Maraton i de intellektuelles swingerklub

Der er morgenkaffe og croissanter i Den Sorte Diamants forhal. Regnvåde studerende trisser forbi de mange unge og ældre, der står og smovser med deres dyre, blå Vidensfestivalbadges på. En ældre herre i en strikket, grå sweater er på vej ind i foredragssalen, hvorfra der høres jazzmuzak. Sweateren forestiller en avis, fyldt med spalter og uden illustrationer. Man kan af gode grunde ikke læse sådan en strikkeavis, men sweaterens budskab er heller ikke så meget det, der står, som det er det, bomuldsbogstaverne repræsenterer: viden. En vidensfestival som den, Clement Kjersgaard som ’støttekoncert’ for nyhedsmagasinet Ræson har arrangeret denne lørdag, er en hyldest til viden. Viden for videns skyld, fristes man til at tænke. Viden som næring og drift og kulturel kapital.

»For os er viden og lyst forbundne« siger Det Kongelige Bibliotekets kulturproducent, Lise Bach Hansen, som indledning og citerer fra The Trip, som hun har set i Vester VovVov. Her siges det om den engelske digter, Samuel Taylor Coleridge: »’Han jagtede viden, som han jagtede en elskerinde.’ Det syntes jeg var en vidunderlig sætning. Fordi viden er en drift. Vi har lyst til hele tiden at få mere af den, og vi løber efter den, og vi møder endda op herinde, lørdag morgen, på Det Kongelige Bibliotek, for at få mere af den.«

Vidensorgiet

Viden er en drift. Alle her vil have den. På festivalens Twitter-væg (for selvfølgelig twittes der anno 2012 under en vidensfestival) skriver profilen Musehjerte: »Jeg er til #vidfest, altså er jeg.«

Denne festival er et vidensorgie med et væld af udskiftende partnere, 17 i alt, og med Kjersgaard som husherre: Fra cand.polit. og dr.phil. Gunnar Viby Mogensen til forfatter Suzanne Brøgger. Fra videnskabsjournalist Lone Frank og partikelforsker Troels C. Petersen til Rune Lykkeberg fra dagbladet (med det videnshyldende navn) Information. Dette er de intellektuelles swingerklub. Foredragsmaraton fra 10 om morgenen til 22.30 om aftenen. Så snart den ene foredragsholder er rullet ned fra scenen, står den næste klar til at overtage. Og der er oplagt fare for kognitiv vidensforstoppelse. Men det hjælper, at foredragsformerne varierer fra monolog til dialog til diskussion med salen, og at de indlagte (tænke)pauser er lange. Hyperaktive Kjersgaard foreslår (naturligvis) folk at udnytte pausen til at gå ned og se Diamantens fotoudstilling med Gregory Crewdson, som er gratis for folk med badge på. De fleste foretrækker dog at stirre tomt ud i luften i de lange kaffekøer og trække lidt frisk luft.

Et ’tweet’ tikker ind: »Fattede knap Cern-foredraget men var fornøjet. Fik lyst til mere. Har nu hørt Lars Bukdahl. Om poesi. Fatter intet,« står der. Og så tilføjes en smiley. At fatte eller ikke at fatte. Det betyder ikke så meget. Det er tilstanden af viden, der kalder på mere. Begrebet viden hænger på den måde over festivalen som en paraply af feelgood.

»Derfor er det så vigtigt med en vidensfestival som denne,« siger Ivar Gjørup flere gange under sit foredrag om Platon — uden at jeg personligt helt fatter, hvad han mener. Viden får aldrig en fast definition her.

Ubelejlig viden

Men der er også lærdom at hente om, hvor ubelejlig, ubehagelig og fortrængt viden kan være. Dokumentarist Christoffer Guldbrandsen beretter om en prekær konfrontationsscene i Fogh bag facaden (2003), som daværende statsminister på problematisk vis fik DR til at bortcensurere. Den verdenskendte danske krigsfotograf, Jan Grarup, er opfyldt af frustration over alt det, han har set, og som folk ikke vil vide af. Han siger om en særligt hård fotobog fra Darfur, som han snart udgiver:

»Jeg håber, at folk vil få pissehamrende dårlig samvittighed, når den udkommer,« Den peger, ligesom meget klimaforskning, på en ubekvem viden.

»I USA får forskere som jeg dødstrusler. Jeg bliver bare kaldt luder,« fortæller professor i biologisk oceanografi, Katherine Richardson. Kjersgaard spørger, hvordan næsten al videnskabelig konsensus efterhånden peger på, at klimaforandringer er menneskeskabte, samtidigt med at færre og færre danskere bekymrer sig for klimaet.

»Vi tror på det, vi gerne vil høre,« svarer Richardson og uddyber: »Vores verdensopfattelse er delt af religion og videnskab: Noget, vi gerne vil tro på, men ikke har som dokumentation, og så videnskab, som vi har dokumentation for. Jeg håber naturligvis, at mit verdensbillede vejer tungere, men jeg har forståelse for, at andre er mere drevne af følelser.«

Hvorfor vi gør det

Den slags problemer med viden sætter måske også ekstra sving i driften mod samme. Det nævner Ingrid Stage fra sponsoren, Dansk Magisterforening, der giver rabat til deres mange studerende.

»Det er rigtigt, at det handler om lyst, og at vi brænder for det, og at alle løber efter det. Men der er også plads til en højnelse af niveauet i den offentlige og politiske debat,« siger hun.

Viden er ikke blot en elskerinde, der giver social og kulturel kapital. Den kan også gøre en forskel og pege på globalpolitiske implikationer bag det sørgelige scenarie fra Mogadishu, som Jan Grarup præsenterer med sit smukke-grumme slideshow. Eller pege på, hvilke fatale konsekvenser det ifølge oversætter og forfatter Thomas Harder har for vores europæiske forståelse, når danskernes brede sprogkundskaber falmer.

Partikelfysiker Troels C. Petersen foredrager med monologisk-teatralsk underholdningsværdi om, hvor langt det internationale laboratorium Cern er nået i forhold til at dokumentere universets bestanddele. Han medgiver, at det potentielle fund af Higgs-partiklen, som er det drilagtige centrum for et gigantisk forskningsprojekt netop nu, i virkeligheden ingen som helst konkret betydning har for vores liv. Ud over at vi simpelthen gerne vil vide, hvordan verden hænger sammen. Alle, der vier deres liv til noget sådant, er drevet af en ukuelig nysgerrighed efter livet, mener han. Og så citerer han den amerikanske fysiker i kvantemekanik, Richard P. Feynman: »Videnskab er som sex. Det kan have praktiske formål, men det er ikke derfor, vi gør det.«