Ubehageligt opgør med en mor og en livsstil

Felica försvannhar skabt sensation i Sverige. Fortællingen om i praksis at leve med en prædikant er umiddelbart interessant. Medierne har svælget i Felicia Feldts rystende anekdoter fra en barndom hos børneopdragelsesguruen Anna Wahlgren, og man forestiller sig, at de har fundet det værste. Men det har de ikke. Stemningen i Felicia Feldts barndomserindringer eller terapinotater er så fortættet og fuld af had, at man føler fysisk ubehag. Men hadet er ikke aggressivt eller selvdestruktivt. Det gør det faktisk mere ubehageligt. Hadet er nøgternt konstaterende. Som var det et uundgåeligt resultat af en situation, som det ikke var muligt at ændre på. Et resultat af magtesløshed. Magtesløshed er som bekendt en af barndommens grundpræmisser. Du må bare følge med, rette ind, stille op og smile, når du bliver bedt om det. Sjældent er barndommens underkastelse blevet beskrevet med en så hjerteskærende selvfølgelighed.

Forsvinder i dagevis

Felicia Feldt og hendes søskende er reduceret til tilskuere til deres mors liv og deres eget. En rodløs og kaotisk tilværelse, hvor stedfar afløser stedfar, hvor faderskaber pludselig forrykker sig, hvor ni søskende bliver sat til at passe hinanden, hvor mor pludselig kan forsvinde i dagevis, hvor børn gives en voksens ansvar, hvor alkohol er hverdag, og mor falder i en dyb søvn lænet op af fliserne på badeværelset, hvor forsmåede mænd dukker op med en kniv i hånden, hvor de på 18 år flytter 18 gange. »Er vi ikke lige flyttet hertil? Det føles sådan. Men jeg ved det egentlig ikke. Nu er det tydeligvis den tid igen. Mor har lige fortalt at vi skal flytte. Halvtreds mil sydpå. For der bor Lasse. Hvem er Lasse?«

De små klip tilbage til dage og situationer fra barndommen er skrevet i et barns sprog. Det er nådesløst. I et barns øjne er fest og glade dage med seksuel frigørelse og bohemelivets hæmningsløse hedonisme ikke længere så festligt. Det er bare grænseoverskridende. Det er for meget. Kultureliten var hyppige gæster hos familien, og Felicia Feldt anklager dem, der bare så på og ikke gjorde noget. Dette er altså ikke bare et opgør med en mor. Eller en desavouering af en børneopdragelsesguru. Det er en kritik af en livsstil. Et vidnesbyrd fra barndommen hos en der misbrugte kvindefrigørelsen som en fribillet til det lystbetonede liv, til hensynsløshed og egoisme. En ubehagelig sandhed for dem, der førte princippet om at leve deres eget liv og ikke deres børns ud i ekstremerne. I Sverige kædes Felicia försvannda også sammen med en række andre opgør som blomsterbørnenes børn har taget i offentligheden med deres forældre. Felicia Feldt er barn af halvfjerdserne, men mest af alt er hun barn af Anna Wahlgren. Det er en dybt privat beretning, som Anna Wahlgren selv har gjort relevant for offentligheden ved at bruge sin egen opdragererfaring som grundlag for at rådgive andre. Og Felicia Feldts skildring af moren efterlader indtryk af en kvinde med lavt selvværd men overdreven tiltro til egne opdragelsesprincipper. En naturlig del af livet hos familien Wahlgren er for eksempel mobbedagen. Dagen før en fødselsdag.

»Den har mor opfundet. Og hun siger at mobbedagen findes for at vi virkelig skal værdsætte selve fødselsdagen … Jeg skulle arbejde ekstra meget. Altså mere end de normale pligter. Jeg skurede køkkengulvet, alle køkkenlåger og så gjorde jeg komfuret og ovnen ren. Siden kom tiden til badeværelset. Mine søskende kaldte mig forskellige øgenavne (slave, tørvetriller) og krævede, at jeg også gjorde deres arbejde. På mobbedagen er den slags tilladt, siger mor. Da må man godt sige den slags ting. Til den som skal fylde år. Om aftenen fik jeg ikke lov at sidde ved bordet sammen med de andre (det hører også til mobberitualet), men skulle sidde på værelset. Og maden jeg fik, eller ja, mad og mad. Jeg fik et kogt fiskehoved til middag. Koldt. Men det gjorde ingenting. For i dag er det min fødselsdag. Og i dag er alt luksus. For jeg får lov at spise alt det, jeg vil. Kagen er min, slikket er mit. Hvis jeg ikke vil dele, så behøver jeg ikke. Jeg bestemmer. Og jeg vælger. Hmmm. Jeg vælger kylling. Med pommes frites. Og bearnaisesauce. Og så laver mor det. Og jeg får gaven jeg ønskede mig og fine tegninger af mine søskende. Jeg er blevet ni år.«

Opremsning af adresser

Hvis bare en brøkdel af Felicia Feldts erindringer er sande, så må Anna Wahlgrens tid som respekteret debattør inden for børneopdragelse være endegyldigt forbi. Men selv hvis meget af det ikke er sandt, så er de rent faktuelle oplysninger rystende nok i sig selv. Det, der gør størst indtryk, er for eksempel ikke historierne om seksuelle krænkelser eller ydmygende irettesættelser og ørefigner — de er uhyggelige, men den slags er jo desværre set beskrevet før. Det største indtryk gør den kontante opremsning af familiens adresser gennem 18 år. Fra Felicia Feldt bliver født i 1967 som Anna Wahlgrens tredje barn til hun flytter hjemmefra.

»Vi bor:

1967 Ängelholm, 1967 Hallandsåsen

1968 Rosengård, Malmö

1969 Mellbystrand, Halland

1969 Möllevångsgatan, Malmö

1971 Amiralsgatan, Malmö

1972 Österbymo, Östergötland

1973 Caroli City, Malmö

1973 Egypten

1974 Hägernäs, Täby

1975 Östra Förstadsgatan, Malmö

1976 Uppsala

1977 Hägernäs, Täby

1979 Uppsala

1980 Hantverkargatan, Stockholm

1981 Birger Jarlsgatan, Stockholm

1984 Götgatan, Stockholm

1985 Jämtland

1985 Götgatan, Stockholm«

I løbet af de 18 år øges søskendeflokken med seks. Felicia försvann er et selvterapeutisk værk. Og de passager, der omhandler forfatterens voksenliv og dets freudianske efterrationaliseringer er lige så uinteressante, som man forestiller sig, at ethvert fremmed menneskes terapiforløb ville være. Men hun har givet barnet den stemme, som hun dengang blev nægtet. Hun blev end ikke tilladt stilheden. Da hun som 14-årig beslutter sig for aldrig at tale igen og klarer det i tre måneder, løfter moren til sidst en kniv fra skærebrættet, hvor hun er ved at skære agurker og peger den mod hende.

»’Nu er det sådan her, forstår du. Hvis du ikke begynder at tale med mig igen, så stikker jeg kniven i dig. Og bagefter stikker jeg den i mig selv. Og jeg mener det alvorligt …’. ’Jeg ved ikke hvad jeg skal sige,’ fremstammer jeg. Mor sænker kniven igen. Hun ler. Tilfreds. ’Godt. Det var da i hvert fald en start’.«

Men nu har barnet Felicia fået en stemme. Og den stemme er gribende, men ikke patetisk. Magtesløsheden i de små klip er ikke konstrueret for at vække medlidenhed. Sådan er det bare at være et barn. Magtesløsheden bliver først tragisk i det øjeblik, at man er overladt til en forælder, der ikke magter opgaven.