Ubehageligt opgør med en mor og en livsstil

Generationskritik: Felicia Feldts fortælling om et liv med Sveriges supermor, Anna Wahlgren, er ubehagelig i sit klaustrofobiske, private og nøgterne sprog. Og ubehagelig, fordi den ser på den voksne kvindes krav på et interessant, meningsfuldt, spændende og ikke mindst frigjort liv gennem et ufrit barns øjne. Det er ikke kun et opgør mellem mor og datter. Det er generationskritik

Opgør.’Felicia Försvann’ er ikke kun et opgør med en mor. Eller en desavouering af børneopdragelsesguruen Anna Wahlgren (foto). Det er en kritik af en livsstil. Et vidnesbyrd fra barndommen hos en, der brugte kvindefrigørelsen som en fribillet til det lystbetonede liv, til hensynsløshed og egoisme.

Magnus Fond

Felica försvannhar skabt sensation i Sverige. Fortællingen om i praksis at leve med en prædikant er umiddelbart interessant. Medierne har svælget i Felicia Feldts rystende anekdoter fra en barndom hos børneopdragelsesguruen Anna Wahlgren, og man forestiller sig, at de har fundet det værste. Men det har de ikke. Stemningen i Felicia Feldts barndomserindringer eller terapinotater er så fortættet og fuld af had, at man føler fysisk ubehag. Men hadet er ikke aggressivt eller selvdestruktivt. Det gør det faktisk mere ubehageligt. Hadet er nøgternt konstaterende. Som var det et uundgåeligt resultat af en situation, som det ikke var muligt at ændre på. Et resultat af magtesløshed. Magtesløshed er som bekendt en af barndommens grundpræmisser. Du må bare følge med, rette ind, stille op og smile, når du bliver bedt om det. Sjældent er barndommens underkastelse blevet beskrevet med en så hjerteskærende selvfølgelighed.

Forsvinder i dagevis

Felicia Feldt og hendes søskende er reduceret til tilskuere til deres mors liv og deres eget. En rodløs og kaotisk tilværelse, hvor stedfar afløser stedfar, hvor faderskaber pludselig forrykker sig, hvor ni søskende bliver sat til at passe hinanden, hvor mor pludselig kan forsvinde i dagevis, hvor børn gives en voksens ansvar, hvor alkohol er hverdag, og mor falder i en dyb søvn lænet op af fliserne på badeværelset, hvor forsmåede mænd dukker op med en kniv i hånden, hvor de på 18 år flytter 18 gange. »Er vi ikke lige flyttet hertil? Det føles sådan. Men jeg ved det egentlig ikke. Nu er det tydeligvis den tid igen. Mor har lige fortalt at vi skal flytte. Halvtreds mil sydpå. For der bor Lasse. Hvem er Lasse?«

De små klip tilbage til dage og situationer fra barndommen er skrevet i et barns sprog. Det er nådesløst. I et barns øjne er fest og glade dage med seksuel frigørelse og bohemelivets hæmningsløse hedonisme ikke længere så festligt. Det er bare grænseoverskridende. Det er for meget. Kultureliten var hyppige gæster hos familien, og Felicia Feldt anklager dem, der bare så på og ikke gjorde noget. Dette er altså ikke bare et opgør med en mor. Eller en desavouering af en børneopdragelsesguru. Det er en kritik af en livsstil. Et vidnesbyrd fra barndommen hos en der misbrugte kvindefrigørelsen som en fribillet til det lystbetonede liv, til hensynsløshed og egoisme. En ubehagelig sandhed for dem, der førte princippet om at leve deres eget liv og ikke deres børns ud i ekstremerne. I Sverige kædes Felicia försvannda også sammen med en række andre opgør som blomsterbørnenes børn har taget i offentligheden med deres forældre. Felicia Feldt er barn af halvfjerdserne, men mest af alt er hun barn af Anna Wahlgren. Det er en dybt privat beretning, som Anna Wahlgren selv har gjort relevant for offentligheden ved at bruge sin egen opdragererfaring som grundlag for at rådgive andre. Og Felicia Feldts skildring af moren efterlader indtryk af en kvinde med lavt selvværd men overdreven tiltro til egne opdragelsesprincipper. En naturlig del af livet hos familien Wahlgren er for eksempel mobbedagen. Dagen før en fødselsdag.

»Den har mor opfundet. Og hun siger at mobbedagen findes for at vi virkelig skal værdsætte selve fødselsdagen ... Jeg skulle arbejde ekstra meget. Altså mere end de normale pligter. Jeg skurede køkkengulvet, alle køkkenlåger og så gjorde jeg komfuret og ovnen ren. Siden kom tiden til badeværelset. Mine søskende kaldte mig forskellige øgenavne (slave, tørvetriller) og krævede, at jeg også gjorde deres arbejde. På mobbedagen er den slags tilladt, siger mor. Da må man godt sige den slags ting. Til den som skal fylde år. Om aftenen fik jeg ikke lov at sidde ved bordet sammen med de andre (det hører også til mobberitualet), men skulle sidde på værelset. Og maden jeg fik, eller ja, mad og mad. Jeg fik et kogt fiskehoved til middag. Koldt. Men det gjorde ingenting. For i dag er det min fødselsdag. Og i dag er alt luksus. For jeg får lov at spise alt det, jeg vil. Kagen er min, slikket er mit. Hvis jeg ikke vil dele, så behøver jeg ikke. Jeg bestemmer. Og jeg vælger. Hmmm. Jeg vælger kylling. Med pommes frites. Og bearnaisesauce. Og så laver mor det. Og jeg får gaven jeg ønskede mig og fine tegninger af mine søskende. Jeg er blevet ni år.«

Opremsning af adresser

Hvis bare en brøkdel af Felicia Feldts erindringer er sande, så må Anna Wahlgrens tid som respekteret debattør inden for børneopdragelse være endegyldigt forbi. Men selv hvis meget af det ikke er sandt, så er de rent faktuelle oplysninger rystende nok i sig selv. Det, der gør størst indtryk, er for eksempel ikke historierne om seksuelle krænkelser eller ydmygende irettesættelser og ørefigner — de er uhyggelige, men den slags er jo desværre set beskrevet før. Det største indtryk gør den kontante opremsning af familiens adresser gennem 18 år. Fra Felicia Feldt bliver født i 1967 som Anna Wahlgrens tredje barn til hun flytter hjemmefra.

»Vi bor:

1967 Ängelholm, 1967 Hallandsåsen

1968 Rosengård, Malmö

1969 Mellbystrand, Halland

1969 Möllevångsgatan, Malmö

1971 Amiralsgatan, Malmö

1972 Österbymo, Östergötland

1973 Caroli City, Malmö

1973 Egypten

1974 Hägernäs, Täby

1975 Östra Förstadsgatan, Malmö

1976 Uppsala

1977 Hägernäs, Täby

1979 Uppsala

1980 Hantverkargatan, Stockholm

1981 Birger Jarlsgatan, Stockholm

1984 Götgatan, Stockholm

1985 Jämtland

1985 Götgatan, Stockholm«

I løbet af de 18 år øges søskendeflokken med seks. Felicia försvann er et selvterapeutisk værk. Og de passager, der omhandler forfatterens voksenliv og dets freudianske efterrationaliseringer er lige så uinteressante, som man forestiller sig, at ethvert fremmed menneskes terapiforløb ville være. Men hun har givet barnet den stemme, som hun dengang blev nægtet. Hun blev end ikke tilladt stilheden. Da hun som 14-årig beslutter sig for aldrig at tale igen og klarer det i tre måneder, løfter moren til sidst en kniv fra skærebrættet, hvor hun er ved at skære agurker og peger den mod hende.

»’Nu er det sådan her, forstår du. Hvis du ikke begynder at tale med mig igen, så stikker jeg kniven i dig. Og bagefter stikker jeg den i mig selv. Og jeg mener det alvorligt ...’. ’Jeg ved ikke hvad jeg skal sige,’ fremstammer jeg. Mor sænker kniven igen. Hun ler. Tilfreds. ’Godt. Det var da i hvert fald en start’.«

Men nu har barnet Felicia fået en stemme. Og den stemme er gribende, men ikke patetisk. Magtesløsheden i de små klip er ikke konstrueret for at vække medlidenhed. Sådan er det bare at være et barn. Magtesløsheden bliver først tragisk i det øjeblik, at man er overladt til en forælder, der ikke magter opgaven.

Fakta

- Felicia Feldt.
- Svante Weyler Bokförlag.
- 186 sider.
- 199 svenske kroner.

Relaterede artikler

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Anonym

Enig, bestemt en vigtig del at få med i helhedsbillede, som givet vis vil få nogen til at reflektere over et og andet, og også for overleverne af sådanne familier, vil det være godt at opleve at de ikke er alene i deres oplevelser.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erika Grann

Er denne bog oversat til dansk, eller er der alternativt planer om at den bliver oversat?

Jeg kan godt læse svensk, men hvis jeg skal anbefale den til veninder og venner, så ved jeg bare at en dansk oversættelse vil blive meget bedre forstået.

Jeg fik endelig læst Lisbeth Zornig Andersens bog, "Zornig, vrede er mit mellemnavn" sidste weekend og finder det rystende, men også oplysende med den slags virkelighedsfortællinger. I Lisbeth Zornigs tilfælde er det så meget mere opløftende når man tænker på i hvor høj grad hun er kommet imponerende "ud på den anden side".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Marianne Pilegaard

Men hvordan kan Anna Wahlgren overhovedet være blevet godtaget som "guru" ud i børneopdragelse med så mange flytninger og syv ægtemænd? Det liv tyder i hvert fald ikke på en prioritering af børnene... Undrer mig bare, hvis ingen har sat spørgsmålstegn ved hendes kompetencer som mor med så ustabilt et liv, som vel har været offentligt kendt.
Men vi kan alle blive forført.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for uffe hellum

Igen en af de sager, der viser, at man aldrig skal respektere os idealister. Det er fint at have ret. Det er fint at overbevise sit publikum. Men i denne kedelige virkelighed, skal der kompromisser på bordet, hvis vi skal beskytte vores børn.

Alle vi forældre starter som idealister (egoisme eller selvopofrelse eller religion eller sport eller viden eller penge).

Og vi slutter allesammen med en flad fornemmelse af, at et totalt, dybtgående kompromis er vores vej frem.

Der er nogle få, der forbliver idealister, og det sker på bekostning af deres børn.

Jeg var radikal "gender neutral" indtil en flink dame kaldte min datter og en anden lille pige "brødre". Sammen uge fyrede jeg flere penge af på afskyelige lyserøde pigeting, end jeg havde planlagt de næste 18 år...

Ordentlige forældre stikker vores idealer skråt op i røven, samen med al vores selvretfærdighed, efterhånden som vi bliver lidt klogere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Historien dokumenterer, igen og igen, at idealister of folkeforfører, ikke mindst den fanatiske af slagsen, er en type folkefærd man aldrig bør stole blindt på og aldrig bør give for meget magt og at man under ingen omstændigheder bør ende op i blindt at tilbede dem som var de små menneskelige guder. Utallige gange har den slags mennesker ført titusinder af mennesker og endog folkeslag lige lugt ind helvede (bare tag Lenin)

Tvivl altid - stol aldrig på din leder

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

forbliv kritisk - tro aldrig blindt på nogen - uanset om de påstår at tale på børns, menneskehedens eller Guds vegne - ja stol især ikke på dem der påstår noget som helst i nden retning - forbliv uafhængig, kritisk og spørgende.

go to nobody or nothing with too open a mind - the brains may fall out

anbefalede denne kommentar