Af: Georg Metz
20. januar 2012
Lagt på information.dk 20. januar 2012 kl. 20:00. Bragt i den trykte udgave 21. januar 2012 på side 18 i 1. sektion. Senest opdateret 22. januar 2012 kl. 13:25.

Opslag til denne artikel

Emneord:kunstnere, medier, X factor
Steder:Danmark

Da Ib Spang Olsen døde forleden, gik det vist op for mange, hvad man dog kan miste. Næppe nogen stiller sig i den anledning op og beskylder alle dem, de generationer af danskere, der voksede op med Spang Olsens univers og heri fandt umistelige kvaliteter, for at være smagsdommere. Næppe heller når kunsthistorikerne i fremtiden vil forsøge at beskrive, hvorfor dette livsværk blev så rigt og indtrængende, som når det på sin egen uomgængelige måde beskriver verdens finurlighed. Der vil blive skrevet reoler fulde om Ib Spang Olsen. Mennesker har altid gerne villet vide, hvorfor det fortrinlige er fortrinligt, og hvordan det bliver til.

Spang Olsen var ikke blot en dygtig tegner som bevægede sig frit i genrerne og kunne sit kram, han var kunstner. Hvis man fremhæver den tekniske side af værket, er det også værd at betragte. Man kan blive klogere af at studere håndelaget, lys og skygge, skraveringer, perspektivforskydninger, forkortninger og alle de øvrige kunstneriske greb, Spang Olsen suverænt beherskede. Kunstneren stiller sig en opgave, løser den uden facitliste, og tingene går i bedste fald op i en højere enhed. Den store kunstner skaber form og indhold uden modsætning, uden sprækker. Det er ikke til at vide, hvor det ene begynder, og det andet hører op, det er helstøbt.

Misforstået folkelighed

Tabet af det betydelige, det vigtige, det nødvendige, gør det modsatte så meget desto mere meningsløst og ligegyldigt. I betragtning af livets korthed er det urimeligt at prakke publikum middelmålet på.

I misforstået folkelighed dyrkes og ophøjes amatørerne i de elektroniske billedmedier for tiden. I sendetid og penge er det lige før dilettanterne fylder mere end professionen. Særligt uoverkommeligt arbejdskrævende er det ikke at nedsætte et eller andet panel af dommere til at vælge og vrage blandt uprøvede håbefulde hentet ind fra gaden for at give en hektisk sang i kalve-knæ og pancake. En skaldet selvglad mand, der burde vide bedre, kæfter op og slynger horrible fornærmelser i hovedet på dilettanterne, der bagefter vakler ud igen og græder deres modige tårer i favnen på en medbragt mor med honnette ambitioner eller får en krammer af en kuet kæreste uden. Burde skaldepanden ikke i stedet have forkyndt sine ofre udueligheden — sin og deres — i et lukket rum eller i et brev!

Udvælgelsen af talenterne foregår stik imod alle pædagogiske principper og erfaringer og uden moralske skrupler for åbent tæppe, hvor en civiliseret tilrettelægger selvsagt ville lade aspiranterne til verdensberømmelsen i Danmark forsøge sig anonymt og i fortrolighed. Det pikante i iscenesættelsen er naturligvis dette møde mellem de professionelle dommere, hårde i filten, så de fremstår i overensstemmelse med programkonceptet, og hudløst ærlige — og på den anden side en håndfuld nervøse — rystende nervøse — sceneuvante amatører, der ikke har nogen forestilling om, hvilke konsekvenser for deres selvværdsfølelse livet langt ydmygelserne ved mødet med hr. Nådesløs kan få.

Det interessante er ikke, hvad aspiranterne kan eller ikke kan, det interessante er dommen, forkastelsen, ukvemsordene, fornedrelsen, ydmygelsen. Og ih joh, de optrædende stiller selv op og må vide, hvad de går ind til, og vi tager skam hensyn. Og gu gør programlæggerne ej, for så ville de ikke lave udsendelserne på den facon. Disse møder med værdigheden som indsats kunne og burde i anstændighedens navn være sket andre steder år forud for udsendelsen, som igen ville betyde, at der ikke blev nogen udsendelse, ikke af den art. Men så til gengæld måske noget andet. Og dette andet kunne i så fald være en interessant og et befordrende præsentation af omhyggeligt udvalgt og hidtil overset og nurset talent — interessant for kunsten og ikke noget for strikkekonerne ved guillotinens fod. At over en million danskere sidder og ser en bestemt udsendelse er og bliver ikke bevis på kvalitet, men tegn på en redaktionel krise, nemlig at man ikke kan finde på noget mere kvalificeret at byde så mange mennesker.

Tag det som en mand

For ikke at støde nogen og i overensstemmelse med en tidligere statsministers åndelige arv af foragt for fagfolk, der ved besked, dyrkes i både formidling og substans i udsendelser af den art det udøvendes ydre rammer: annoncering, præsentation, bifaldsytringer — eller mishag — og afvikling. Og kun det. Hvad der foregår mellem først præsentationen siden bifaldet eller buh-råbene er af mindre betydning. Så sker det ganske vist, at et af ofrene kan synge, men egentlig er dét ikke meningen. Meningen er at træde frem i lyset og overvinde en naturlig blufærdighed, der i den bedste af alle verdener får amatører til at besinde sig og blive hjemme. Men den person, der således klarer forhindringen, får chancen for at placere sig i den kollektive bevidsthed. Ikke for kunstens skyld eller i kunstens tjeneste, men fordi selve overvindelsen og den nærliggende risiko for at pådrage sig en ydmygende skideballe for øjnene af halvanden million ude i mørket er mere end nok. Dét driver maskineriet. Og ikke andet driver tilrettelæggerne. Ind på scenen med kalorius og vis, hvad du ikke evner, og fæld så gerne en lille tåre eller to, tak, og husk at vinke til onkel og tante hjemme i hjørnesofaen, og tag det som en mand, tullemor.

Ikke uskyldigt

Og det er da meget uskyldigt det hele, og skal alting nu igen være så surt, og hvorfor er der nogen, der vil bestemme, om folk må optræde eller ej og give deres besyv med eller ej, og hvem tillader sig at kravle op på den høje hest og lufte sin mening om, hvad kunst er eller ikke er for noget?

Men det er det så ikke: uskyldigt. Det er det overhovedet ikke. Lige neden under morskaben og skadefryden over for dem, der dummer sig og: har-vi-det-ikke-skide-skægt-på-andres- bekostning-attituden ligger den ufølsomme foragt for taberen, som gerne pakkes ind i vammel sentimentalitet, de ufølsommes erstatning for følelser. Men sandelig også foragt for den kunnen eller den kunst, arrangørerne påstår at fremme. Foragten ligger i dementiet af kunstens kriterier og væsen. At det egentlig ikke gør så meget om det, de serverer er godt eller halvgodt eller halvskidt eller elendigt. Bare nogen er på, og nogen kvajer sig, så nogen kan blive dukket og komme ned med nakken, og andre føler fryden ved fornedrelsen af de udstillede og ikke af dem selv hjemme i trygheden, når den skaldede sangerinde forklædt som brutalt røvhul i jakke og selvglæde tager fat og i virkeligheden, i virkeligheden mine damer og herrer, er hovedpersonen, performeren, ham der angler efter de 15 minutters berømmelse — i evigheders evighed. Sådan vil de have det, menneske- og kunstforagterne foran og bag kulissen.

Og at kritisere den slags er at være fin på den, arrogant, udansk, kulturradikal og det hele og smagsdommer, og nu falder der brænde ned, for hvad fanden er meningen, har vi nu ikke mere lov til at more os! Og hvad skal man svare andet end, at man altså her præsenterer det ringe og ringeste for siden at ophøje sig selv ved at skælde de optrædende ud for, hvad man dybest set selv har valgt at vise frem.

Og så kommer man nok ikke videre og kan sidde tilbage med tabet og sorgen over den gamle kunstner, der gjorde sig umage og ikke afleverede noget, før det var forberedt, udformet og færdigt. Og det kunne jo trods alle indvendinger egentlig godt være et kriterium for kvalitet i medierne og et smukt minde at sætte på Ib Spang Olsen, når nu livet går sin skæve gang uden.

Denne artikel er anbefalet af: