Lige så snart noget bliver stemplet som umenneskeligt, føler jeg en stærk trang til at tilegne mig det, forstå det, komme ind i det og finde ud af, hvad det er. Det er det, som i mine øjne er kunstens opgave

- Christian Lollike

Det er farligt farvand, som Christian Lollike har begivet sig ud på med det planlagte teaterstykke med Breiviks manifest som monolog på CaféTeatret. Man forstår godt, at det sætter sindene i kog, og at pårørende til ofre for Breiviks ugerning er dybt krænkede.

Lollike er tidligt ude med sin kunstneriske bearbejdning. Men betænk, at nordmændene selv allerede i år er i fuld gang med at bearbejde tragedien i et utal af bøger.

Lollike sætter stykket op på en lille københavnsk teaterscene, men lige nu opføres det så på den meget større mediescene. Man kan mene, at man dermed kommer væk fra kunsten, men man kan også mene, at det netop er kunstens retfærdiggørelse, når den betyder så meget og sætter følsomme emner til debat.

Det provokerendeer selvfølgelig, at Lollike tager Breivik alvorligt, giver ham taletid og tildeler ham den helterolle, som han ønsker. Men tøv lige: Lollike søger ikke en sensation for at trække folk til sit teater, ligesom han ikke provokerer for provokationens skyld. Lollike er tidligt ude med det, der vil blive gjort før eller siden: se alvoren i Breiviks tanker, ikke kigge væk og fortrænge det, der er sket. Undersøge i kunstnerisk form, hvad der sker, når et menneske bevæger sig fra normal til at radikalisere sig selv. Bringe den menneskelige side af Breivik frem på scenen for at indkredse det, som ligger bag denne grufulde handling. For at fremstille ondskab hos et menneske må man nogle gange søge de banale sider. Det var også det, Lars von Trier mente, da han på det famøse pressemøde i Cannes sagde, at han forstod Hitler.

Det er ikke usædvanligt, at kunstnere er fascineret af stærke mænd, men ofte bliver deres kunst også en advarsel mod det, som disse mænd kan føre til. I den forstand kan kunsten også være afskrækkende.