De rødhårede bliver måske heller ikke scoret først på Crazy Daisy

Havde et barn ret til en far, og havde en kvinde ret til et barn, og hvorfor ville nogle folk have børn, og hvornår vidste de folk, om de ville have børn eller ej? Og hvis folk ikke ville have børn, var det så fordi, de havde haft en dårlig barndom, og er en far en far, hvis han ikke er der, og hvornår er en far far, hvornår er en mor mor.

…

Kristina Nya Glaffeys nye bog åbner med en kaskade af spørgsmål. Nok 500 af dem, skyder forfatterinden selv på. »Fortælleren stiller sig selv en hel masse spørgsmål, ligesom jeg har stillet mig, og alle andre, der går i gang med at reproducere sig selv måske gør, eller i hvert fald nok burde gøre,« siger Kristina Nya Glaffey.

Hendes bog, Padder og krybdyr, der udkommer i dag, er drevet af en fortællerstemme, der gennem syngende lussinger til enhver, der stiller sig i vejen eller blot er til, tager fertilitetsindustrien, idealet om kernefamilien og spørgsmålet om, hvorfor vi død og pine skal reproducere os selv, under behandling.

Kristina Nya Glaffey har selv fået et datter med sin kæreste gennem donor-insemination. At stille disse eksistentielle spørgsmål med udgangspunkt i en lesbisk kvindes møde med fertilitetsindustrien kan både beskrive nogle specifikke forhold, der gælder for en minoritet, men også sætte de meget generelle vilkår, der gør sig gældende i enhver reproduktion, på spidsen, mener Kristina Nya Glaffey.

»Disse spørgsmål er nogle, som alle med fordel kunne stille sig selv, før de går i gang med at få børn, men vælger man fertilitetsindustrivejen, er der ingen vej udenom. Her bliver man presset til at stille alle disse spørgsmål. Det bliver ofte fremstillet som et tungt lod, men man kunne også vende det om og se det som en gave, at man nødvendigvis bliver slæbt igennem de her tunge spørgsmål, som lettere kan skydes til side i en ’almindelig’ heteroseksuel proces,« siger Kristina Nya Glaffey.

Ingen svar

Men spørgsmålene får lov til at hænge ubesvarede i romanen. Der er ingen svar, og bogen slutter med lige så mange, som den begynder med. »Jeg har lavet et katalog af spørgsmål, men helt bevidst ikke svaret på dem. Disse spørgsmål har nemlig ingen klare og generelt dækkende svar, og det store problem i den måde, vi diskuterer de her emner, er, at vi søger efter sådanne,« siger hun og nævner den aktuelle debat om, hvorvidt Danmark skal gå over til kendte sæddonorer frem for systemet med anonyme donorer, vi har i dag, men også evergreen-debatten om, hvorvidt et barn har ret til både en far og en mor.

»Jeg synes, at Etisk Råd og Børnerådet går rimeligt galt i byen, når de udtaler sig kategorisk og bastant om, at et barn f.eks. har ret til at kende sit biologiske ophav. Det er jo et vildt komplekst felt, ideen om det gode børneliv eller familieliv varierer jo enormt, både inden for vores samfund og i alle mulige andre samfund,« siger hun. »Selv i meget seriøse organisationer eller hos forskellige politiske talspersoner bliver det reduceret til ’at mærke efter’. Man kræver faktisk slet ikke, at man tænker sig om, eller indhenter videnskabelige resultater. Man tror ikke engang, at man behøver at lytte til eksperter eller spørge dem, det handler om. Man opfører sig, som om vi alle har et termometer inden i os, som man kan aflæse og så sige: Det her føles på en måde forkert, så jeg er imod«.

Problemet er, mener hun, at man ved sådan en følelsesøvelse får ret forventelige og reaktionære svar:

»Vi er alle grundlæggende konservative og teknologiforskrækkede, hvis vi kun føler og ikke tænker«.

Det gode børneliv

Når det er så stort et problem, hander det ikke kun om, at de kvinder, der adopterer et barn alene, eller de lesbiske, der vælger en anonym donor eller de bøsser, der får barn med en kvinde, de kender, bliver ramt. Det ender med at sætte standarder for ’det gode børneliv’ eller ’det rigtige familieliv’, som rigtig mange mennesker ikke kan leve op til, om så de prøvede.

»For tiden kører jo debatten om donorbørns ret til at kende deres biologiske ophav, og der bliver talt om det, som om det er helt afgørende for at få en fast og fuld identitet. Men hvad med alle de børn, der er skabt i utroskab eller er blevet svigtet af deres ene forælder hen ad vejen. Der sættes standarder for det gode liv, som er stadig sværere at leve op til, og som berører forhold, som de færreste har fuld kontrol over,« siger Kristina Nya Glaffey

Et gennemgående tema i bogen er det store ansvar, man som forældre påtager sig. Og når det er gennem kunstig insemination, synes det valg at være endnu mere tungt.

»Der har jo lige været en skandale om, at nogle donorbørn var lavet med sæd med en arvelig sygdom. Det blev jo en kæmpe sag, og det handler vel til dels om, at sæden i de her tilfælde er en vare, og sådan havde jeg det da også selv: Hvis jeg skal svinge dankortet på en fertilitetsklinik, forventer jeg jo også at få det produkt, jeg har betalt for med forbrugerbeskyttelse og det hele,« siger hun og fortsætter: »Det er klart, at det bliver en skandale, for det bør jo ikke ske, men hvis man lige stopper op, så er det jo de færreste, der sender deres partner til genscreening, før de går i gang med at få barn,« påpeger Kristina Nya Glaffey.

