Det er sjovt, vredt og velskrevet

Padder og krybdyr, Kristina Nya Glaffeys anden bog, er ikke en fortælling, men en række desperate raseriudbrud om det at få børn og familie som lesbisk. De udbrud er mere end villige til at skyde vildt omkring sig mod alt og alle — og især andre lesbiske. De lader galden fylde siderne med fornærmede ordgranater.

Her går det ud over Nina Stork, der som bekendt åbnede den første private ferti- litetsklinik i Danmark, og hvis hjemmesides henførte sprog ikke falder i god jord:

»Når mælkebøtte blomsten skifter form til en frøstand, ser jeg alle frøene rundt om den hvide top, som sædcellerne om et æg. Alarm! Alarm! Sprogpolitiets akutte beredskab til gerningsstedet. Kalder alle vogne: Johannes’ Åbenbaring har parret sig med selvhjælpslitteraturen. Hænderne op eller bukserne ned. Klokken er fem minutter i bar arm, og det er tilladt at forbeholde sig retten til at flette næbet og flyve sydpå for vinteren, så vi andre igen kan sove om natten uden frygt for løsgående lyrismer på nettet.«

Eller måske er det snarere ordfyrværkeri, det her. For lige så hårdtslående Glaffeys nye bog er, lige så meget er den et show. Den er ikke meget anderledes end de stand-up’ere, som er mere optagede af at køre sig selv og publikum op i overdrevet end af at sige noget om ham den gamle klasselærer.

Ingen dybere kritik

Alt er en anledning til opkørt hidsighed, og det eneste, der er værre end de homoseksuelles efterligning af den velstående, heteroseksuelle hverdag med børn og ferie og parmiddag og designkaffe, ja, det er dårligt sprog, mænd i alle afskygninger — og lesbiske, der sidder fast i halvfjerdsernes modkultur, og altså ikke vil leve livet som mor-mor-barn på lækre Jægersborggade.

Dem er man så også vred på. For Padder og krybdyr er ikke konsistent. Den gemmer ikke på nogen dybere kritik. Det er sjovt, det er vredt, det er enormt velskrevet, og det må så være nok. Det skal med, at hidsigheden også vender indad. Den fornærmede stemme sættes på plads undervejs, og det både indirekte — det er ikke tilfældigt, at den er så glad for barnlige metaforer og skolegårdsudtryk, stemmen — og meget direkte.

Det skal også med, at bogens tirader afbrydes af korte, faktuelle stykker om f.eks. homoseksuelle pingviner, der udruger æg. Og at hele Padder og krybdyr starter og slutter i et andet tonefald. Dér ophober Glaffey de mange både alvorlige og umulige spørgsmål, det at ville have børn sætter i gang: »Og var det i bund og grund en egoistisk handling at sætte et barn i verden, eller var det netop ikke udtryk for egoisme, og kom det an på, hvilke omstændigheder barnet blev født under, og hvis det gjorde, hvornår måtte et barns interesse i at blive født så antages at overstige interessen i at undgå de, eventuelt uheldige, omstændigheder, det blev født under.«

På en måde er de stykker det bedste. De er i al fald dem, der bliver tilbage, når de andre siders fyrværkeri har hamret hen over hjernebarken. De glider, spørgsmålene, frem og tilbage mellem noget ret alment og så noget, der vækkes ud af den lesbiskes virkelighed. Hvem har ikke spurgt sig selv, hvilke katastrofer de videregiver til deres børn? Men er det ikke alligevel et særligt akut spørgsmål for dem af os, hvis børn er undfanget via en sæddonor?

Under alle omstændigheder er det en god kontrast. Padder og krybdyr ville være sluppet for let rundt om sit emne, hvis den havde siddet fast i sin utilfredsheds lange — men gnistrende — vinter.