På sin vis er spørgsmålene ganske enkle. Hvordan kan det være, at man i USA i 1995 regnede med, at der var fire-fem tilfælde af autisme ud af 10.000 personer, mens man i dag regner med, at der er én ud af 100? At lidelsen ’bipolar’, der før hed ’maniodepressiv’ blev konstateret hos 1,3 ud af 10.000, mens det i dag er 7,3? I Frankrig tager 20.000 børn Ritalin, i Storbritannien dobbelt så mange, og i USA er over syv mio. børn i medicinsk behandling for ADHD, Attention deficit hyperactivity disorder. Er der en epidemi af psykisk sygdom i USA, og kan vi forvente, at den snart kommer til Europa?

Det kan vi, hævder den franske psykiater Maurice Corcos, med sit essay l’homme selon DSM — mennesket ifølge DSM, et vredt og veldokumenteret udfald mod et diagnosesystem, der totalt er ved at sætte menneskelige relationer ud af det psykiatriske felt. Og det kan vi, fordi den stadige udvidelse af diagnosesystemet DSM,(diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders) forskningsmæssigt og ideologisk går hånd i hånd med medicinalindustien.

DSM blev oprindeligt udarbejdet til den amerikanske hær i 1930’erne for at afgøre soldaters egnethed til kamp. Ud fra en række enkle kriterier kunne det afgøres, om de menige tilhørte en af de 28 kategorier, som gjorde dem uegnede. Formålet med videreudviklingen af denne første DSM er, ifølge selskabet af amerikanske psykiatere — der ligger inde med rettighederne til systemet — at skabe et fælles sprog og standardkriterier for psykiske sygdomme. Siden første version er der kommet fire andre. DSM-V lander i 2013 og vil vel som de tidligere stort set komme i WHO’s ICD10 sygdomsoversigt, som også Danmark benytter.

Men hvad er problemet i at skabe et fælles sprog om symptomer, der nu udgør over 400 syndromer? Skal vi ikke tage det alvorligt, når folk er glade for at få en diagnose? Corcos forklarer, at som ’ren’ beskrivelse af symptomer, såsom træthed, søvnbesvær, høj aktivitet eller mangel på social indlevelse, opfatter tilhængere af DSM deres metode som fri for teori. Man behøver ikke at gå ind i den syges livshistorie eller egen oplevelse af situationen eller teoretisere om noget ubevidst. Man har en sygdom, ganske som man kan have en blindtarmsbetændelse.

Hvad fører det til?

Det er her, Corcos slår alarm. For mens symptomer på blindtarmsbetændelse peger på en betændt blindtarm, er der stadig ingen, der aner, hvad symptomer på psykisk lidelse i fysisk forstand peger på. Neurologi og genetik tyder på stærkt komplekse sammenhænge, med stor indflydelse af familiemæssig og social kontekst.

Det overraskende er da også at konstatere, at selv om antallet af syndromer i den kommende DSM sandsynligvis vil nærme sig 500, er udbuddet af medicin begrænset. Da lidelsen ’præmenstruel dysforisk forstyrrelse’ kom på DSM-listen, pakkede farmaceutgiganten Lily deres Prozac ind i pink, gav det et nyt navn og fastholdt patentet i yderligere syv år. »Ingen lidt distræt teenager undslipper vel efterhånden diagnosen ADHD,« skriver Corcos, der til daglig behandler unge mennesker på en psykiatrisk institution i Paris og udmærket ved, at medicin kan være nødvendig. Men han er dybt bekymret. Et diagnosesystem, der blev indført af praktiske og administrative grunde uden store videnskabelig diskussioner, er efterhånden ved at ændre det psykiatriske felt så meget, at ethvert andet syn, med en af Corcos kollegaers ord, er ’Jurrasic Park’. De uregerlige unge mødes med en diagnose og kognitiv terapi og slår det fejl — med medicin. Alt sammen ud fra statistikker om, hvordan man kan komme tilbage til en lige så statistisk defineret og symptomatisk ’normalitet’.

Den teori, som så alligevel stikker under DSM, er, at den menneskelige psyke kan reduceres til kemi eller fysik. Det er denne teori, Corcos kalder totalt uvidenskabelig, da den ikke på nogen måde kan falsificeres. »En hjerne bruges kun én gang«, som han formulerer det. Eller sagt på en anden måde: Det syge psykiske individ har kun ét liv.

Den største fare ved symptombehandling er, at det netop er symptombehandling. Hvis man ud fra andre teorier om det psykiske forestiller sig f.eks. uregerlighed eller hyperaktivitet som en måde at konstruere sit ’selv’ på, vil medicinsk behandling betyde, at det ikke sker. Symptombehandlingen vil derved sende et barn ud i en karriere som psykiatrisk patient på livstid. Ifølge Corcos er det dette, der ikke engang kan formuleres længere. DSM er blevet enhedsdiskurs. Ingen kan omtale neuroser eller psykoser i videnskabelige artikler i det ’fælles sprog’, der nu skaber internationale psykiaterkarrierer, støttet af medicinalindustrien. Millionvis af amerikanske børn indtager medicin, som ingen aner, hvad vil føre til i længden.

Maurice Corcos

’L’homme selon le DSM — le nouvel ordre psychiatrique’ Albin Michel, 2011, 230 sider. 20 euro.

’Initiatives pour une Clinique du Sujet: Pour en finir avec le carcan du DSM’. Érès, 52 sider, syv euro

Denne artikel er anbefalet af: