Et mortrynet magtmenneske

Film kan være et stærkt, meningsdannende medium. Som Clint Eastwood fortæller i sit aktuelle karakterstudie af FBI-direktør J. Edgar Hoover, gik det Hoover voldsomt på, da Hollywood i 1930’erne glorificerede gangstere i film som The Public Enemy. Frem for at holde med lovens håndhævere heppede publikum på de kriminelle, og Hoover arbejdede bevidst på i stedet at få helteportrætter af politifolk op på det store lærred. Efter at have spillet offentlighedens fjende nr. 1 kunne man i 1935 således se James Cagney i G-Men(forkortelse for ’government men’), og Hoover arbejdede på lignende vis aktivt med at iscenesætte sig selv som heroisk rollemodel i tidens tegneserier.

Når man ser J. Edgar, kan man ikke lade være med at tænke, hvor utilfreds den pr-bevidste, manipulative Hoover ville have været med det portræt, man sidder tilbage med efter lidt over to timer i selskab med Dustin Lance Blacks manuskript i Eastwoods instruktion. Dustin Lance Black blev i 2008 berømt for sit Oscar-vindende manuskript til Gus van Sants Milkom den homoseksuelle politiker Harvey Milk. Hans manuskript om Hoovers liv er mere interesseret i manden bag kulissen og hans forhold til sin næstkommanderende Clyde Tolson end i karakteren og konsekvenserne af hans virke som chef for FBI fra 1924 til 1972, mens otte præsidenter kom og gik.

På instruktørsiden har den tempererede Eastwood fløjlshandskerne på og virker tilfreds med at illustrere et interessant cv med klaverjazzede sceneovergange frem for at gå i lag med de store samfundsmæssige diskussioner, som Hoovers problematiske metoder til at beskytte de amerikanske borgere på grundlag af hans fjendebilleder ellers rejser i rigt omfang. Kun de personlige smertepunkter bliver i filmens mere melodramatiske sidste del for alvor behandlet, og de appellerer pudsigt nok i højere grad til et andet publikum end det, der opsøger en film om en af USA’s mest magtfulde mænd i det forrige århundrede.

Information som magt

Dustin Lance Blacks manuskript vil gerne favne det meste; fra Hoover som ung markerede sig med arrestationer og udvisning af kommunister og anarkister i 1919-20 til hans død i 1972. En ramme, hvor den aldrende Hoover fortæller om sit liv til en biografi, giver historien lejlighed til at springe rundt i hans omfattende katalog af sager og skandaler. Det er en god idé at lade Hoover være en upålidelig fortæller af sin egen historie, men den biografiske ramme skaber en fragmenteret struktur, hvor personer som Emma Goldman eller Robert Kennedy kastes ind og ud for alt for korte bemærkninger.

Bortførelsen af flyveren Charles Lindberghs barn fylder meget, da den gav Hoover anledning til at sætte sine tanker om nye opklaringsredskaber i værk. Som historien fint fortæller med en scene, hvor den unge Hoover bruger et arkivsystem som forsøg på at imponere sin kommende sekretær, Helen Gandy (Naomi Watts), havde han fra starten store tanker om betydningen af arkiver og registre over f.eks. fingeraftryk. Han fik indført flere nye metoder, mens han desuden havde sit eget hemmelige arkiv med personfølsomme informationer om både præsidenter, deres koner og andre, som det var praktisk at kunne styre.

Mens Hoover således var optaget af at besidde magtsikrende information, er portrættet af ham som et blik i noget, som kunne være filmskabernes forestilling om en hemmelig fil om ham. Fra start til slut kredser historien om Hoovers forhold til sin dominerende mor (en sej Judy Dench), og gradvis kommer Hoovers relation til Tolson (Armie Hammer) til at fylde mere. I filmens univers er der tale om kærlighed.

Sminke og skygger

Med sit store tidsspand lider filmen under mængden af sminke, som Leonardo DiCaprio og co. er blevet påført for at illudere tidens gang. DiCaprio leverer en nuanceret præstation som Hoover, men det er svært at abstrahere fra sminken, når han skal forestille at være oppe i årene. Værst er det dog med Tolson, som til sidst ligner Boris Karloff i Mumien.

Undervejs spekulerer man over, om fotografen Tom Sterns skyggefulde palet er et æstetisk valg i sin egen ret eller et forsøg på at skjule de svære tidsspring. Det næsten monokrome udtryk egner sig fint til en tidsalder, man kender fra sort-hvidt arkivmateriale, men som helhed fremstår filmen meget mørk.

På fornavn med historien

Som Annegrethe Rasmussen for nylig skrev om her i avisen, er Hoovers liv fuldt af kontroversielt materiale, og det kunne have været interessant at se, hvordan en højtråbende instruktør som Oliver Stone ville være gået til det. Eastwood har i film som De nådesløseeller Mystic Riverværet optaget af mænd, som har svært ved at finde den passende reaktion på mødet med vold og uretfærdighed. Hans Dirty Harry-karakter rejste effektivt spørgsmål om selvtægt og om, hvor langt regler kan bøjes ud fra tanker om det gode. Regler, som i Hoovers tilfælde mildest talt blev udvalgt og brugt efter forgodtbefindende, som når han fra kulissen ville forpurre, at Martin Luther King accepterede Nobels fredspris. Med sit enorme apparat i ryggen var en skruppeløs Hoover langt farligere end en beskidt Harry.

Efter eget udsagn er Eastwood på nuværende tidspunkt i karrieren optaget af relationer. Dem er der flere interessante af, mens vi er på fornavn med Hoover, men med en så markant, historisk person savner man en større udfordring af materialet. J. Edgartilbyder nogle punktnedslag, men det bliver mest en ufarlig historie om en mand, som var domineret af sin mor og bange for sin seksualitet.

J. Edgar. Instruktion: Clint Eastwood. Manuskript: Dustin Lance Black. Amerikansk (En lang række biografer landet over)