Kold om næsen bliver man i den skarpe vind over Kastelsvolden, hvorfra man højt til vejrs kan betragte Sundet, Holmen og alt dens væsen samt vindmøllernes hvide række af forsvarsværker i det fjerne.
Vi er gået ind af Sjællandsporten fra Esplanaden. Fire unge kinesere har fået udpeget vejen til Den Lille Havfrue trods sprogvanskeligheder. Engelsk kan de ikke, heller ikke fransk, selv om de fremstammer, at de er begyndt at studere i Paris. Forståelsen fremmes ved et sving med halen. Overværer ikke deres skuffelse, da vi straks bestiger volden, der omkranser det imponerende, historiske anlæg dernede, som Frederik 3. anlagde, de lange, røde kasernebygninger eller ’stokke’, som beskytter bl.a. Forsvarets Efterretningstjeneste.
Kastellet holdt mod fjenders magt, lige indtil den tyske værnemagt stille og roligt indlogerede sig 9. april 1940 efter en fredelig sejlads ned gennem Sundet og først blev smidt ud fem år senere.
Vi er slet ikke alene om at betræde volden mellem alle de andre hundeluftere, der tålmodigt følger de firbenedes duftspor, vi viger ærbødigt til side for de løbende medborgere, som når at passere os flere gange med deres motionspræstationer. En af dem er særlig imponerende, idet han i fuld fart skyder en trehjulet barnevogn foran sig, måske for at vænne sit betuttede barn til nutidens opskruede tempo. Søndagstrafikken er ganske livlig denne formiddag. Et helt anderledes stille liv, må man tænke sig, foregår i arresthuset dernede i hjørnet bag tremmerne i vinduerne. I min tid som værnepligtig i Almegårds kaserne på Bornholm blev man sat i brummen for vagtforseelser, som det f.eks. skete for en korporal, der lod sin deling gå ’Anders And-gang’, to skridt frem og et tilbage, forbi skildvagten, Man tolererer nødigt gakkede gangarter i den danske hær, men er mere åben over for nutidens blandede fodtrin på voldsterrænet.
Der er imidlertid ikke meget spillerum nede bag den lukkede indhegning ved kachotten og ikke en levende sjæl at se med lænke og kugle om benet, eller hvad man nu bruger over for onde mænd — i sin tid berømtheder som Griffenfeld og Struensee, der begge fik alt for megen magt til at kunne gå frit omkring og ikke nåede at løbe væk. Således også den rigtig onde mand i H.C. Andersens lillebitte eventyr Et Billede fra Castelsvolden. Med digterens fiktionshjælp skuler vi historisk ned til »de skumle huse med træpalisader, og endnu mørkere er der bag det glitrende hul, for dér sidder fangne slaver, de værste forbrydere.« På Vilhelm Petersens illustrerende tegning forstår vi rigtigt, hvordan den mørke, barske fange ser med et hæsligt blik på den kolde solstråle, som det videre hedder. Så kommer der en lille fugl og siger »quivit,« og »et mildere udtryk går over det hæslige ansigt, og en tanke, som han ikke selv gør sig tydelig, skinner frem i hans bryst.« Men mørket sænker sig atter for den lænkede mand, da fuglen flyver og livjægernes hornmusik lifligt lyder. Og her går og løber vi endnu levende så rundt og rundt i januarlyset, passerer gamle, ubrugte kanoner, kaster et blik ned i Prinsessens Bastion til det sorte monument for danske soldater, omkommet i internationale missioner siden 1948, et antal, der stadig vokser.
Vi får et glimt af de fire kinesere, der nu har besøgt, måske genset Den Lille Havfrue, som sidder med halen lænket til sin sten, indfanget til poesien af samme H.C. Andersen, men prøveløsladt en tid sidste år på ferie i kinesernes land som led i historiens lange linjer.
Kommentarer