’Din søn bliver torteret – og han dør, hvis I ikke betaler’

BAGDAD — På væggene i Um Husseins stue i Bagdad hænger portrætterne af hendes forsvundne sønner. Der er fire af dem. Hver billedramme er dekoreret med plastikroser og grønne bånd som en slags improviseret krans for de døde.

Um Hussein havde seks børn. Hendes ældste søn blev dræbt af sunnioprørere i 2005, da de tog kontrol over kvarteret. Tre andre sønner blev bortført af en shiamuslimsk militsgruppe, da de forlod kvarteret for at finde arbejde. De blev aldrig set igen.

Hun bor nu sammen med resten af sin familie — en datter, hendes sidste søn, Yassir, og et halvt dusin forældreløse børnebørn — i en lille toværelses lejlighed, hvor stanken af spildevand og madolie siver gennem det tynde gardin, der adskiller køkkenet fra stuen.

Um Hussein ser ud til at være i tresserne. Hendes ene øje er mælkehvidt, og hun taler ofte forvirret og usammenhængende om de unge mænd på portrætterne, som om de stadig var i live. Hun råber på sin datter, at hun gerne må servere teen nu. Og fortæller så The Guardian om sin kamp for at få løsladt Yassir fra fængslet.

Yassir blev tilbageholdt i 2007. I tre år hørte hun intet til ham og tænkte, at han nok havde mødt den samme skæbne som sine brødre. Men så en dag blev hun ringet op af en politimand, der sagde, at hun kunne få lov at besøge ham, hvis hun ville betale bestikkelse. Hun lånte penge af sin nabo og tog straks af sted til fængslet.

»Vi måtte vente, indtil de førte ham frem,« siger hun. »Om hans hænder og ben var der bundet metalkæder, som om han var kriminel. På grund af torturen kunne jeg næsten ikke genkende ham. Han var ikke min søn; han var en anden. Jeg råbte: ’Din mor dør for dig, min elskede søn’. Jeg samlede snavs op fra gulvet og klaskede det i hovedet på mig selv. Men så slæbte de mig ud og sagde, at de ikke ville lade mig se ham igen.«

»Jeg har mistet fire, sagde jeg til dem. Jeg vil ikke også miste min sidste søn.«

Dommerens ord følges ikke

Kort tid efter ringede fængselsbetjentene og krævede en større bestikkelsesum for at lade ham gå. Samtidig fortalte de familien, at han blev torteret. Um Hussein lovede, at hun nok skulle betale, men de forlangte hele tiden flere penge. Først var det en million irakiske dinarer (5.000 kr.), derefter to millioner og så fem millioner.

»Vi var nødt til at sende [betjentene] telefonkort, så de kunne ringe til os De sagde:. ’Din søn er ved at blive torteret — han dør, hvis du ikke betaler.’ Så vi betalte og betalte. Hvad kunne jeg gøre? Han er den sidste, jeg har tilbage. Jeg sagde, at jeg ville sælge mig selv på gaden, hvis det kunne bringe ham tilbage til mig.«

Det sidste opkald kom i december. De krævede en sidste sum for at lade ham gå. Um Hussein og hendes naboer siger, at på det tidspunkt havde familien allerede betalt ni millioner irakiske dinarer.

»De bad om 60 hundreddollarsedler. Så gik de ned til 30. Jeg bønfaldt dem, men de sagde stadig 30. Jeg fortalte dem, at jeg ikke havde det, så blev vi enige om 20.«

Sammen med en veninde tog hun en taxa til det aftalte mødested, en moské i udkanten af kvarteret. Chaufføren gik ud og gav pengene til en mand, der stod på hjørnet, en shiamuslimsk sikkerhedsbetjent ved navn Rafic.

Yassir blev frigivet to dage senere. Um Hussein vidste det ikke dengang, men en dommer havde allerede et halvt år tidligere beordret Yassir løsladt. Men sikkerhedspolitiet beholdt ham i forvaring, indtil hans familie havde samlet penge nok sammen til at kunne betale den krævede bestikkelsessum på 2.000 dollar.

