Opslag til denne artikel

Emneord:eurozonen, finanskrisen, finanspolitik, økonomi
Personer:Angela Merkel, Mario Monti, Paul Krugman
Organisationer:IMF
Steder:Europa

LONDON — Efter finanskrisen i 2008 var der enighed globalt om, at stimulus var vejen ud af krisen. Tre år senere hedder den gængse visdom ’ekspansive nedskæringer’. Her er forestillingen, at finanspolitisk tilbageholdenhed vil styrke den private sektors tillid til økonomien og føre til investeringer.

Så sikre var tilhængerne af finanspolitisk tilbageholdenhed, at den daværende præsident for den Europæiske Centralbank (ECB), Jean-Claude Trichet, sidste sommer proklamerede, at »ideen om, at nedskæringstiltag kan udløse stagnation, er ukorrekt … Tillidsinspirerende politikker vil fremme og ikke bremse økonomisk genrejsning«.

Knap så selvsikker er tonen i dag, hvor flere europæiske lande balancerer på kanten af endnu en recession. Efter de seneste måneders stadig mere deprimerende økonomiske prognoser — og senest fredag nats nedjustering af ni eurozonelandes kreditvurderingsstatus — er kritikerne så småt begyndt at bryde igennem med deres budskab.

Senest har den italienske premierminister, Mario Monti, brudt den gængse EU-linje og pointeret, at Europa ikke kan spare sig ud af krisen:

»Vækst er i stigende grad nøglen — også ifølge markedernes og kreditvurderingsbureauernes vurderinger,« sagde Mario Monti på et pressemøde på London Stock Exchange Group i går og tilføjede, at »finanspolitisk disciplin er afgørende, men ikke nok«.

Dermed istemmer Monti sig et voksende kor af anerkendte økonomer og førende multinationale institutioner, der for nylig har pointeret, at den nuværende nedskæringsstrategi ikke vil være nok til at få den globale økonomi på fode igen.

Gør ondt værre

Som Mario Monti forklarede, er det en analyse, kreditvurderingsbureauet Standard & Poor’s deler. Det fremgår af den skriftlige begrundelse, der fulgte med fredag nats nedgradering af eurolandene.

»Vi mener, at en reformproces baseret på en søjle af finanspolitisk strenghed alene risikerer at blive selvundergravende, i takt med at den hjemlige efterspørgsel falder på linje med forbrugernes voksende bekymringer i forhold til jobsikkerhed og indkomst,« skriver bureauets analytikere.

Den anerkendte amerikanske økonomiprofessor Paul Krugman kune ikke være mere enig. I en kommentar i New York Times erklærer han »keynesiansk økonomisk tænkning for retfærdiggjort« og kalder 2011 for året, hvor »vores politiske elite var besat afkortvarige underskud, der ikke er det egentlige problem, og undervejs gjorde det rigtige problem, en kriseramt økonomi og massearbejdsløshed, værre«.

»At skære i de offentlige udgifter i en kriseramt økonomi skader økonomien yderligere. Nedskæringer bør vente, indtil en stærk genrejsning er vel undervejs. Desværre troede politikere og lovgivere i slutningen af 2010 og starten af 2011, at de vidste bedre (…) Og ved at handle på den anti-keynesianske tro, endte de med endnu engang at bevise, at Keynes havde ret,« skriver Krugman, der dog erkender, at »man kan argumentere for, at Grækenland og Irland ikke havde andre valg end at implementere nedskæringer«.

Så grel er virkeligheden imidlertid ikke for hovedparten af de vestlige lande, pointerer flere eksperter, der nu er trådt frem og angriber den dominerende vestlige nedskæringsvisdom.

Ond cirkel

En anden autoritet, direktøren for FN’s Handels- og Udviklingskonference (UNCTAD), Heiner Flassbeck, skrev i december en sønderlemmende kritik af den førte politik i en analyse med titlen On the Brink: Fiscal Austerity Threatens a Global Recession.

»Den onde cirkel fremkaldt af finanspolitisk stramninger, svage finansielle institutioner og finansielt svage husstande giver næring til en tillidskrise og holder investeringer og jobskabelse tilbage simultant i den private og den offentlige sektor,« skriver Flassbeck, der er tidligere tysk vicefinansminister.

»En skrøbelig global økonomi har en væsentlig interesse i implementeringen af ekspansive snarere end stramme finanspolitikker i nøgleøkonomier,« konkluderer han og advarer mod »en tabt generation for verdensøkonomien«.

Cheføkonom i Den Internationale Valutafond (IMF), Olivier Blanchard, har i en opsummering af kriseåret 2011 appelleret til forsigtighed i forhold til implementeringen af nedskæringer. Og han tilføjer, at foreløbige konklusioner fra IMF-research antyder, at indvirkningen af nedskæringsprogrammer og den lavere vækst, de medfører, i sidste ende fører til højere snarere end lavere rente på statsobligationerne.

»I det omfang, regeringer føler, at de må reagere på markederne, kan de blive overtalt til at konsolidere for hurtigt,« skriver han i et blogindlæg på IMF’s hjemmeside, om end han understreger, at »væsentlige nedskæringer er nødvendige«.

Han mener dog, at de bør foregå som »en maraton snarere end en sprint. Det vil tage mere end to årtier at vende tilbage til fornuftige gældsniveauer«.

Diskursændring

De mange autoriteter, der nu er trådt frem og åbent udfordrer den dominerende europæiske visdom, vidner om en diskursændring. Ifølge Simon Tilford, cheføkonom i tænketanken Centre for European Reform i London, er Italiens Mario Monti ikke den eneste politiker, der har fået betænkeligheder.

»Den franske præsidentvalgkamp vil blive domineret af denne debat, hvor den franske venstrefløj vil have et stærkt incitament til at føre kampagne mod nedskæringspolitikken, og vi er begyndt at se et tilbageslag for politikken i Storbritannien,« siger han til Information.

Han tilføjer, at der kan opstå social uro i lande som Italien og Spanien, hvis nedskæringer og reformer forværrer jobsituationen.

Endnu har det voksende kor af kritikere imidlertid ikke formået at overbevise Europas centrale ledere om, at det er på tide at ændre — eller justere — kursen. Tysklands kansler, Angela Merkel, brugte i stedet nedgraderingen af de ni eurolandes kreditvurderingsstatus til at argumentere for en hurtigere gennemførsel af finanspagtens strenge fælleskrav til eurozone-landenes finanspolitikker, der vil gøre en stimuluspolitik urealistisk for mange lande.

Og Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, reagerede på landets nedgradering ved at love yderligere nedskæringer og en reform af banksystemet.

»Regeringen, som jeg står i spidsen for, ved præcis, hvad den skal gøre for at forbedre Spaniens omdømme og skabe vækst og job,« sagde Rajoy i en tale til sit Folkeparti ifølge Bloomberg.

Paul Krugman — og andre kritikere — erkender da også, at han »ikke er på linje med den konventionelle visdom«.

Simon Tilford mener imidlertid ikke, at det er muligt at finde nogen, »der mener, at nedskæringspolitikker alene kan genrejse den europæiske økonomi på nær Merkel og den Europæiske Centralbank«.

»Det, de har gjort i de seneste tre år, er, at de har vendt konventionel makroøkonomisk tænkning på hovedet. Problemet er, at der ikke er erfaringsmæssige beviser, der støtter ’ekspansive nedskæringer’,« siger han. »At føre en restriktiv finanspolitik, når du er på vej tilbage i recession, er uden fortilfælde.«

Årsagen til, at den nye erkendelse endnu ikke har ført til politiske ændringer er ifølge Simon Tilford dels den fortsatte uenighed om, hvordan gældskrisen i Europa skal håndteres, dels at »nogle lande inden for eurozonen ikke kan træffe denne beslutning alene«, og endelig at »regeringer er motiveret af frygt for at bliver straffet af markederne«.

IMF’s Olivier Blanchard påpeger, at problemet for de vestlige regeringer er, at de finansielle markeder er »skizofrene« og både kræver nedskæringer og vækst.

Standard & Poor’s tidligere nævnte advarsel om farerne forbundet med nedskæringspolitikken bekræfter dette. Et par afsnit længere nede i analysen af situationen udsteder bureauet nemlig en advarsel til regeringer, som overvejer at afvige fra den lagte kurs:

»Der er en risiko for, at reformtræthed kan indfinde sig … hvilket i sidste ende kan anføre os til … en yderligere nedjustering af vores politiske karakterer.«

Tilford mener imidlertid, at der er en realistisk chance for, at de europæiske leder vil ændre kurs inden for det næste års tid.

»Regeringerne vil få svært ved at fastholde støtten til deres politik, hvis der forekommer yderligere forringelser på trods af nedskæringer og reformer, så ja, det pres vil kunne føre til en kursændring,« forudser han.

Mere om de nye toner

FN-direktør Heiner Flassbecks: ’On the Brink: Fiscal Austerity Threatens a Global Recession’:
www.unctad.org/en/docs/presspb2011d12_en.pdf

IMF-cheføkonom Olivier Blanchards blogindlæg:
http://blog-imfdirect.imf.org/2011/12/21/2011-in-review-four-hard-truths/

Denne artikel er anbefalet af: