Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) er gået hårdt til Institut for Menneskerettigheder (IMR) i sagen om regnskabsrod på instituttet. Men nu står ministeren selv tilbage med et forklaringsproblem. Det viser sig nemlig, at han har overset en central notits i sagen og har udtalt sig på uoplyst grundlag.

Christian Friis Bach har kritiseret IMR for ikke at have offentliggjort sagen om regnskabsrod, som han selv udsendte en pressemeddelelse om mandag, hvor han også bekendtgjorde et foreløbigt stop for behandlingen af bevillingen til instituttets udviklingsprojekter. Samme dag afleverede direktør for IMR, Jonas Christoffersen, imidlertid en redegørelse til ministeren, hvor han understregede, at Udenrigsministeriet allerede den 11. april 2011 blev orienteret om problemet. Siden foråret har ministeriet og instituttet så været i løbende dialog, men ministeriet har på intet tidspunkt anmodet instituttet om at offentliggøre sagen, og derfor undrede Jonas Christoffersen sig over den pludselige kritik fra ministeren.

I et interview med Information onsdag eftermiddag forklarede Christian Friis Bach imidlertid, at instituttet slet ikke orienterede om regnskabsrod i april.

»Den orientering, der foreligger i april, handler om et underskud. Det handler ikke om, at der er alvorlig rod i økonomien og uregelmæssigheder i, hvordan man håndterer de her midler. Det er ikke det, der ligger i april. Det vil jeg bare lige holde fast i,« sagde han.

Forkert forklaring

— Så i april får I altså kun besked på, at der er et underskud og ikke andet?

»Det er det, der fremgår hele den første periode, og så begynder man så at bore i, hvor det underskud er, og så er det, man kommer med PricewaterhouseCoppers-rapporten i oktober,« forklarede Christian Friis Bach med henvisning til, at revisionsfirmaet i efteråret udfærdigede en rapport om sagen på foranledning af IMR.

Information havde tidligere begæret aktindsigt i netop IMR’s notits til Udenrigsministeren fra 11. april 2011, og efter samtalen med Christian Friis Bach efterspurgte vi endnu en gang notitsen som dokumentation for ministerens udsagn.

Som det skal vise sig, er notitsen langt fra i overensstemmelse med ministerens beskrivelse. Muligvis gik det først på det tidspunkt op for embedsmændene i ministeriet. I hvert fald bad Christian Friis Bach om endnu et interview for at korrigere sine tidligere udsagn, og ministeriet udleverede samtidig notitsen til Information.

I notitsen fra april 2011 skriver direktør Jonas Christoffersen blandt andet, at direktionen har opdaget en række poster på debitorkontoen, »der for længst burde være afskrevet«, og at det må forventes, at »opgjorte fordringer på omkring 2 mio. kr. må afskrives i 2011«.

Der er med andre ord tale om en beskrivelse af rod i regnskaberne og ikke alene af et underskud, sådan som udviklingsminister Christian Friis Bach hævdede.

Ti sekunder siden

Over for Information forklarer ministeren nu, at dokumentet, som hans embedsmænd har fundet frem, er helt nyt for ham.

»Det har jeg set for første gang. Det har jeg fået på mit bord for ti sekunder siden,« siger han og understreger, at han har haft travlt, siden han fredag morgen blev orienteret om sagen af sine embedsmænd: »Det er ikke for at komme med dårlige undskyldninger, men hvis du havde set min kalender siden da, så ville du vide, at der har været ganske få minutter ind imellem dronningen og diverse andre ting.«

Christian Friis Bach udtaler om notitsen fra april 2011, at »samtlige advarselslamper skulle have været i rødt på det tidspunkt«, hvor han vel at mærke ikke selv havde overtaget posten efter forhenværende udviklingsminister Søren Pind (V), og hvor ingen i Udenrigsministeriet altså valgte at anmode IMR om at offentliggøre sagen om regnskabsrod.

— Men det bestyrker vel instituttets forklaring om, at I var godt orienteret undervejs og på intet tidspunkt sagde til instituttet, at de burde offentliggøre oplysningerne?

»Jeg må bare sige klart til instituttet, at ansvaret for offentliggørelse af de her sager, det påhviler altså dem.«

Jonas Christoffersen udtaler til Information, at han »fortsat ikke mener, instituttet burde have offentliggjortsagen«.

Tidslinje: Regnskabsfusk i IMR

1997-2008:

Omfattende fusk i IMR’s regnskaber. Blandt andet er merforbrug af arbejdstid blevet flyttet rundt mellem projekter – i nogle tilfælde endog blevet parkeret i fiktive projekter.

Slutningen af februar, 2011:

IMR’s administration kommer på sporet af ’uregelmæssigheder’ i forbindelse med behandling af tab på en række projekter.

10. marts:

Jonas Christoffersen, direktør i IMR, bliver af medarbejdere orienteret om tilsyneladende kreativ bogføring gennem en årrække. En intern undersøgelse iværksættes.

11. april:

IMR orienterer Udenrigsministeriet om sagen. Det er ikke klart, hvem i ministeriet der har modtaget orienteringen, men daværende udviklingsminister Søren Pind blev aldrig informeret.

13. april:

IMR orienterer rigsrevisionen. I løbet af de næste måneder holder Rigsrevisoren flere møder med IMR og følger i det hele taget sagen tæt.

15. juni:

IMR beder revisonsfirmaet PriceWaterhouseCoopers (PWC) om at kontrollere og hjælpe til med oprydningen.

18. oktober:

PWC færdiggør en to sider lang rapport, som også sendes til Udenrigsministeriet. Der er samlet set skjult tab for i alt 3,2 millioner kr. IMR opfatter rapporten som ’foreløbig afslutning på oprydningen’. PWC konkluderer, at ’der er foretaget et grundigt oprydningsarbejde’. Samtidig konkluderes det, at der ikke er tale om svindel med personlig vinding for øje.

18. oktober:

Efter at have modtaget PWC-rapporten, orienterer Udenrigsministeriet nu Rigsrevisionen med henblik på at få dem inddraget i sagen. Tilsyneladende uden at være klar over, at de har været bekendt med og involveret i oprydningsarbejdet siden april. I øvrigt ligesom ministeriet selv har været det.

13. januar:

Udviklingsminister Christian Friis Bach bliver bekendt med sagen. Vel at mærke efter, at hans ministerium i over et halvt år har kendt til den kreative bogføring, og siden oktober har haft den afsluttende rapport fra PWC. Ministeren kræver straks en redegørelse fra IMR og understreger, at han ’stiller kontante krav til åbenhed og redelighed’ hos IMR. Desuden er behandlingen af bevillingen til IMR’s udviklingsprojekter sat i bero.