Det har været ét skridt frem og to tilbage for Uffe Elbæks (R) planer om at ændre på støtten til dansk musikliv. I sin Marshallplan, der blev fremlagt under valgkampen sidste år, foreslog han at skære i antallet af symfoniorkestre, så den rytmiske musik kunne få næsten lige så mange penge som den klassiske. Men da regeringsgrundlaget lå klar godt en måned senere var de konkrete planer reduceret til luftige formuleringer om, at regeringen ville sørge for »en styrkelse af den rytmiske musik« — og torsdag kom det frem, at ministeren nu helt har skrottet sin idé: »Der bliver ikke lukket nogen symfoniorkestre,« slog han fast, da han på et tre timer langt dialogmøde torsdag eftermiddag mødtes for at diskutere planen med musiklivets interessenter.

Ministerens kovending skyldes ikke så meget, at han er kommet på bedre tanker, som at han har måttet acceptere de realpolitiske kendsgerninger. Både Venstre og Enhedslisten har modsat sig ideen om at spare på landsdelsorkestrene, og uden de to partier kan planen ikke få flertal. Ifølge Informations oplysninger har både Sønderjyllands Symfoniorkester og Sjællands Symfoniorkester ellers været i ministerens søgelys.

Uffe Elbæks udmelding er godt nyt for den klassiske musik, men ikke for Uffe Elbæk selv, der nu skal ud og finde finansiering til sin plan andetsteds. Hvor mange penge, han skal skrabe sammen for med rette at kunne hævde at have ’styrket den rytmiske musik’, kan diskuteres, men i SRSF’s egen plan ’Op på Beatet’ fra oktober 2010 opererer regeringspartierne selv med et beløb i størrelsesordenen 40 millioner kroner. De fleste beløb herunder vil blive betragtet som en skuffelse af både de rytmiske spillesteder og -organisationer, men formentlig også af Uffe Elbæk selv, der kan se frem til at indkassere sit første politiske nederlag på en sag, han har investeret stor politisk troværdighed i.

Præcis hvor, Uffe Elbæk har tænkt sig at finde pengene, er, som en kilde på Christianborg formulerer det, »et ufattelig godt spørgsmål, og jeg tror ikke engang selv, han ved det endnu.«

Lala-plan

I Kulturministeriet har ministeren og hans embedsmænd den seneste tid arbejdet med tre forskellige planer: en plan A, en plan B og en plan C. De færreste, der følger sagen tæt, tror længere på et markant udspil, men forventer en »lala-plan«, der hverken gør fra eller til, men som til gengæld kan glide ned på tværs af politiske skel. Ganske vist er 40 millioner kroner peanuts i det store budget, men det betyder ikke noget, så længe den politiske vilje mangler. Som en kilde siger til Information: »Jeg tror gerne, kulturministeren vil det her, men jeg tvivler på, at han kan få flertal for andet end en meget lille model.«

Uffe Elbæk har yderligere det problem, at musiklivet over en bred kam slet ikke er interesserede i et blodigt ministerielt indgreb. Ved torsdagens dialogmøde med musiklivets aktører gjorde repræsentanterne for den rytmiske side det klart, at de ikke ønsker at falde ind i rollen, som den store stygge ulv, der spiser af den klassiske musiks støtte for selv at vokse sig større. Flere føler sig tværtimod taget som gidsler af kulturministerens retorik, som de mener sætter skel imellem dem. Uffe Elbæk skal med andre ord ikke forvente at kunne skabe sig nye venner ved at tilgodese den rytmiske musik på bekostning af den klassiske: »Og det er jo lidt træls at gøre noget kontroversielt, hvis ingen støtter det,« som en kilde formulerer det.

Uffe Elbæk står med andre ord i et grimt dilemma: På den ene side er han gennem regeringsgrundlaget forpligtet til at skaffe flere penge til den rytmiske musik — en opgave, som han ikke kan løse uden at skære i støtten til den klassiske musik, idet der hverken er eller vil blive bevilget nye penge til området. På den anden side er han minister for et musikliv, der tilsyneladende har valgt at stå sammen, og som ikke ønsker at deltage i den skyttegravskrig, som en kannibalisering af det klassiske område til fordel for det rytmiske vil afstedkomme. Det efterlader Uffe Elbæk med den tvivlsomme fornøjelse at skulle vælge mellem på den ene side at lave en radikal musikhandlingsplan, der flugter med regeringsgrundlaget, men som ingen i musiklivet vil blive glade for — eller at lande en blød aftale, som musiklivets aktører kan leve med, men som til gengæld ligger milevidt fra hans tidligere bebudede radikale forandringer og dermed vil føje musikhandlingsplanen til regeringens bugnende bunke af brudte valgløfter.

Denne artikel er anbefalet af: