Institut: Ministerium har hele tiden være orienteret

Tonen var usædvanlig skarp, da udviklingsminister Christian Friis Bach mandag i en pressemeddelelse annoncerede, at han har sat behandlingen af bevillingen til Institut for Menneskerettigheders (IMR) udviklingsprojekter i bero, efter han har fået oplysninger om regnskabsfup på instituttet i perioden 1997-2008. Men nu slår IMR tilbage i en seks sider lang redegørelse til ministeren.

Ifølge pressemeddelelsen fra Udenrigsministeriet blev Christian Friis Bach fredag i sidste uge orienteret om regnskabsproblemerne, der skulle være blevet »konstateret« af revisionsfirmaet PricewaterhouseCoopers i forbindelse med »en gennemgang af ældre projekter« bestilt af IMR. Og efterfølgende har ministeren kritiseret IMR for ikke selv at have offentliggjort oplysningerne om regnskabsproblemerne.

I sin redegørelse til ministeren lægger direktør for IMR Jonas Christoffersen imidlertid vægt på, at IMR allerede i april 2011 orienterede om sagen over for Udenrigsministeriet.

Det skete, efter instituttet selv havde opdaget uregelmæssighederne i regnskabet og efterfølgende anmodede IMR »om bistand til at kontrollere oprydningen« fra PricewaterhouseCoopers.

Løbende dialog

Over for Information understreger direktøren, at han ikke kan vide, hvorfor Christian Friis Bach først fredag i sidste uge blev orienteret om sagen, som hans egne embedsmænd altså har kendt til siden foråret, og som instituttet og ministeriet efterfølgende har været i løbende dialog om.

»Jeg mener, vi i det store hele fyldestgørende har holdt ministeriet orienteret løbende, efterhånden som sagen er skredet frem, men det er ikke vores opgave at orientere ministeren,« siger Jonas Christoffersen og understreger, at Udenrigsministeriet siden foråret har haft mulighed for at bede IMR offentliggøre oplysningerne om sagen, hvis ministeriet mente, der var behov for det.

»Det er fair, at have en anden vurdering af, hvornår man skal offentliggøre ting. Det er selvfølgelig en ministers gode ret at have det standpunkt. Men vi har altså blot i organisationen indtil nu haft et andet standpunkt,« siger Jonas Christoffersen.

Han betoner, at Udenrigsministeriet selv har udfærdiget en tilsynsrapport, hvor ministeriet kvitterer for det »prisværdige arbejde« udført med oprydningen.

Ingen stor konflikt

Men Christian Friis Bach har jo ikke kendt til sagen før nu.

»Jeg er ikke ude på at kritisere ministeren. Jeg er bare uenig med ham. Det skal ikke gøres til en stor konflikt. Han har et mere stålfast syn på, at når man har disse sager, så skal de offentliggøres. Jeg har haft det synspunkt, at vi skal rydde op i dialog med Udenrigsministeriet og rigsrevisionen. Det kunne da godt være, at vi burde have offentliggjort det tidligere. Det vil der givetvis være varierende meninger om. Men helt generelt støtter jeg, at vi går efter større offentlighed i fremtiden.«

— Du mener, UM burde have orienteret jer om, at de mente, sagen skulle offentliggøres?

»Præcis. Vi har ikke været underlagt noget krav om offentlighed i den her sag, på anden måde end at vi selvfølgelig, når vi aflagde årsregnskab, skulle oplyse om det med den viden, vi havde på daværende tidspunkt. Det har vi gjort i en note, der fylder to linjer, og som blot siger, at vi har oplevet et regnskabsmæssigt problem. Og da ministeren så ringede og sagde, at han havde besluttet sig for, at offentliggøre oplysninger om denne sag og bad om en redegørelse, så lavede vi selvfølgelig den.«

Mange penge

Udenrigsministeriet skriver i sin pressemeddelelse om sagen, at ministeriet har »orienteret Rigsrevisionen«.

Det skulle være sket i efteråret. Men i redegørelsen fra IMR oplyser Jonas Christoffersen, at instituttet selv allerede i foråret orienterede Rigsrevisionen, som siden har fulgt sagen tæt og ikke har haft indvendinger mod instituttets oprydningsarbejde og ikke har fundet tab, som instituttet ikke selv har opdaget.

»Jeg er ikke bekendt med, hvorfor Udenrigsministeriet først har indberettet sagen til Rigsrevisionen i efteråret,« bemærker direktøren i sin redegørelse til ministeren.

Information har gentagne gange i løbet af i går forsøgt at få Christian Friis Bach til at forholde sig til IMR’s redegørelse. Af tidsmæssige hensyn kunne det imidlertid ikke lade sig gøre at få et interview, oplyste Udenrigsministeriet, som i stedet sendte en skriftlig kommentar fra Christian Friis Bach:

»Det centrale i denne sag er, at der er formodning om økonomisk rod for over tre millioner kroner hos Institut for Menneskerettigheder. Det er en meget alvorlig formodning, som bekymrer mig. Jeg anerkender, at der er gjort meget for at rydde op, men sagen er endnu ikke afsluttet. Diskussionen om offentliggørelse er sekundær, men når en organisation har en så alvorlig sag, bør der være en klar politik om, at det meldes offentligt ud. En sådan politik har andre organisationer — og det burde instituttet også have haft.«