’Gå så om bord!’

ROM — Krydstogtsskibet Costa Concordias forlis på et klippeskær fremstår som den perfekte metafor for Italiens situation: »Der tegner sig et billede af uansvarlig skødesløshed eller kriminel inkompetence,« lyder vurderingen fredag formiddag fra BBC’s udsendte reporter på Isola del Giglio, mens stadig flere lig og pinlige detaljer om årsagerne til forliset kommer til overfladen, og mens skibet samtidig risikerer at gå til bunds.

I så fald vil de 2.400 tons raffineret brændstof i skibets tanke udløse en større miljøulykke i det naturbeskyttede reservat omkring øerne ved Toscanas kyst.

Skibets kaptajn, Francesco Schettino, ville ellers blot »knæle« for Isola del Giglio. Denne praksis, som går ud på at sejle helt tæt på kysten for at tude med hornet og give passagerne mulighed for at fotografere, er åbenbart almindelig: »Der findes ikke noget specifikt forbud. I det farvand var det ikke forbudt at nærme sig kysten,« forklarer Cosimo Nicastri fra den italienske kystvagts kommandocentral i La Repubblica: »De generelle regler, som pålægger kaptajnerne at holde en vis sikkerhedsafstand, gælder dog. Og dem har skibet ikke overholdt.«

Kaptajn Schettinos evner udi disciplinen »at knæle« blev endda hædret på rederiets hjemmeside med billeder af den kæmpestore luksusliner i betænkelig nærhed af en række italienske turistattraktioner.

De billeder blev selvfølgelig fjernet straks efter ulykken, mens rederiet har konstitueret sig som krænket part i sagen mod Schettino, der ikke blot er anklaget for uagtsomt manddrab, men også for mytteri. Det står stadig ikke helt klart, om krydstogtselskaberne lægger pres på kaptajnerne, for at de skal bidrage til underholdningen om bord og tilsidesætte søfartens forsigtighensyn.

Foreløbig kan man konstatere, at det amerikanske selskab Carnival Cruise Lines, som ejer Costa Concordia og er branchens største operatør på verdensplan, siden ulykken for en uge siden har mistet over 15 pct. af sin værdi på børsen i New York.

Ny troværdighed

Schettino passer perfekt til rollen som syndebuk. Ikke alene bevægede kaptajnen uforsigtigt sit store skib ind i et farvand med klippeskær. Da uheldet var ude, benægtede han og andre besætningsmedlemmer også ulykken over for såvel passagerer som myndigheder på fastlandet og hævdede, at der blot var tale om en strømafbrydelse. Hvis de havde erkendt ulykken i tide, ville det sandsynligvis ikke have været noget problem at evakuere de 4.000 passagerer og besætningsmedlemmer i ro og mag.

I skrivende stund har ulykken kostet 11 mennesker livet, mens 24 stadig er meldt savnede. Endelig valgte Schettino selv at forlade den synkende skude. Efter eget udsagn »faldt« han ned i en redningsbåd, mens evakueringen stadig var i fuld gang.

Telefonsamtalen mellem Schettino og en kommandant ved havnevagten i Livorno, Gregorio De Falco, bliver tolket som et sindbillede på tingenes tilstand i Italien:

»Mens båden er fuld af vand, ringer man til havnevagten og siger: ’Alt i orden, ingen problemer.’ Så taler man om nogle småproblemer med en generator. Underdrive, skjule og udskyde så længe man kan,« skriver Marco Travaglio i en leder i avisen Il Fatto Quotidiano, som drager paralleller mellem ulykken og den foregående premierminister, Silvio Berlusconis regeringsførelse: »Krise? Hvilken krise? Restauranterne er fulde af mennesker, og det samme er kahytterne. Forliset er kun psykologisk, der er tale om den klassiske perciperede skibsulykke. Hvis bare man ikke taler om det, forsvinder det. Benægt alt, også kendsgerningerne.«

De Falco beordrer Schettino til at klatre op ad skibslejderen og vente om bord på båden, indtil evakueringen er overstået: »Men det er mørkt,« klager kaptajnen, hvilket får den anden til ud at hæve stemmen yderligere at udbryde: »Vil De gerne hjem? Gå så om bord!«

Men på det tidspunkt er Schettino allerede på vej i land for at finde et hotelværelse, købe tørre sokker og ringe til sin mor for at forsikre hende om, at han ikke er kommet noget til: »Hvad hedder moren? Hun hedder selvfølgelig også Rosa,« påpeger Travaglio med henvisning til Berlusconis afdøde mamma Rosa:

»I mellemtiden lyver han også om den sidste manøvre: ’Jeg gjorde det for at gøre redningsaktionen nemmere.’ Men det var strømmen, der fik skibet til at flytte sig. Derefter fisker han med begge hænder i den uudtømmelige nationale brønd af undskyldninger og offermyter: »Et klippeskær, som ifølge sejlkortene slet ikke burde ligge der«, er skyld i det hele.«

Og mens Schettino forsøgte at bortforklare skibsulykken, tog Italiens nye regeringsleder, Mario Monti, til London for at overbevise børserne og den internationale presse om, at »Italien er troværdig«.