte spørgsmål: ’Hvor skal Skanderborg være om 25 år?’

»Vi ville skabe et forsamlingshus, hvor alle ville møde op, for ingen under 40 år komme til borgermøder, mens alle mellem 60 og 75 år bliver ellevilde,« forklarer planchef Bente Hornbæk. »Vi ville skabe et mødested, hvor folk kunne tale i øjenhøjde med politikere, embedsmænd og hinanden. Og ikke mindst med hinanden.«

Derfor blev der oprettet et debatforum på nettet, hvor borgerne kunne tage stilling til de meget komplicerede spørgsmål, som en kommunal strukturplan stiller. Men arbejdet stoppede ikke der:

»Jeg tror grunden til, at det blev en succes, var, at vi var ude med budskabet om det her alle steder. Plakater, personlig kontakt, post til foreninger; der var ikke et busskur i hele kommunen, hvor der ikke hang en plakat om projektet,« siger Bente Hornbæk.

En af forfatterne til bogen Lyt til elefanterne om digital kommunikation, Anna Ebbesen, er enig i, at det kræver hårdt arbejde at nå resultater, og at det kræver en bevidst strategi fra debattens igangsættere at høste gevinsterne.

Teknikken gør det muligt at nå mange mennesker, hvis de selv har lyst, men der skal være et menneskeligt islæt og en klar tovholder bag hele projektet, hvis det for alvor skal slå igennem, mener hun: »Det er ligesom, hvis man holder en god fest: Der skal være nogen, der åbner dansegulvet. Så kan man godt uddelegere det at holde næste fest, men der skal være nogen, der har ansvaret«.

Fasthold motivationen

Den største udfordring ved de netbaserede tænketanke er ifølge Anna Ebbesen, at det kan være svært at fastholde motivationen hos brugerne. Hun peger på, at den vigtigste succesfaktor hos de fleste brugere er følelsen af, at der bliver lyttet i det daglige. Derfor kræves der i mange tilfælde, at man er i stand til at give en umiddelbar respons på brugernes indsats.

Erdem Ovacik fra firmaet WeDecide, der blandt andet står bag den tekniske design af Informations projekt 100dage, kender alt til problemet med at motivere brugerne:

»Den simple, daglige løsning, vi benytter, er et element af social anerkendelse. Vi har konstrueret et system, hvor løbende deltagelse giver den enkelte bruger point, som så kan investeres i andres idéer. På den måde giver øget indsats øget indflydelse«.

Her tager Erdem Ovacik fat på en af de essentielle udfordringer, mener Anna Ebbesen:

»Problemet med de mere generelle demokratiske processer som 100dage er, at det tit kan strande på apati og manglende motivation hos brugerne. De tænker ’hvad kan jeg bidrage med?’«. Hun mener ligesom Bente Hornbæk, at der kræves et meget stort og pædagogisk forarbejde for at få folk til at bruge de muligheder, der bliver serveret for dem.

Resultaterne tæller

Men det er ikke nok for initiativtagerne at åbne og vedligeholde processen, der skal også en afrunding til, hvis brugerne skal sidde tilbage med en følelse af, at det var værd at deltage i projektet. Professor Jens Hoff fra institut for Statskundskab ved Københavns Universitet mener, at udbyderne af platformene skal kunne lokke med reel indflydelse, hvis succesen skal vare ved. Hvis man har nok seriøse brugere, kan man godt få beslutningstagerne til at lytte, mener han, men man skal gøre sit forarbejde:

»Nettet gør jo ikke arbejdet for én; det er der mange, der tror, men det er desværre ikke rigtigt.«

Erdem Ovacik medgiver, at oplevelsen af at have reel indflydelse er lige så vigtig som den daglige bekræftelse på, at der er nogen, der lytter, og at det oven i købet er en mere kompliceret udfordring.

I forbindelse med 100dage besluttede de derfor at hente nogle af de debatterede udfordringer direkte fra organisationer, der sidder med et dagligt ansvar for området. »På den måde kan brugerne se, at deres deltagelse kan have en umiddelbar effekt«.

Jens Hoff lægger vægt på, at noget af det, der er attraktivt for brugerne, er det samme, som beslutningstagerne leder efter: De vil vide, at der i de enkelte debatter findes deltagere med en vis ekspertviden eller særinteresse – blandingen af brugere er derfor væsentlig:

»Det skal ikke bare være folk, der mener en masse; det jeg efterlyser, hvis jeg deltager i paneler, er det element, der kan give mig dét der ekstra. Det er dét, der kan give mig noget viden fra personer med kompetence på området«.

Og embedsmænd, som Bente Hornbæk, de vil gerne lytte, men hvis processen skal være frugtbar, kræver det, at debatten begynder, mens forslaget endnu er spædt:

»Vi oplever, at vi ikke får ret meget ud af at lægge færdiggjorte forslag ud til debat; vi skal ind og have fat i borgerne helt tidligt i idéfasen og ikke, når en masse af detaljerne er på plads. Vi skal ind, før leret størkner,« siger hun.