Mozart-mennesket fra Bach-land

I en tidlig erindring står Søren Dahl foran klaveret i barndomshjemmet i Thy. På tæer og med armene hævet over hovedet holder han fast i klaviaturet med den ene hånd, mens han med den anden forsigtigt trykker en hvid elfenbenstangent i bund. Først én gang, så én gang til — og så endnu en gang.

»Jeg kan huske, at jeg syntes, det lød uendeligt smukt, og i overført betydning er det den samme grundtone, jeg har jagtet resten af mit liv,« siger Søren Dahl.

Lettere sammensunket sidder han i en blød stol i et hjørne af den aarhusianske teatercafé Café Hack efter endnu en optagelse af sit populære radioprogram af samme navn.

Café Hack er Danmarks største lyttermagnet. Hver søndag stiller en million mennesker — en sjettedel af landets befolkning — ind på radioens P4 og venter på, at Søren Dahl som vært skal føre dem igennem en to timers skønsom blanding af musik, snak og interviews med kendte gæster.

Programmet, som fejrer 10-års jubilæum i år, er indbegrebet af dansk hygge og uløseligt forbundet med værtens egen lyse grundtone. Det er radio i dur. Et program på hvide tangenter, som kan få selv de mest medietrænede gæster til at løsne op og blive menneskelige.

»De færreste af os kan jo lyve om, hvem vi er, særligt længe, før den rigtige klang kommer ud af os. Dét har jeg altid syntes, var interessant at være med til — at tale med folk, indtil de folder sig ud. Og så længe lytterne også er med, ja så har vi jo noget, vi kan dele«.

Det er grundlæggende dét, Café Hack handler om — at skabe oplevelser, som kan deles. Eller som Søren Dahl selv formulerer det, da han ti minutter før programmets start træder op på den 4x4 meter store scene på cafeen for at varme det gæstende livepublikum op:

»Huj, grin, græd, gør lige, hvad I har lyst til. Vi ved, der er mange ensomme mennesker i det her land, og de skal kunne mærke det derude — de skal føle, de er en del af en fest!«.

’Herren ser alt’

Der er en grund til, at Søren Dahl gerne formulerer sig i musikalske termer. Hans bror, Mogens Dahl, er uddannet dirigent og driver sin egen koncertsal i København — og Søren Dahl er selv uddannet musikpædagog ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1984.

Senere tog han en videreuddannelse i musical- og filmkomposition fra London, og i mange år rejste han landet tyndt som huspianist for den jyske komikertrio De Nattergale, indtil han for godt ti år siden besluttede sig for at give ordene mere plads som radiovært og rejsende entertainer.

»Jeg er et Mozart-menneske! Mozart var også lys i alt, hvad han gjorde,« siger Søren Dahl og uddyber med en erindringsafstikker til barndommens land i Thy, hvor det ikke lige frem var Mozart, som spillede på de indre grammofoner. Thy var Bach-land.

»Jeg kommer fra en egn, hvor det mørke ligger til os. Indre Mission og den strenge gud var en del af min barndom, og over klaveret derhjemme hang et broderet skilt med ordene: ’Herren ser alt’. Det var et skilt, min mor havde fået af min bedstefar, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis Herren virkelig så alt, så måtte der være rigeligt at holde øje med.«

Det var en kærlig barndom, siger Søren Dahl. Men det var ikke en kærlighed, man spildte mange ord på. I Thy var man dårlig til at tale om det gode, og god til at tale om det dårlige. Det var ikke noget, man havde besluttet; det var bare en verbal refleks, nedarvet gennem generationer og videreført fra slægt til slægt. Således også i familien Dahl.

»Det her med at lære at anerkende livet og sætte mere pris på det er nok blevet et ubevidst projekt for mig. Og jeg kan se, at det i dag smitter af på programmet. Det er jo et lyst program. Det betyder ikke, at jeg ikke kender og anerkender livets kompleksitet og mørke sider. Det betyder bare, at jeg føler en forpligtelse til at dele ud af mit overskud og inkludere andre i det.«

En hyggelig formiddag

Hvert program er bygget op på samme måde. I programmets første time interviewer Søren Dahl en særlig gæst, som beretter om sig selv og sit liv. I anden time lægger endnu en gæst vejen forbi for at fortælle om et aktuelt projekt — og undervejs holder Søren Dahl publikum fænget med velplacerede vitser og musik i passende mængder.

I dag er Ulla Terkelsen ugens gæst, og også hun har lagt mærke til den særlige stemning — det har noget at gøre med den måde, publikum er på, mener hun.

»Jeg deltager i en del talkshow, og det er min erfaring, at de fleste publikummer kommer for at spotte kendte. Men det lader folk her til at være fuldkommen lige glade med. De kommer for at have en hyggelig formiddag,« siger hun og vender sig mod det grånende publikum, der sidder foroverbøjede over deres bugnende brunchtallerkner.

Kort efter danser en tallerken også gennem luften til Ulla Terkelsen.

»Wonderful,« siger hun, da tjeneren rækker hende det medfølgende glas champagne.

Fra scenen fortæller Søren Dahl, at der overordnet er to grunde til, at programmet bliver optaget lige netop på Café Hack i Aarhus.

»Den ene er, at jeg kan cykle på arbejde,« siger han og får sit fortjente bifald:

»Den anden er, at cafeen her knytter an til et lille stykke dansk mediehistorie. I 1954 bestemte statsradiofonien, at man også skulle til at sende radio uden for København, vest for Valby Bakke. Det startede man på 1. september 1956 og det første halvandet år foregik det på lige netop den scene, vi står på i dag,« fortæller han.

Sendingerne fra den aarhusianske teatercafé blev forløberen for de regionale stationer, som i dag er samlet under P4. Og det betyder noget, at landets mest populære radioprogram optages lige her midt på Store Torv i Aarhus og ikke ude i DR Byen på Amager.

»Alting skal jo ikke foregå i København. Det er vigtigt, at vi også kommer på banen herovre, så folk kan se, at der rent faktisk også sker noget her,« siger Margrethe Povlsen, en 70-årig pensioneret folkeskolelærer.

Hun sidder ved et af de runde borde midt i cafeen sammen med tre andre midaldrende kvinder, alle fra Bjerringbro — Quindelauget kalder de sig — »med Q«, understreger Margrethe Povlsen.

Ikke for analytisk

Ifølge DR Medieforskning er 54 procent af programmets lyttere kvinder — de fleste over 60 år, pensionister og efterlønnere og placeret i det traditionelle-individ-orienterede segment. Men alt dét er ikke noget, Søren Dahl beskæftiger sig med: »Hvis du pludselig begynder at blive alt for analytisk og inddrager DR Medieforskning i det, du foretager dig, så ender du hurtigt på herrens mark,« siger han og giver et eksempel: »Vi fik i starten at vide: ’I snakker alt for meget, der skal være musik hvert andet minut’. Men det lod vi insisterende være med, og det har jo også vist sig at være det rigtige. For lytterne holder ved, og jeg kan fornemme på folks reaktioner, at de faktisk hører efter.«

Gøglerlivets præmis

Søren Dahl følger to grundregler, når han interviewer:

»Det handler om at kigge folk i øjnene og lytte til, hvad de siger. That’s it. Der er ikke mere at sige til dét,« siger han og smiler.

Men selvfølgelig er der mere at sige. Der er for eksempel det, at Søren Dahl elsker, hvad han laver. Man ser det, når han kindkysser med Ulla Terkelsen efter showet, når han smalltalker med gæsterne i pauserne, og når han inden programmets start går på scenen for at skabe den rette stemning — her siger han det selv:

»Tænk, at jeg har det privilegium en gang om uge at stå heroppe på scenen og kigge et nyt menneske i øjnene og tale med vedkommende — et menneske, jeg altid har haft lyst til at møde — er det ikke fantastisk?« spørger han publikum, der alle nikker og siger »jo« og »bestemt« og »helt sikkert«, inden Søren Dahl igen med vanlig sans for flow skifter gear for at ramme den muntre tone: »Og så længe I selv betaler for jeres brunch og champagne, så er det et skide billigt program for Danmarks Radio — og det betyder, at vi kan få lov at fortsætte.«

Det er selvfølgelig forkert. Ikke at programmet er billigt at producere — det kræver kun en vært, en tekniker og en assistent — men at produktionsomkostningerne er afgørende for programmets overlevelse. Det er lytterne, der er afgørende — og de hænger ved. Men hvorfor er Søren Dahl ikke helt sikker på:

»Men jeg tror, uden at være klog på sådan noget, at dét, at jeg tager mig tid til at snakke med mine gæster, betyder meget. Jeg postulerer ikke at være ekspert i deres liv, det stoler jeg på, de selv er. Men jeg vil dem noget.«

—Bliver du nogensinde træt af at lave et hyggeligt program?

»Det er gøglerlivets præmis. Jeg har prøvet i mange år at gå ind på en scene og være lidt uoplagt. Men det, der sker, når du får det enorme adrenalinrus, er, at du selv bliver løftet. Jeg tror, alle kan blive trætte af deres arbejde — jeg tror, det sker på enhver arbejdsplads — men jeg har bare det privilegium, at jeg får så meget igen.«