Forbrugeren

Og at være ’forbruger’ på ’donorshopping’ skaber da også nogle af bogens mest komiske passager. Blandt andet er hovedpersonen på surftur rundt på amerikanske sædbanker, hvor lovgivningen tillader langt flere information om donorerne. Som hun beskriver det: »Sæt nu personligheden var arvelig. Så var det med at gøre forarbejdet grundigt, inden man fik halvdelen af en eller anden ulidelig amerikaner inden for dørene. Man fik heller ikke ekspedienten i H&M til at hive et eller andet tilfældigt stykke tøj ned fra hylderne og række det over disken uden byttemærke på. Så var man i hvert fald selv ude om det, når det bagefter krøb i vask og fik flyveører og hareskår og sammenvoksende øjenbryn.«

»Det er jo oppe i tiden at tillægge gener og arv en enorm betydning, man ved jo ikke, hvad der er det ene eller det andet. Det bliver et spørgsmål om tro, hvis jeg bare tror uden at vide noget. Man glemmer igen, det er det samme, som alle andre står i. Jeg ved da intet om vores venners partneres dna. Engang troede man jo i antropologien, at man kunne måle menneskers hoveder og se, om de blev kriminelle«.

I romanen søger hovedpersonen et uendeligt antal donorprofiler igennem på nettet, og gennem morsomme udlægninger af ham, der er glad for naturen, og ham, den biraciale, der spiller musik, og ham, der snakker meget og lidt ligner Lance Armstrong, stilles spørgsmålet om, hvad det egentlig er, vi ønsker af vores børn. Og i hvor høj grad vi opnår det gennem arv eller ved miljøpåvirkning. Den krasse fortællerstemme reagerer f.eks. hidsigt på donor nummer 11, der blærer sig af sine mange sprælske sædceller.

»Det er der uden tvivl også mange af de søde unge piger hjemme i trailerparken, der er glade for, men herinde i civilisationen opererer vi desværre med nogle andre parametre end de rent kvantitative, når det kommer til artens overlevelse. Vi er klar over, at det må komme som lidt af et chok, for hvem der er vant til at sidde hele dagen og spille den af i kunstige lædermøbler sammen med de andre brøleaber fra flokken, og vi er naturligvis villige til at bistå med assistance og vejledning i udslusningsprocessen fra folkedybet, såfremt de lover at holde deres utvivlsomt upåklagelige forplantningsevne helt og aldeles for dem selv.«

Information

Kristina Nya Glaffey forklarer hovedpersonens vrede:

»Hun er jo vildt optaget af, hvor hun befinder sig i det sociale hierarki og bliver enormt skræmt af, at mens hun og hendes venner tilhører sådan en urban kreativ klasse, kan en dompap fra folkedybet bare sådan snige sig over hegnet og blande sig i hendes afkom. Det er jo vanvittig usympatisk, men ikke desto mindre sådan, vi navigerer, når vi ellers finder partnere,« siger Kristina Nya Glaffey og uddyber: »Vi finder jo hurtigt ud af, hvilke bøger en potentiel partner læser, og om de drikker cortado. Hvis den type kulturel information ikke er der, er det jo enormt skræmmende, fordi det er det, vi bruger til at placere hinanden og ultimativt os selv.«

Bogen er sjov. Meget sjov. Og ikke mindst beskrivelserne af fertilitetsindustrien og dens mange tilbud er absurd. Men faktisk mener Kristina Nya Glaffey, at det er et problem, at man i debatten fokuserer så meget på den måde at få børn — som et freakshow. I stedet kunne man jo kigge på de mange ligheder med den proces, der indebærer scoremarkedet, parforholdsforhandlinger, udveksling af ydelser osv., der skal til, før et barn kommer til verden i et heteroseksuelt parforhold. Når det her spørgsmål skaber overskrifter i aviserne, er det ofte sådan noget med, at flere donorbørn finder ud af, at de har samme far, eller at donorsæd fra rødhårede ikke er i høj kurs.

»Det bliver gods til sådan et glidebane-argument. Ender det så med, at en donor har 708.000 børn, der så render rundt og boller med hinanden, og så får de mærkelige børn, og så går verden under,« siger Kristina Nya Glaffey med et grin. »Og i forhold til rødhårede donorer er det igen måske på sin plads at spørge, om rødhårede mænd måske ikke også skal kæmpe lidt mere på diskotekerne. Jeg ved det ikke, men det er påfaldende, at mens det accepteres, at et almindeligt partnervalg er baseret på alle mulige parametre, skal donorvalget helst være som at stikke en hånd i en sæk og trække noget tilfældigt, ellers bliver det en glidebane. Men hvorfor skulle assisteret reproduktion egentlig være så meget mere ophøjet, rent og uegennyttigt, end hvis man går på værtshus og ser en mand med smukke blå øjne eller en god fast indtægt?«

… Og hvor mange valg havde man ret til at træffe på sit barns vegne, og hvornår var noget et valg, og hvornår var noget en betingelse, og hvilke valg og hvilke betingelser vejede tungere end andre, og hvem skulle i sidste ende dømme om, hvorvidt man havde truffet forsvarlige valg eller ej, og var det op til barnet at bedømme, eller var det udelukkende op til en selv, og hvis det eventuelt var op til en højere instans, hvornår ville dommen så blive afsagt, og i hvilken form ville den manifestere sig