Banaliteter i lårtykke stråler

»Stop me if you think that you’ve heard this one before,« lød det fra Morrissey tilbage i den gyldne fortid, hvor han var forsanger i The Smiths.

De ord tror jeg ikke, der er nogen i Dansk Melodi Grand Prix 2012, der kender — eller i hvert fald har hæftet sig ved. For så havde indre såvel som ydre kritikere for længst stoppet flere af deltagerne, der i ét væk læner sig opad udenlandske forlæg. Ja, der findes ikke meget vildere genbrugskult end den, der vil husere foran cirka to millioner seere i aften klokken 20.

Genbrug og kreative lån er selvfølgelig en ganske naturlig del af musik, men kreditoren kan skygge så heftigt for debitoren, at man ikke kan se eller for alvor mærke låntagerens personlighed, følelsesregister og kreativitet.

Den slags bekymrer man sig ikke om i Dansk Melodi Grand Prix, og i dette års udgave tager genbrugskulten nogle alvorlige intravenøse skud fra stjerner som Cher, Alanis Morissette, Amy Winehouse, Madonna, Rihanna, Coldplay, Håkan Hellström og fra genrer som soul, dubstep, disco og balladerock.

Genbrug er en nostalgisk betonet manøvre, som er accelereret betragteligt de sidste 20 år.

I 90’erne var historien — som den politiske tænker Francis Fukuyama formulerede det — slut. Muren var faldet, og kapitalismen stod som den eneste farbare vej.

Det var enklere tider, så når flere af Melodi Grand Prix’ bidrag henter musikalsk gods i en tid, hvor Vesten kunne fejre sig selv, så er det en bevægelse tilbage til dengang, vi troede at være på rette vej (selvom Brundtland-rapporten for længst var blevet publiceret) — og fra før teknologierne overhalede mennesket.

Tryghed i fortiden

Ja, i det hele taget er der en tryghed i flere farver og former i at gå tilbage til 60’erne (soulpop a la Motown og Winehouse), 70’erne (disco), 90’erne (Madonna og Morisette), ja, sågar de tidlige 00’ere (Coldplay). Nostalgi har aldrig skadet en popsang.

Der er en enkelt nymodens sag i det danske felt, nemlig »Forever I B Young« med Suriya, der gør et behjertet forsøg på at være moderne med gurglende bas-udskridninger a la dubstep og med raps, der måske mest af alt skylder til vores egen grime-rapper Lucy Love.

Ellers står den på klynkende klaverfigurer og stratosfæriske omkvæd løftet fra Coldplay. Eller gammeldame-synth-ballader som Cher og Madonna lavede dem i 90’erne, endda med elektroniske bas- og trommespor, der blev gjort langt bedre i 70’erne, hvor Donna Summer sang for på »I Feel Love«.

Der er søbende banale kærlighedssange, som kun bliver værre af, at man bliver tudet ørerne fulde af voksne mænd og kvinder, der skaber sig foran mikrofonerne som var de særlig narcissistiske efterkommere af den unge Werther. Bare uden nogen fornemmelse af format eller egentlig tragedie. Og Alanis Morissette synes her 17 år efter gennembruddet med Jagged Little Pill stadig at være en relevant skabelon at bygge sine poprocksange og fraseringer over.

De tre bedste bud på en hæderlig vinder er i mine hårdt prøvede ører Aya og »Best Thing I Got«, Soluna Samay og »Should’ve Known Better« og Kenneth Potemka og »Reach For The Sky«. En kæk Amy Winehouse-inspireret sangerinde i en boblende Motown-farvet skysovs. En rytmisk letbenet opdatering af Alanis Morissette, der vinder på en enkel tænkt rytmik og en hitsikker sangskrivning fra Remee, Chief 1 og Isam B (noget af et stjernehold). Og en Coldplay-hymne der er i stand til i hvert fald at skimte de højder, som den postulerer at række ud efter

Kvalitetsforladt

Der spilles generelt benhårdt på den sentimentale del af følelsesregistret, dér hvor der bare føles igennem uden kunstnerisk dosering eller kreativ modning.

Det kan være svært at forstå, at »Dansevise« fremført af Jørgen og Grethe Ingmann engang var det danske bidrag til og vinder af det internationale Melodi Grand Prix. Den enkelhed hvormed den tekstligt fortæller om en tøvende kærlighed iklædt en slank kreation af en smukt valsende melodi. En sang, der i sit enorme mådehold spænder den emotionelle bue jernhårdt — og får sangen til at dirre op gennem årtierne, helt op til i dag. Og det er en visesangskrivning med et dengang let moderne twist, som gør den både international og umiskendeligt dansk.

Danske Melodi Grand Prix-sange anno 2012 kan stort set ikke opbyde nogen af disse kvaliteter. Der er ikke et gran af dansk musikarv at spore. Og mådehold? I stedet får vi vildt middelmådige sange blæst op i zeppelin-størrelse. En genbrugskult puster sig op på tomme melodramatiske kalorier. Der er et overforbrug af effekter og teknologisk vellyd, der måske for en aften kan camouflere hvor meget karakter sangene egentlig savner. På dén led er Dansk Melodi Grand Prix 2012 tydeligvis en sejr for teknologien og ikke så meget andet. Det lyder prof, og der ikke nogen sangere, der for alvor falder igennem. Men de når heller ikke igennem, i hvert fald ikke til denne lytter.

Det handler ellers om menneskelige følelser. Vi får et vred kærlighedssange, som bomber vores kærlighedsliv tilbage til folkeskolen, og ellers står den på en eller anden metaforisk anlagt individualisering og selvrealisering — noget med at flyve højt eller få farver på den grå hverdag.

Ikke at der er noget galt med det banale. Men i doser, folkens, ikke lårtykke stråler. Kunstnere har det med at fange os, fordi de har undersøgt noget, set noget, vi andre har overset eller i hvert fald kan formulere det banale på en anden måde.

Men det kan hverken komponister eller tekstforfattere tilbyde her, måske lige med undtagelse af holdet bag Valen:tines »Nowhere«, der trods alt tilbyder et bittert anstrøg: »Do you ever feel/Like you’re closing up the deal/But you’re going nowhere«.

Det er nok ikke en kommentar til, at aktieporteføljen har det med at falde i værdi i disse dage, men den rummer da i det mindste en afmagtsfølelse. Hvorimod den kækt syngende og rappende Suriya har tænkt sig at få sat sin swag på Nasdaq: »Gotta name my own stocks«.

Men okay, det er underholdning. Nogle gange på helt ubehjælpsomt engelsk, men andre gange bare strømlinet, så det lige så godt kunne være sange fra amerikanske talentshows. Masser af teknisk betonede sangere, masser af toppoleret lir. Og selv om den tryghedsskabende retromani er ganske tidssvarende, så er det også som om, at Melodi Grand Prix for en aften lokker os til at glemme, hvor galt det står til. Et ædelt ærinde for poppen. En skam at det skal foregå så uopfindsomt.