Opslag til denne artikel

Emneord:kunst, ytringsfrihed
Personer:Anders Behring Breivik
Organisationer:Café Teatret
Steder:Danmark

Sådan rydder man åbenbart forsiderne som kunstner: Man fortæller bare, at man vil lave kunst om en politisk massemorder. En levende morder, altså. Så går medieapparatet i selvsving. Nu har Danmark ytringsfrihed, så den slags må man gerne sige. Spørgsmålet er, om man etisk kan forsvare sit valg. Og det er så det, folk har debatteret, lige siden dramatiker Christian Lollike i torsdagens Politiken fortalte om sit projekt med at skabe en monolog over Anders Breiviks 1.500 sider lange manifest for skuespilleren Olaf Højgaard til Café Teatret.

»Hvorfor vil I opføre det her?,« blev Lollike spurgt i Politiken.

»Fordi det kan ske igen,« svarede han.

Set gennem danske briller kan Christian Lollikes trang til at udtrykke sig over en politisk udåd ses som en direkte arv fra Kaj Munk. De deler en dobbeltfascination af massemorderens ideologi: En fascination af den stærke mand — og samtidig et brændende ønske om at advare samfundet mod magtovertagelsen.

Idealistanalyser

Kaj Munk var meget optaget af både Hitler og Mussolini. Faktisk helt frem til 1940, hvor han endelig fik viden om de folkeovergreb, der fik ham til at vende rundt og skrive stykker mod nazismen — hvilket fik tyskerne til at myrde ham i 1944. Og Kaj Munks martyrskikkelse virker i dag endnu mere kompleks, netop fordi han i stykker som En Idealist fra 1928 havde skildret sin betagelse af fanatikeren, der ikke sætter grænser for sin mission. Akkurat ligesom Kaj Munk selv ikke gik på kompromis med den sag, han kæmpede for. I Danmark har Kaj Munk skabt et forbillede for, hvordan dramatikere kan udtrykke deres samfundsengagement gennem kunsten. Set fra denne synsvinkel følger Christian Lollike blot sin samvittighed — og sin selvpålagte forpligtelse til at advare samfundet mod fanatikere. Som han udtrykte sig om tankesættet bag Breiviks manifest: »Det kommer fra et tankeophav, der sagtens kan føde flere tragedier.«

Tilskuervåben

Egentlig bekymrer det mest at tænke på, hvordan Café Teatret vil sikre sig mod voldelige reaktioner blandt nynazister og korsriddere, der givetvis vil udgøre et hidtil upåagtet tilskuersegment. Vil forestillingen kræve politibeskyttelse eller bare våbenkontrol — eller tages den slags forholdsregler ikke i Eventyrdanmark?

Da Kjeld Abell skrev Anna Sophie Hedvig i 1939, gjorde han det som en advarsel mod tyskernes overherredømme — og som en appel til alle mennesker om at bekæmpe overgreb i deres egne, små verdener. Det er egentlig også det, der nu kan vise sig at være effekten af Christian Lollikes stykke. Blot med den sørgelige konstatering, at advarslen kommer for sent, fordi Breivik allerede har nået at udføre sin irreversible udåd.

Hvor ville det dog have været fantastisk, hvis Christian Lollike havde fundet Breiviks manifest på nettet for et år siden — og netop havde skabt denne forestilling. Så kunne tragedien måske være undgået.

Manipulationer

Det mest spektakulære i Christian Lollikes reaktion på tragedien i Norge er timingen. Da Jokum Rohde på Skuespilhuset i februar fik opført sit stykke Manson om den dengang 76-årige, amerikanske kultanfører og seriemorder Charles Manson, blev der skrevet om Jokum Rohdes udprægede interesse for mørkesiden af mennesket. Men ingen påstod, at det ville såre Sharon Tates efterladte. Og da Ini-Miriam Rosenbaum spillede rollen som den angiveligt udødelige Joseph Goebbels i Rhea Lemans stykke Hitler on the Roof på Københavns Musikteater, var der ingen, der mente, at det var krænkende for ofrene for Anden Verdenskrig.

Tværtimod.

Christian Lollike er en begavet kunstner. Hans forestillinger Dom over Skrig om voldtægt og Det Normale Liv om wellnesskulturen kredser begge om overgreb og ofre. Hans stykker beskriver mennesker, der bliver manipuleret med — og de faktorer, der får mennesker til at manipulere andre. Nuanceret og reflekteret.

Derfor lader Breivik-manifestet til at være i trygge hænder hos Christian Lollike, hvis det overhovedet skal dramatiseres.