The Guardian har fået kendskab til mange andre historier, der ligner Yassirs. Tilsammen afslører de, at det irakiske statssikkerhedspoliti systematisk anholder borgere på falske anklager, torterer dem og afpresser deres familier for penge for derefter at frigive dem igen. Den grasserende korruption i Irak har skabt en ny industri, hvor ledende efterretningstjenesteofficerer tilløber sig myndighed over bestemte kvarterer ved at bestikke politikere.

Under to missioner i landet, før og efter den amerikanske tilbagetrækning 18. december, interviewede The Guardian 14 fanger og fem officerer fra forskellige grene af sikkerhedstjenesten i Bagdad. Alle anholdte sagde, at deres familie havde måttet betale store summer for at få dem frigivet, selv om de fleste var blevet frikendt ved domstolene. Nogle havde været fængslet i tre dage; andre, som Yassir, i op til fem år. I tre tilfælde ændrede politifolkene på ordlyden af fangernes ’tilståelse’ — som ofte er afpresset under tortur — som modydelse for at modtage penge. I et tilfælde skaffede en politimand dokumenter af vejen til gengæld for bestikkelse, hvorefter den pågældende fange blev løsladt på grund af manglende beviser. Én af de fanger, vi interviewede, sidder stadig i fængsel og er midt i et forhandlingsforløb med sikkerhedspolitiet.

Amerikanerne tog billeder

Men at blive løsladt betyder ikke, at man er på den sikre side. Ifølge en politimand, vi talte med, bliver mænd, der frigives, ofte tilbageholdt på ny, eftersom en familie, der har allerede én gang har vist, at de er i stand til og villige til at betale for at få deres sønner sat fri, kan udgøre et let mål for mere afpresning.

Vi spørger Um Hussein, om vi kan møde Yassir. Han gemmer sig, siger hun, men efter at have talt med ham i telefonen, indvilger han i at møde os og ankommer en time senere. Hans unge ansigt ser forpint ud. Han trækker op i skjorten og fremviser tykke, mørke ar på ryggen. Hvert ar har en forhøjning på midten omkranset af rødt væv med bittesmå bobler. Ved synet af dette vender Um Hussein hovedet væk og begynder at jamre.

»Kommandosoldaterne omringede området og arresterede os,« siger Yassir. »Der var også amerikanere på stedet, som tog billeder af det. Derefter blev vi overført til Indenrigsministeriet, hvor de skilte de mennesker, der blev fotograferet af amerikanerne, fra dem, der ikke blev.« Kun fordi han blev fotograferet, overlevede han, for arrestationerne fandt sted, da den sekteriske drabsbølge var på sit højeste, forklarer Yassir.

Alligevel, siger Yassir, blev han torteret i ministeriets bygningskompleks igennem to uger.

»Torturen begyndte ved midnat og fortsatte frem til næste morgen,« siger han. »De hængte fangerne op og slog løs på deres ben med ledninger. De tæskede også løs på fangernes nyrer. Jeg kan stadig tisse blod,« siger han. »De ville have mig til at tilstå [falske anklager om at tilhøre al-Qaeda], men der var intet at tilstå, så jeg nægtede at underskrive noget som helst.«

Han blev siden overført til en militærbase nord for Bagdad, hvor han siger, at han blev torteret i yderligere en måned. The Guardian har set en liste over navne på politisoldater og deres militære enheder fra flere af hans forvaringssteder og tjekket efter, at de pågældende personer findes i virkeligheden.

I løbet af denne tid blev Yassir og hans medfanger konstant slået, siger han. »Alle slog os. Når de bragte os mad, slog de os. Når de flyttede os, slog de os. De slog os så meget, at vi holdt op med at føle noget ved det. Det værste var, når de hængte os op i tremmerne med kæder eller håndjern og efterlod os der i timevis. Nogle gange vred de vores ben eller vores arme, indtil skuldrene gik af led.«

Hvert halve år blev Yassir flyttet til en ny enhed eller et nyt fængsel, hvor han blev udsat for den samme tortur og de samme forhør. Endelig, fire og et halvt år efter sin anholdelse, blev han stillet for en dommer. Fordi han ikke havde underskrevet nogen tilståelse, siger han, endte dommeren med at beordre ham løsladt.

En anden tidligere fange, som også måtte betale bestikkelse for at blive frigivet, siger til The Guardian, at han under tortur valgte at tilstå en lang række forbrydelser, herunder anbringelse af vej- sidebomber og mord: »De spændte mig ud mellem to skriveborde,« siger manden, som ikke ønsker sit navn oplyst, »med mine ben og arme viklet rundt om en stang.« Han fortæller, at dette kaldte de for quzi-stillingen — quzi er en irakisk ret med grillet får. »Så begyndte de at slå mig med ledninger. Besvimede jeg, smed de bare vand i hovedet på mig og begyndte at slå mig igen. De blev først færdige med at slå på mig om morgenen, og næste aften begyndte torturen igen.«

På den tredje dag, da han ikke kunne holde flere elektriske stød eller slag ud, erklærede han, at han ville tilstå hvad som helst. »De gav mig et papir, og jeg underskrev det. Så sagde de, at hvis jeg ændrede forklaring foran dommeren, ville jeg blive torteret igen.«

Derefter begyndte forhandlingerne, siger manden. De forbrydelser han tilstod, betød, at han stod til dødsstraf. En politimand ringede til hans far, og familien solgte møbler, lånte penge og betalte 7.000 dollars. Fem måneder senere blev han løsladt.

Vi spurgte Yassir, hvorfor han ikke havde tilstået noget som helst — han var blevet afkrævet samme beløb. »Jeg gjorde ikke noget. Hvordan kunne jeg så tilstå? Jeg var parat til at dø, men ikke til at tilstå.«

Vi, de professionelle

Rafic er officer i en af de mest frygtede sikkerhedsenheder i Irak — en af de såkaldte antiterror-kommandogrupper, som da borgerkrigen rasede havde ry for stort set ikke at være end regeringsstøttede dødspatruljer. Rafic ligner en natklubsudsmider: Han er høj med barberet isse, rullekravesweater og slacks. Han råber ind i sin telefon og fægter teatralsk med hænderne for at hilse på forbipasserende bekendte, og når han griner, blotter han en række store gule tænder.

De lokale beboere i Rafics kvarter i Bagdad behandler ham med ekstrem forsigtighed. De ved, at han har magt til at tilbageholde deres brødre eller fætre i flere måneder hvis ikke år. Men de har også brug for ham: Han er deres forhandler og mægler. De ved, at bliver nogen anholdt, er de nødt til at henvende sig til ham for at få hjælp. Han kan arrangere et besøg, få smuglet en telefon ind i fængslet, mindske torturens omfang eller sørge for deres løsladelse. Hver og en af disse tjenester har selvfølgelig en pris.

Da vi mødte ham i december, var han ved at afslutte en aftale til 5.000 dollar med en tilbageholdts familie. Han lovede dem, at han ville sende deres søn både tæpper og mad og forsikrede, at torturen nu ville stoppe. Pengesummen var den første af mange betalinger, som Rafic ville modtage, før manden ville blive frigivet.

»Korruptionen er gået os alle til hovedet,« siger officeren, der introducerede os til Rafic, og som har arbejdet sammen med ham. »Fra top til bund er der råddenskab. Rafic elsker penge. Hans religion og hans sekt er penge, hvilket er meget nyttigt, for det betyder, at der i hvert fald er nogen at forhandle med i modsætning til dengang under borgerkrigen, da vi betalte pengene, og de alligevel dræbte vores sønner.«

Rafic står uden for den butik, hvor han hver aften holder sin ’konsultation’. Han drikker græsk ouzo, taler med venner og modtager besøgende. Hans virksomhed er ikke begrænset til at være mellemmand for løskøbelse af tilbageholdte. Den dækker alt, som har at gøre med Iraks korrupte embedsstand, herunder også at få id-kort og pas.

Vi sidder i hans bil og snakker. Som hos så mange andre sikkerhedsfolk flakker øjnenes blik frem og tilbage som to fluer, imens han holder øje med de to unge mænd, som står i nærheden, de ældre mænd, som spiller backgammon, og manden, der sælger te fra en bod ved kantstenen.

»Vi er neutrale,« siger han, hvor ’vi’ henviser til hans kommandoenhed. »Vi deler det ikke op i sunnier og shiaer mere. Vi er professionelle. Vi tilbageholder båder shiaer og sunnier. Der er ingen forskel.«

Undgår inspektørerne

— Hvordan får I jeres fanger til at tilstå?

»Vi hænger dem fra loftet og slår løs på dem, indtil de ikke længere rører på sig,« siger han. »Det betyder, at de er klar til at tilstå.«

»Hør her,« tilføjer han … »I dag er systemet fuldstændig som under Saddam: Gå langs med muren, hold dig væk fra politik, og du kan gå med oprejst pande uden at frygte for noget. Men hvis du kommer for tæt på tronen, så vil Allahs vrede ramme dig, og vi har øjne overalt.«

Han fortæller om anholdelsen af den sunnimuslimske vicepræsident Tariq al-Hashimis livvagter — disse blev ifølge af den shiadominerede regering betalt af Hashimi for at myrde shia-embedsmænd. (Hashimi selv skulle til at gå ombord på et fly på vej til Kurdistan, da regeringsstyrkerne overtog lufthavnen, hvilket forhindrede ham i at lette. Efter nogen tid fik han lov til at flyve, mens hans mænd blev tilbageholdt.)

»Se, hvad der skete med Hashimis sølle livvagter. De blev torteret i en uge. De førte dem direkte ud til vores enhed, hvor vi tog dem i seriøst forhør. Selv en gammel general hang ned fra loftet. Ved du, hvad jeg mener med at hænge?«

I den trange plads i bilen trækker han sine arme op bag ryggen.

»De hænger ham sådan her. Nogle gange slår de med ledninger eller stave, andre gang lader de dem bare hænge ned fra et metalhegn i tre dage. De torterer dem og prøver at få dem til at tilstå bombningen af parlamentet.«

De har dog endnu ikke tilstået, indrømmer han, men forklarer, at de også bliver torteret for at røbe, hvor lederen af Hashimis politiske kontor befinder sig.

Vi siger til Rafic, at vi har hørt, at torturen kun finder sted om natten og spørger ham hvorfor. Han siger, at de menneskerettighedsinspektører, der besøger fængsler og fangelejre som regel kommer forbi i dagtimerne. »Men selv når inspektøren kommer [i løbet af dagen], er der ingen af de tilbageholdte, der vover at tale. En uge senere fik vi brev fra ministeriet med tak for vores professionalisme.”

Yassir fortalte, at en inspektør engang besøgte deres fængsel og fandt ham liggende på ryggen, ude af stand til at røre sig efter at være blevet slået på hele natten. »Han spurgte mig, hvad der var galt. Jeg sagde, at jeg var blevet syg og faldet om efter toiletbesøg. Hvis du siger, du er blevet torteret, dræber de dig, lige så snart inspektøren er taget af sted igen.«

På første sal i en eksklusivt restaurant i Bagdad, hvor en servitrice med affarvet blondt hår tager imod bestillinger, og forretningsmænd og embedsmænd sidder i adskilte båse og ryger vandpibe, møder vi en oberst fra Indenrigsministeriet.

Obersten er iført et mørkt jakkesæt og lytter til folks anmodninger om hjælp med at få pas, få løsladt en slægtning eller råd om, hvordan man forhandler med Iraks kafkaske bureaukrati. Hans korpulente søn, der arbejder som sekretær og bodyguard, sidder ved siden af med en notesbog og en pistol.

Alt er til salg

Obersten forklarer, hvordan landets grasserende korruption har medført pengeafpresning i industriel målestok af uskyldige tilbageholdte og deres familier. »Alt er til salg, hver eneste post i regeringen er til salg,« siger han.

»Det koster 300.000 dollar at købe en stilling som sikkerhedschef eller militær kommandør for en bydel i et år, og så er man jo nødt til at få sine penge tilbage. Det er som enhver anden investering. Men man kan aldrig stole på nogen i dette land. De tager dine penge, og et år senere konspirerer de imod dig og kaster dig i fængsel. De er som ulve.«

En af hans underordnede forklarer, hvordan officererne køber sig til deres positioner.

»Chefen for distriktet køber sin stilling af politikere eller fra den øverstkommanderendes kontor. Så udlejer han stillingerne som forhørsofficerer til sine underordnede for mellem 10.000 og 15.000 dollar pr. måned, afhængigt af området. For et sunniområde er man nødt til at betale en masse penge. Shiaområder koster ikke helt så dyrt, fordi de fleste af anholdelserne finder sted i de sunnimuslimske områder. Og så gælder det ellers om at få sine penge igen med fortjeneste fra de tilbageholdtes familier …

»Nogle gange kan være rigtig heldig og tilbageholde en person, der rent faktisk er med i al-Qaeda. Så kan man få hele sin investering hjem på én gang og mere til. At slippe sådan en fange kan indbringe mindst en halv million dollar.«

Andre officerer fortæller lignende historier om afpresning og om tortur, der foregår ved at hænge de tilbageholdte op, slå dem, give dem elektriske stød eller flå deres negle af. »Nogle gange sættes fangerne i ’hjørneposition’. Dvs. de bliver presset op i et hjørne, hvor de står med ansigten mod muren, og så skal alle forbipasserende ramme dem — en lussing, et spark, en fornærmelse, hvad som helst, der kan nedbryde dem og knække dem,« siger en officer, der arbejder på en militærbase i Bagdad, som også huser et højsikkerhedsfængsel.

Han er medlem af den nye garde, der kom til magten efter Saddam Hussein, men han iført den samme slags overskæg, som var populær i Saddams æra: tyk, veltrimmet på overlæben med ender, der buer ned mod underlæben.

Dårligere tider

Korruptionen, siger han, er dels en metode til at indynde sig hos officererne og vinde deres støtte. Men det er også en god metode til at kontrollere dem. For vil man af med nogen, kan man altid anklage dem for korruption.

»Jeg sidder på en tikkende bombe,« siger manden. »Hvis jeg siger, jeg ikke vil være med i de korrupte officerers netværk, kan de bare true med at overføre mig til en af frontlinjegrupperne. Så jeg har sagt, at jeg ikke vil være med til at stjæle, men at de selv kan gøre, som de vil. Men jeg ved, at tingene en dag vil ændre sig. Så er det alle de korrupte officerer, der bliver stillet for en domstol.«

Tiden med de stadige bølger af sekteriske drab i Bagdad ser ud til at være overstået. Nu har sekterismen antaget ny form. Sunnier og shiaer holder sig nu til deres separate, afhegnede kvarterer. De shiamuslimske dødspatruljer er blevet optaget i regeringsstyrkerne, mens sunnimuslimerne kræver føderalisme — noget premierminister Nouri al-Maliki ihærdigt modsætter sig. Officeren, som introducerede os til Rafic, siger: »Vi sunnier har i det seneste år lidt meget under denne regering: frihedsberøvelse, bortførelser og afpresninger.«

Den eneste løsning, siger han, er et føderalt Irak, hvor de sunnidominerede provinser bliver adskilt fra den shiadominerede centrale stat. I mellemtiden forsøger folk desperat at finde nye måder, de kan beskytte sig selv på. »Der venter nogle rigtige dårlige dage. Siden amerikanerne forlod os, forsøger alle at få fat på et skydevåben.«

I 2008, under perioden med intensive amerikanske kommandoangreb, solgte mange deres geværer, og det var kurderne, der købte dem. »Nu,« siger han, »vil vi prøve at købe dem tilbage.«

Bemærk: Alle navne i denne artikel er blevet ændret.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen