I disse dage udfolder der sig et græsk drama af historiske dimensioner i den nye ministerpræsident Lucas Papademos’ regeringskontor i Athen.

Her prøver lederen af den nye, provisoriske regering at forhandle en aftale i stand med Grækenlands kreditorer. Uden en løsning vil den såkaldte trojka bestående af EU-Kommissionen (læs Tyskland), den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond, IMF, næppe yde Grækenland et lån på 14,4 mia. euro, inden et stort bundt statsobligationer skal indløses med renter, når de udløber 20. marts. Hvis det værste skulle ske, vil Grækenland formelt gå bankerot (landet er allerede de facto i betalingsstandsning) med uoverskuelige konsekvenser for andre eurozonelande med en lav kreditværdighed.

De teknisk indviklede forhandlinger er med tiden blevet en opvisning i, hvad der er er gået galt med nationalstaters finansiering af budgetunderskud i de seneste årtier.

Med bakspejlet som guide kan man sige meget kritisk om en voksende tendens i velfærdsstater med stigende udgifter til bl.a. sundhedspleje og pensioner til at påtage sig gældsforpligtelser, som på sigt er uholdbare. Med udsigt til en mat økonomisk udvikling i Europa og USA i mange år frem er den ophobede gæld en kendsgerning, vi må leve med i årtier. Den skærpende omstændighed er et finanssystem, som parallelt med staters forgældelse er blevet en jungle, hvor pengeinstitutter er gået ind i risikable investeringsaktiviteter, og forskellige typer fonde satser kolossale beløb på små udsving i valutakurser og aktiekurser. Investeringsbanker er endda begyndt at sælge forsikringsbeviser (Credit Default Swaps) mod tab på disse hasarderede investeringer, hvis omfang intet almindeligt menneske med en regnemaskine i hånden kan gøre sig begreb om.

De politiske lederes desperate bestræbelser på at redde Grækenland fra bankerot og den europæiske valuta-union fra sammenbrud er blevet til anskuelsesundervisning i, hvor dårligt den eksisterende spekulative finanssektor passer til staternes akutte behov for at løse gældskrisen.

Øverst på listen over synderne står de ekstremt spekulative hedgefonde af amerikansk oprindelse, som nu har spredt sig til London og det europæiske kontinent. Indtil sidste sommer sad græske og europæiske banker inde med broderparten af de græske statsobligationer. Men i takt med et fald i værdien af disse obligationer (EU besluttede på et topmøde i juli at pålægge bankerne et tab på 21 pct. af obligationernes værdi) gik der panik i græske, franske og tyske banker. Af frygt for at miste alle deres penge, hvilket kunne have udløst en alvorlig bankkrise og kreditklemme, solgte pengeinstitutterne deres obligationer til spotpris på det sekundære marked.

Det viser sig nu at have været en fatal beslutning. Køberne var nemlig fonde, som specialiserer sig i at vinde kortsigtede gevinster. Hedgefonde klærer sig ikke om, hvorvidt en stat eller et kontinent går konkurs. Deres formål er udelukkende at forvalte andres formue med henblik på maksimal indtjening. Ifølge en nylig undersøgelse af JPMorgan Chase skal disse fonde i efteråret have købt for 80 mia. euro græske statsobligationer til en værdi, som i gennemsnittet svarer til 40 pct. af pålydende værdi. En attraktiv investering, idet de efter topmødebeslutningen i juli kunne forvente at indkassere næsten 80 pct. af obligationernes værdi, når den forventede ombytning skulle finde sted i begyndelsen af 2012.

Så skete der for fondene noget uventet. På et nyt topmøde i oktober fik Tyskland presset erstatningsværdien ned til 50 pct., altså tæt på de 40 pct. af obligationernes oprindelige værdi, som fondene havde erhvervet dem for. Der lød straks højlydte protester, men de færreste politikere havde forestillet sig, at de europæiske og amerikanske fonde ville blokere for den planlagte aftale.

Her har de imidlertid forregnet sig. Jo værre det går for græsk økonomi og statsfinanser, desto mere har Athen og dets støtter i Berlin, Bruxelles og IMF behov for at påføre kreditorerne tab. Det seneste udspil fra Papademos skulle være en udstedelse af nye obligationer til en halveret værdi og en rente på 2-3 pct. Det vil betyde et tab på mellem 60-70 pct. over obligationens løbetid i forhold til den pålydende værdi og den oprindelige rente. Ikke så mærkeligt, at fondene slår sig i tøjret. De kan have tabt væddemålet.

Men er det ikke vilkårene, må man spørge? Nej, slet ikke. Fondene siger nej til en aftale. De foretrækker at trække tiden ud til 20. marts og lade Grækenland gå bankerot. Så kan de nemlig indløse deres forsikringsbeviser og få 100 pct. i erstatning for obligationerne, som de havde købt til 40 pct. af prisen.

Måske kommer der en ordning, hvor EU for at afværge en forværring af eurokrisen vil benytte skatteborgernes penge til at give fondene en mindre godtgørelse for at godkende den græske gældsaftale. Det bør skabe furore og udløse krav om at forbyde denne type spekulation i statsobligationer.

Denne artikel er anbefalet af: