Se to danskere, der hilser på hinanden: Det er jammerligt. Den ene rækker hånden frem, og den anden læner sig forover. Den ene går efter det håndtryk, som sikrer anerkendelse med afstand og bekræfter bekendtskabet med øjenkontakt. Den anden satser på krammeren, det kærlige fysiske nærvær uden øjenkontakt, som er hurtigt overstået.
De ved begge, at de ikke ved, hvordan den anden har tænkt sig at gennemføre det lille hverdagsritual. Forvirrede famler de efter en fornemmelse af, hvad den anden forventer. De vil ikke være for meget, men de vil selvfølgelig heller ikke være for lidt. Man vil ikke virke omklamrende på mennesker, som føler, at de slet ikke kender én rigtig. Men kold og afvisende vil man heller være. Hvis man omvendt vil en anden mere, end de vil én, kan man blive episodens taber.
Man kan som bekendt hverken klappe med en hånd, kramme alene eller gennemføre et håndtryk med sig selv. Så den første hilsen mislykkes som regel, og det sker ikke kun blandt unge mennesker i opbrud fra det etablerede samfund. Snarere tværtimod: Fravær af faste former for tiltale og hilsen synes at kendetegne det etablerede samfund. Vi er tilsyneladende overbeviste om, at Danmark har nået det højeste niveau af frihed og lighed nogensinde noget sted — men det, som de fleste andre gør uden at tænke over det, kræver forberedelse og overvejelse her. Og ender tit med en fiasko.
Man giver op
Selv i familier kan den almindelige hilsen blive et problem. Det ses i det klassiske forhold mellem forældrene og den dreng, der er rejst til storbyen for at prøve lykken. Når han kommer hjem på besøg, er der ikke nogen fast model for, hvordan man hilser: Måske forsøger forældrene en krammer for at vise, at de godt ved, at moderne storbydanskere ikke lader sig nøje med håndtryk, og måske vil drengen ikke kramme dem, fordi han ikke vil have dem ind i den verden, men gerne holde tingene adskilt: Krammer til venner, håndtryk til forældre.
Samme usikkerhed ser man mellem veninder, venner, forældre og børn, kolleger, underordnede og overordnede, pædagoger og forældre og i alle mulige andre relationer. Du møder din datters pædagog fra vuggestuen på gaden: Hvis du ikke krammer, kan det virke, som om du ikke anerkender jeres lighed uden for det sted, hvor hun betales for at passe dit barn. Men hvis du krammer, kan det efterlade det indtryk, at du ikke respekterer pædagogens grænser. Den slags overvejelser ender ikke sjældent med, at man lader, som om man ikke ser og passerer uden at hilse. Man giver op.
Opgøret
Opgøret med de faste former for hilsen og tiltale er historiske momenter i en frigørelseshistorie. Man ville ikke længere finde sig i former, som andre havde bestemt for én. Man gjorde sig fri af upersonlige formers herredømme. Det blev udstillet som falsk at lade det sociale liv bestemme af faste regler, og det var opstyltet at tiltale myndighedspersoner med ’De’ og sige ’værsågod’ og ’velbekomme’ og bukke og neje og give hånd og tage hatten af. Det var former, der reflekterede en autoritær orden, som man ville frigøre sig fra. De var undertrykkende.
En anden kritik gik på, at faste former var uægte og upersonlige: Det var en anonym måde at omgås hinanden på, som ikke anerkendte mennesker som selvstændige personer. Det blev en social norm at være autentiske og naturlige sammen. Hvis man ikke valgte sin egen måde at gøre tingene på, var man fremmedgjort, og det var meningen, at man skulle være sig selv. Det sociale skulle være personligt.
Men netop det personlige er blevet problematisk: Det enkleste bliver til det sværeste, fordi enhver situation og hvert ritual skal opfindes personligt. Det er anstrengende og nedværdigende: Man bruger jo også vendingen ’at tage det personligt’ om situationer, hvor små følelser stiller sig i vejen for det, der betyder noget. Samtalen forfalder til smålige fornemmelser, og eftersom alt kan tages personligt, kan selv en ubetydelig bemærkning bliver alt for betydningsfuld.
Det er i det perspektiv komisk, at en masse af os er blevet netop de småborgere, som vi for alt i verden ikke ville være. Man går op i omgangsformer, man bekymrer sig om etikette, og man irriteres over noget så ligegyldigt som dekorum. Man hænger i de små ting, og alt kan blive taget personligt.
Genopfører de sociale former
Frigjorte danskere kommer begejstrede hjem fra lande, hvor man siger s’il vous plaît, bitte og please: De oplever det upersonlige som befriende. Man kan vise andre respekt uden at skulle skabe en personlig relation med en ekspedient på et fremmed sprog. Titlen på Torben Stenos nye bog, Længsel efter faste former, reflekterer således ikke drømmen om en tilbagevenden til en autoritær orden, men ønsket om frigørelse fra en tilstand, hvor det mest almindelige skal opfindes forfra, og alt socialt kan gå galt.
Det sjove er, at unge allerede er i gang med at genopføre den sociale verdens former: De siger ’hav en god dag’ til fremmede mennesker og giver hinanden hånd, når de mødes. Det går, som Hegel sagde: Først bliver de faste former revet ned af moderne mennesker, som vil være frie og autentiske. Derfra står de enkelte mennesker isolerede tilbage og savner et fælles rum at færdes i. De lider af ubestemthed. De genopfører derpå den gamle sociale verden, men nu som faste former, de selv har valgt. Sådan gik det også kernefamilien: Først blev den revet ned som fast skema, så blev den genopført som det fælles frie valg.
Individualismens paradoks er stadig, at så mange mennesker bruger deres individuelle frihed til at vælge det samme som alle de andre. De er frigjorte med flokmentalitet. Det pinlige møde mellem håndtryk og krammer bliver på den måde en kort episode i det sociale livs historie, og småborgerligheden bliver refleksiv.
Kommentarer
Det kan måske også udtrykkes på den måde, at vi har fået visse valgmuligheder, som mange egentlig gerne vil fravælge i dag?
Der er nok gode psyko-sociale grunde til at have faste hilseformer. En hilsen har vel egentlig ofte det formål at nedtone det individuelle, fordi andre mennesker i princippet er “farlige” netop i kraft af deres individualitet. Det kan man bl.a. se ved håndtrykket, der givetvis oprindeligt har været et symbol på at man ikke har et våben i højre hånd!
Jeg hørte engang salig Elsa Gress (Danmarks eneste vrede unge mand, som hun blev kaldt) vrisse i et tv-program:
“Overfladisk! Selvfølgelig er høflighed overfladisk! Ellers kunne ingen jo få øje på den!”
Denne kommentar er anbefalet af:
I en globaliseret verden er ens hilsen forskellig, alt efter hvem man hilser på.
Mine serbiske venner kysser jeg tre gange - mine græske venner kysser jeg to gange - mine børn kysser jeg som det passer mig, selv om det er besværligt når to af dem er 2 meter høje.
Når grækere spørger - “Ti kanis” - hvordan går det, forventer de ikke at blive affærdiget med et - “mia xara” - det går godt, men at få at vide om det går godt, eller hvorfor det ikke går godt, lige ud af posen, i modsætning til danskere, der alene spørger af høflighed og hvis øjne begynder at flakke hvis man fortæller det går af helvede til.
Udtrykket “tak for mad” findes til gengæld ikke på græsk - når nogen giver dig mad, er det fordi de har lyst til det, og så behøver man ikke at takke, antageligt fordi glæden ved at give bærer lønnen i sig selv.
Men det er da utænkeligt at passere mennesker man kender på gaden uden at hilse på dem - om det så er kassedamen fra supermarkedet, som man i øvrigt altid siger farvel til med ønsket om en god dag, når man forlader supermarkedet - det er jo ikke en robot der sidder der, vel?
Men et “parakalo” - svarende til “please” på engelsk, er stadig en høflighed i omgangen med andre mennesker, når man beder om noget.
Men derfor kan man selvfølgelig godt befinde sig i en akavet situation af og til - jeg oplevede det med en syrisk kvinde jeg skulle betale i en forretning. Jeg stod og rakte sedlerne til hende, men hun ville ikke tage imod dem direkte fra min hånd - hun ville selvfølgelig have dem lagt på disken.
Men der gik altså lige et øjeblik før min satori indtraf og jeg fattede situationen - en ny erfaring rigere.
Denne kommentar er anbefalet af:
Meget godt indslag, det har jeg grinet af indeni. Dog maa jeg sige at danskerne er ganske vidst meget saere vdr. emnet, men andre folkefaerd kan altsaa ogssaa vaere det.
Der er to meget rigtige ting i artiklen. Den ene er, at
rigtig mange har haft rigtig travlt med at suse ind i småborgerskabets faste rammer, normer og etiketter igen, og den anden er, at så mange mennesker bruger deres individuelle frihed til at vælge det samme som alle de andre.
Med hensyn til hilseriet er det nu befriende, at krammeriet er på retur, for det er ment som noget andet og mere end anerkendelse, og dette mere er jo bare ikke altid til stede. Derfor bliver det kejtet og kunstigt. Men det flade håndtryk sejrer og holder sig evigt ungt. Men dertil er der jo tusindvis af hilsemåder med hånd og hoved og krop. Hånden op til “hej”, vinke vinke, en blanding af honnør, hej eller farvel, et nik kan udføres, så det dårligt nok ses, eller det kan gøres, så både hals og overkrop kommer i bevægelse, eventuelt kombineret med en fejende håndbevægelse. Nikket er vel en blanding af at bukke og at neje (nejeriet burde genindføres, ligesom håndkysset i øvrigt, det er genialt, med passende distance og alligevel med delikat kropskontakt)
I forretningerne har “Hav en god dag” - manien holdt sit indtog overalt. Det må være noget de har lært på reklamekurser el. lign., men faktisk er det da meget hyggeligt. I kassekøen i et dansk supermarked i myldretiden skal man nok afholde sig fra de store hilse-seancer med kassedamen, der jo er igang med den næste kundes varer inden man har fået pakket sine egne sammen, og så går der kuk i i regnskabet, og så skal det mere end end krammer til at formilde den næste kunde, og resten af køen for den sags skyld.
Denne kommentar er anbefalet af:
Tak til Rune Lykkeberg - og også til Niels Mosbak. Tankevækkende …
Her i januar fik min datter m/familie et ekstra familiemedlem, nemlig en 17-årig udvekslingsstudent fra Chile. Da jeg hilste på ham første gang, stod jeg netop i det dilemma, Rune Lykkeberg beskriver. Skulle jeg give hånd eller knus … Problemet løste sig ved, at den unge mand var først med en hånd. Men hvad så næste gang, vi sås; nu var vi jo i en slags familie, og han skulle jo nødig få det indtryk, at jeg ikke kunne lide ham (og han er en utrolig sød og høflig ung mand). Men på en eller anden måde var vi åbenbart enige om at knuse, så nu er vi på knus. Og han forstår ovenikøbet at give et ordentligt knus. Ofte får man sådan et stift og akavet knus, hvor det ville være meget rarere med et ordentligt håndtryk. Jeg foretrækker afgjort håndtrykket uden for den nærmeste familie- eller vennekreds.
Denne kommentar er anbefalet af:
Inden for et afgrænset rum kan vi bevæge os frit.
I et frit rum kan vi kun bevæge os afgrænset.
Det er vidunderligt med kropssprog og tiltaleformer som udspringer af en fælles referenceramme vi alle forstår at afkode og som udviser gensidig respekt.!
Rune har fat i en pointe.
Denne kommentar er anbefalet af:
Billedvalget af Dubcek og Havel i 1968 er ikke velvalgt og udtrykker efter min mening noget andet end artiklen - et fælles håb “om socialisme med et menneskelig ansigt”, vil jeg tro.
Denne kommentar er anbefalet af:
Staten har fået patent på at være menneskelig og hjælpsom. Al den filantropiske kraft, der liciteres til staten, efterlader tomme hylstre af mennesker uden ansvar og moral, indtil vi ikke engang kan hilse på hinanden: Det er statskapitalismen i sin nøddeskal, og det er den sikre vej mod trældom.
http://www.180grader.dk/Politik/statskapitalismens…
ja, livet kan være svært
Denne kommentar er anbefalet af:
Lad os for guds skyld få håndtrykket tilbage… Please.
Som den engelsktalende siger i ophøjet majestic pluralis: Give us a hug!
Men det er altså kun, når der skal trøstes igennem.
Det virker lidt fladt at hilse-kramme personer, man dybest set ikke rigtig gider at komme alt for tæt på.
Håndtryk og evt. et let nik med hovedet, så kan festen begynde.
Jeg tilhører den generation, hvor unge fik besked på at “hilse pænt” på folk og fremmede. Det gjorde vi så med passende distance, mens vi syntes, at det hele var sådan lidt old-agtigt.
Lad os da bare prøve noget nyt, selvom nogen af os i sagens natur er belastet af opdragelsens tunge åg.
God dag!
Denne kommentar er anbefalet af:
Udtrykket (flosklen): Ha´ en god dag, stammer fra forretningsverdenen - en kalkuleret tillært management attitude, som så har bredt sig til flere segmenter.
Man kunne ikke købe et stk. morgenbrød uden disse lykønskninger om “en god dag” fulgte med.
Det værste er næsten “… en fortsat god dag”. Hvordan i alverden ved kassedamen i SuperBest, om jeg indtil nu har haft en god dag eller ej.
“The one who follows the crowd will usually get no further than the crowd. The one who walks alone, is likely to find himself in places that no one has ever been.”
Albert Einstein
Denne kommentar er anbefalet af:
At ønske folk en god dag er at udsende en positiv attitude, uanset hvad. Det behøver ved Gud ikke at være så følt, tværtimod er jeg ret ligeglad med, om folk, jeg kun omgså perifert, tænker nærmere over vores kontakt, end at den foregår i en positiv ånd. Faktisk vil jeg i langt de fleste transaktioner med andre mennesker helst ikke have, at det går videre end det.
Som sædvanlig er det en god idé at tænke sig alternativet: hvad, hvad kassedamen ønskede én en møgdag? Mennesker vil relatere til hinanden, også i det små. Alle åbninger mellem mennesker er velkomne, efter min bedste overbevisning.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvis vi skal have håndtrykket tilbage, må vi ikke glemme den personlige hygiejne og at blive hjemme når vi har influenza. Det sidste har altså også noget at gøre med dette at den halvdel af befolkningen, som deltager aktivt i produktionen, har stress af frygt for at miste jobbet, Så indtil videre er det ikke sikkert vi skal ønske os håndtrykket tilbage. Ikke dermed være sagt at en krammer er bedre. Personligt løfter jeg gerne højre hånd, under intens øjenkontakt og siger ugh! Det smitter i hvert fald ikke.
Denne kommentar er anbefalet af:
Niels Mosbak:
“når nogen giver dig mad, er det fordi de har lyst til det, og så behøver man ikke at takke, antageligt fordi glæden ved at give bærer lønnen i sig selv.”
Det er uforskammet og uhørt at sige “tak for mad” de fleste steder i verden.
Man skal jo ikke sige bogstaveligt “tak” for hvad der helt naturligt gives andre. Ved at sige “tak for mad” udtrykker man, at man anser det for en mulighed, at man var blevet nægtet mad. Man udtrykker, at man ikke anser det for at være elementært og alment, at man giver andre (f.eks. besøgende) noget at spise, men at det er op til én at beslutte om man vil forholde andre mad, eller vil give andre adgang til det fælles trug. At det at lade andre få adgang til truget, er et udtryk for storsind; noget, der ligger ud over det sædvanlige; at værten har begået en nådig dåd ved at fodre på nogen, da det man kunne have forventet var at de havde forment én adgang til mad og drikke.
At sige tak for noget der i andre øjne er selvfølgeligt, er ikke en ros eller en høflig gestus. Det er en antydning af, at personen der takker har et menneskesyn og et samfunds/fællesskabssyn, der er chokerende egoistisk, uciviliseret og brutalt afstumpet.
Den syriske kvinde har ganske ret i, at det er en uskik at betale andre, ved at stikke sedler i hånden på dem. Det destruerer opfattelsen af ligeværd og menneskelig værdighed, og iscenesætter et afhængighedsforhold og et hierarki mellem mennesker. De personer, der insisterer på at få penge i hånden, er afpressere, udnyttere, udbyttere og slige typer. Nogle der forlanger betaling, udtrykker et totalt fravær af tillid til at vedkommende vil betale, hvis ikke transaktionen fandt sted straks.
Denne kommentar er anbefalet af:
Søren Kristensen:
“Personligt løfter jeg gerne højre hånd, under intens øjenkontakt og siger ugh!”
Sjovt nok, er det én af mine foretrukne hilsener.
For mange hundrede år siden, var den almindelige hilsen at sige “guds fred”. En hilsen der rettede sig mod fællesskabets værdier og påkaldelse af civilisation og dyder. Et praksis, der stadig anvendes i nogle kulturer, f.eks. Østrig, hvor “Grüss Gott” er den almindelige hilsen.
Denne kommentar er anbefalet af:
pax vobiscum = salam aleikum
Ha en god dag :)
Denne kommentar er anbefalet af:
Det næste bliver vel: Ha’ det så godt.
Mon ikke det, at sige “tak for mad” kommer sig af, at
det var Gud man sagde tak for maden til. Nu om stunder har man glemt Gud, og tager maden for givet. Men alligevel synes jeg nu, det er værd at sige tak for mad, når man ikke ikke selv har lavet den. Det er dog en anerkendelse til den, der har snittet løgene og rørt i gryderne.
Michael
Det interessante er, at vendingen “Tak for mad” ikke findes i langt den største del af verden - heller ikke i Grækenland, hvor man bestemt ikke har glemt Gud.
Men derfor er det naturligvis høfligt at rose maden, og sætte pris på kokkens evner.
Denne kommentar er anbefalet af:
Den mest besynderlige form for goddag er en, jeg for nogle år siden stødte på i Schweiz (den tysktalende del), hvor fx en tilfældig forbipasserende på villavejen kunne finde på at sige “grüezi mitenand” til min datter og jeg. Den bruges åbenbart kun, når man hilser på flere, men hvordan kommer dette her “med hinanden” ind i billedet?
Er enig med Michael Kongstad Nielsen i, at “tak for mad” i dag er et udtryk for, at man har sat pris på den mad, som en eller anden har brugt tid og kræfter på at fabrikere og sætte på bordet.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ja, man skal passe på med at mene, at danskere er mere afstumpede, når man faktisk udtrykker en anerkendelse; men det med maden er et sjældent tilfælde. Det er jo netop nemt for husherren at slå ud med armene på sin stakkels nedknoklede hustrus vegne.
almindelig høflighed er ikke så svært, man kan tydeligt se om folk mener det eller ej, så er det mig helt ligegyldigt hvordan det kommer til udtryk.
personligt har jeg det bedst med ord og håndtryk.
Niels Mosbak:
“Men derfor er det naturligvis høfligt at rose maden, og sætte pris på kokkens evner.”
Hmmh…
Hvorfor “naturligvis høfligt”, og ikke “naturligt”? Er det ikke naturligt at interesse sig for andre, og hvad de foretager sig? Specielt når man nyder frugterne af deres foretagsomhed?
Det med “høflighed” burde jo ikke opstå, som en kalkuleret handling, som en påtaget gestus, som nogle standard-fraser der hives ud af et kompendium af floskler der simulerer interesse og medleven.
Ikke at jeg tror, at du er simulant og uægte — slet ikke — men ordvalget er meget dansk/nordisk.
Heinrich
almindelig høflighed for mig, er normal og naturlig adfærd.
Brian, sådan bør det også være.
Det er jeg sikker på, at det også er for kosmopolitten Niels, selv om jeg går lidt til vaflerne mht. ordvalget, der er kulturpræget ;-)
Denne kommentar er anbefalet af:
Endnu en morsom, underfundig og, som altid, velskrevet betragtning af Rune.
Man kan næsten se for sig, hvordan han på vej til redaktionen samme morgen mødte pædagogen fra sit barns børnehave, og kejtet forsøgte at spore sig ind på den rette etikette - hvorefter han sporenstregs ilede ind på sit kontor og skrev ovenstående artikel - som en terapeutisk bearbejdning.
Men jo - jeg stemmer også for at få håndtrykket tilbage. Jeg har aldrig brudt mig om alt det kyssen og krammen, selvom jeg er ganske fortrolig med det fra min franske familiegren. Jeg krammer kun min nærmeste familie; alle andre får et håndtryk eller blot en hilsen og et smil.
Håndtrykket repræsenterer et passende kompromis mellem det reserverede og imødekommende, ja endda tætte venskablige.
Mange steder i verden mødes selv nære venner med et simpelt håndtryk, eksempelvis i Mellemøsten, og det bliver aldrig til mere.
Rune har formentlig helt ret i, at afskaffelsen af formelle og almene høflighedshilsner har åbnet et tomrum, hver og en herefter selv har måttet udfylde med egne gestusser fra det store globale kulturelle smørebrødsbord.
Men i grunden er det jo tåbeligt. Det er et elementært princip for al kommunikation, at man må være enige om protokollen, herunder sproget, for at kunne kommunikere effektivt.
Det er netop denne standard, der mangler idag, og derfor kan kan man jo kun gå galt af hinanden - som med så meget andet.
Det med at sige tak for mad, hænger muligvis sammen med den Lutheranske bordbøn; det kan være afledt af samme ‘taknemmelighedstilkendegivelse for måltidet’.
I Indien siger man somregel aldrig tak for noget. Her er det nærmest giveren, man gør en tjeneste, ved at tage imod gaven/maden. Det er nærmest uhøfligt at afslå.
Og forsøger man at takke, så falder det helt ved siden af. Man bringer værten i forlegenhed.
Jeg kunne tænke mig, at det samme gælder i Mellemøsten. /O
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg forstår at vi må holde op med at sige: Tak for dejlig mad, for det siger man ikke i Indien og på Kreta. Hjælp.
Og forældre skal tænke over hvordan de siger goddaw til deres børn. Må de nu heller ikke give dem et knus. For 50 år siden rørte danskerne ikke ved hinanden. Heldigvis er der masser der tør nu, men jeg giver naturligvis ikke fiskerne i skuret en krammer , men hånden.
Velbekomme siger fiskerne også , selv om det er helt ukendt på Kreta og den nære orient. Og god morgen og goddaw siger vi også, så de fimsede købehavnere får et chok når nogen de ikke kender hilser på dem.
Og tak bruger vi såmænd også, selv om det ikke går gennem kosmopolitternes nåleøje.
Tak for kaffe og hils igen som man siger på dansk, men ikke kan gøre på fransk. Jeg siger det nu alligevel.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jens Peter,
det er selvfølgelig ikke forkert eller upassende at takke for et måltid. Det beror på den kulturelle kontekst.
Hvad der er gode og velmente manerer ét sted, kan være topmålet af uforskammethed i andre sammenhænge. Hvis man er blind overfor det, og tager udgangspunkt i at ens egen kultur og traditioner er universel og almengyldig, risikerer man at anset for at være en arrogant og uvidende barbar, som andre skal forsøge at bære over med.
Olivier,
du har formodentligt ret i, at mad-takkeriet er et udpræget lutheransk fænomen.
Det daglige brød eller, værre endnu: denne dags brød, opfattes muligvis meget konkret som mad/måltid, og måske en form for kosmisk taknemmelighedsgæld over at sultedøden er holdt på afstand lige nu og her. Et konkret brød, og en konkret tak der må rettes til de højere magter (her madmor og hendes gemal, brødvinderen).
I andre kulturer har brødet andre konnotationer. At dele brød med andre, er en bekræftelse af fællesskab og broderskab mellem personer. Det er en bekræftelse af en mellemmenneskelig eller social kontrakt, hvor man påtager sig gensidig ansvarlighed overfor hinanden og fællesskabet.
Det er kun hos Matthæus at man finder dybt afstumpede udsagn, såsom fokus på denne dags brød. Alle (?) andre gengivelser (kanoniserede eller ej) har vægten langt på at man hver dag kan få adgang til “brød”.
Denne kommentar er anbefalet af:
Forresten er der sådan et godt dansk udtryk: Tak for sidst, som jeg i alle tilfælde ikke kender andre steder fra. Det siger jeg også, og så siger den man taler med: Tak i lige måde, men takkeriet KAN selvfølgelig også blive for meget. Jeg husker en der gik under betegnelsen: Kronhjorten, da hun takkede i tide og utide.
Denne kommentar er anbefalet af:
Tak for mad
Tak for sidst
Tak for kaffe
Tak for tilliden
Tak for turen
Tak for i dag
Selv tak
…
Vi danskere siger i det hele taget temmelig meget tak.
Taksigelser kan også være trættende og en belastning i relationer. Og måske er alle vore taksigelser i virkeligheden udtryk for, at vi ikke tager en række tjenester for givet længere.
Vi betaler vi for dem, direkte eller indirekte, og betaler andre for at levere de tjenester, som vi tidligere selv ydede naturligt (udliciterer omsorgen) - og når de så gives os gratis af hjertet, så føler vi taknemmelighedsgæld. /O
Nogle gange kan et smil også bare gøre forskellen… Hvem glæder sig ikke over et lille barns tandløse smil selv om man ikke lige skal kramme? :-)
Hvis de ikke glæder sig over det, er de nogle røvhuller… Punktum