Smedens søn

Emanuel Frosts bedstefar var smed og reparerede fiskerbåde i den lille fiskerby Nørre Vorupør i Thy. Og Emanuels far var med til at støbe jernfundamenterne til udbygningen af den store havn i Hansthom i 1930’erne. Det var derfor oplagt, at også Emanuel Frost blev udlært som smed.

Hans familie var Indre Missionsk som så mange andre i det vestjyske. Deres base var i fiskermiljøet, som var et farefuldt erhverv på den tid, og Indre Mission var store blandt fiskerne. Det var før etableringen af velfærdsstaten, og missionen spillede en vigtig rolle som socialt sikkerhedsnet for fiskerfamilierne. Drukneulykker var ikke sjældne og efterlod enker og børn uden forsørgelsesgrundlag. Her trådte missionen til med hjælp og moralsk støtte.

I modsætning til familiens ældre generationer søgte Emanuel Frost væk fra havet og fiskermiljøet og ind i flyvervåbenet, hvor han som flymekaniker kunne bruge sin smedeuddannnelse. Han var værnepligtig i København og blev derefter tjenestemandsansat ved Flyvestationen i Karup. Flyvestationen var oprindeligt blevet anlagt af tyskerne under krigen, men var nu tiltænkt den centrale rolle i opbygningen af det danske luftforsvar.

Emanuel Frost giftede sig med Else i 1951. Hun var født i Thy i 1929, i Nørre Vorupør, og var datter af en fisker også i det indremissionske miljø. Else og Emanuel blev konfirmeret samme dag i 1943 i Nørre Vorupør, men blev først kærester nogle år senere. Den geografiske bindning var stor, så til trods for den korte afstand til landbrugsbyen Hundborg giftede man sig ikke med nogen derfra. Var man fra fiskerbyen, giftede man sig med en fra fiskerbyen. Sådan var det.

Hvad ville Jesus sige?

Emanuel og Else Frost flyttede sammen til Kølvrå, en lille landsby, der blev anlagt lige ved siden af flyvestation Karup for at huse de mange nyansatte i militæret. I Kølvrå fik parret tre sønner i årene 1952-58. Opdragelsen af børnene var streng og indremissionsk. Sønnerne måtte hverken spille kort eller gå til dans og bestemt heller ikke drikke alkohol. Ønsket var, at drengene blev dydsmønstre og på lang sigt gjorde sig fortjent til at komme i himlen, i overensstemmelse med forældrenes tro.

»Hvad ville Jesus sige til det?« som Emanuel Frost engang strengt formulerede det til en af sine sønner. En formaning, der kunne være ledsaget af fysisk afstraffelse.

Emanuel og Else Frost overholdt altid dagens faste tidspunkter strengt. Klokken 12 spiste man frokost, og klokken 18 var der aftensmad. Derudover var der eftermiddagskaffe og aftenkaffe. Havde man lyst til kaffe eller mad udover de faste tidspunkter, så ventede man til, det blev tid. Det satte man ikke spørgsmålstegn ved.

Slækkede krav

Emanuel Frost steg efterhånden i graderne i militæret. Først blev han premierløjtnant og siden kaptajn, det højeste han med sin uddannelse kunne opnå. Hvad han helt præcist lavede, er der ingen af hans børn, der ved. Det var under Den Kolde Krig, og han fortalte aldrig i detaljer, hvad han arbejdede med. Han ledede en hangar, vidste de. Men så heller ikke mere.

Den strenge opdragelse til trods havde ungdomsoprøret i 1960’erne alligevel en vis indvirken på Emanuel og Else Frost. Måske ikke direkte, men da den ene søn fik en kæreste, skete der alligevel noget underligt.

Pigen var ikke troende, og pludselig blev der slækket på de gældende regler, og de unge kunne godt sove sammen, inden de blev gift. Det var ikke velset, men havde ingen konsekvenser. Lige så snart der kom piger ind i billedet, var det, som om alle de ellers meget faste regler ændrede sig. En smule inkonsekvent, som en af sønnerne bemærker det i dag.

Efter børnene flyttede hjemmefra, begyndte Emanuel og Else Frost at løsne videre op for de strenge idealer. At spille kort blev ikke bare tilladt, men praktiseret. Og det blev legitimt at drikke et glas vin til maden.

Emanuel Frost lod sig pensionere som 60-årig, men parret fortsatte deres engagement i indre missionske aktiviteter med bibelkredse og frivilligt arbejde i en genbrugsbutik i Herning. Emanuel Frost var i en årrække desuden menighedsrådsformand i Fredens Kirke i Herning, hvor parret flyttede til.

Efter Elses død i 2007 blev Emanuel Frost hurtigt dårligere. Han fik diagnosen Alzheimer, som gradvist svækkede hans vitale funktioner som at gå og tale.

En aften i et af Emanuel Frosts sidste år havde en af sønnerne kørt ham med til et bryllup på Sjælland. Til festen spillede de rockmusik, og det var blevet meget sent om aftenen. På trods af, at det var langt over hans normale sengetid, havde Emanuel Frost ikke noget ønske om at komme i seng: »Er det her dit ungdomsoprør?« spurgte hans søn.

Han smilede bare til svar.