Der skal herske lov og orden også i cyberspace. Det er sigtet med to lovforslag — et fra den amerikanske kongres og et fra senatet — som i disse dage vækker en voldsom debat.

I går valgte Wikipedia i protest at gå i sort i 24 timer for at demonstrere, at konsekvenserne af lovforslagene kunne blive et meget mindre frit internet.

Sigtet med de to næsten identiske lovforslag er redeligt nok: Det er ønsket om at komme pirateriet på internettet til livs og forsøge at regulere udenlandske sites, der eksempelvis sælger medicin, som ikke er godkendt i USA, til amerikanere.

I et tv-spot, der reklamerer for initiativet, fortæller en ældre kvinde om sin venindes smertefulde død. Kvinden forklarer, at veninden havde sparet en smule penge ved at købe medicin på en hjemmeside, der fremstod både professionel og troværdig. Men pillerne var ikke de rigtige, og besparelsen blev fatal.

Som det er i dag, har amerikanske myndigheder ikke mulighed for at gribe ind over for hjemmesider, der ikke holder til i USA. På samme måde som danske myndigheder i sin tid var utilfredse med ikke at kunne gribe ind over for ulovlig musik på den russiske side allofmp3.com eller via den svenske thepiratebay.org.

Med et relativt dramatisk greb lykkedes det de danske myndigheder at få teleselskaberne til at blokere danskernes adgang til de udenlandske sites, og den tilgang fremstår nu avantgardistisk.

Det er en lignende tilgang, amerikanerne foreslår — og det er teknisk set samme løsning, som Kina bruger til at begrænse sine borgeres adgang til dele af internettet.

Ureguleret vækst

Konflikten i USA ligner den danske. På den ene side står rettighedsindustrien og bedyrer indgrebets nødvendighed, og på den anden side står teknologiselskaberne og vægrer sig ved rollen som politimand. Da det ikke er muligt for myndighederne direkte at gribe ind over for udenlandske sites, bliver det nemlig de teknologiske mellemmænd, der gøres ansvarlige.

Det er eksempelvis Google, der ikke må inkludere blokerede sites i sine søgeresultater, og betalingssites som PayPal, der ikke må overføre penge til ejerne. Der er ikke mindst et problem for sider med brugergenereret indhold som Facebook eller Wikipedia. De skal i princippet tjekke alt det indhold, deres brugere offentliggør, og slette links til sites på den sorte liste.

De to lovforslag er skruet sammen uden forståelse for internettets arkitektur og rummer i sig kimen til en form for autocensur: Teknologiselskaberne gøres ansvarlige for at fjerne links til blokerede sites, og man må formode, at større selskaber vil beskytte egne interesser og hellere fjerner et link for meget end et for lidt.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor ofte der råbes ’censur’, når myndighederne forsøger at gribe ind over for ulovligheder på internettet, og med hvor stort held teknologiselskaberne har kædet ytringsfrihed sammen med egne økonomiske interesser.

Internettet blev til i en californisk kultur, der vendte ryggen til det etablerede samfund, og en af internettets pionerer, John Perry Barlow, skrev ligefrem et manifest, der proklamerede internettes frihed fra den virkelige verden: »I trætte giganter af kød og stål … I har ingen suverænitet, hvor vi samles.«

Den selvforståelse hersker stadig i Silicon Valley.

Når senatet genoptager forhandlingerne på tirsdag, ser det ud til, at nogle af de mest kontroversielle knaster er høvlet af forslaget. Indtil nu har rettighedsindustrien talt med langt større vægt i Washington end teknologiselskaberne — den magtbalance ser ud til at have rykket sig. Det gør indtryk, når Wikipedia går i sort, og Google ruller sig ud. Og lige så vigtigt som det er at sikre det frie og åbne internet, er det afgørende, at det ikke blive et argument for en fri og ureguleret forretningsmodel for de teknologiske giganter. Internettet er ikke længere et californisk hobbyprojekt, men selve den globale infrastruktur. Det er alt for væsentligt at overlade til markedet.

Denne artikel er anbefalet af: