Det er blevetnemmere at slå ind på meterbrede kønsstereotype motorveje, når man skal forklare forskellen på kønnene. Det gør stien for almindelighed smallere og smallere, når man skal være en bestemt type mand eller kvinde. Problemet er, at kønskategorierne begrænser så meget, at det ødelægger den enkeltes muligheder.

Information har i de sidste fire uger i Moderne Tider undersøgt fire nye stereotype kønsopfattelser og deres modstykker. Den liderlige mand og den selektive kvinde. Powerkvinden og hendes tre mænd: den moderne mand, søde Jakob og den glammende køter. Taberdrengen og pigen, der bliver fremstillet som vinder i den feminiserede folkeskole. Den kvindelige leder og det hun forsøger at spejle — lederen, som er mand. De er stærke stereotyper, og de har venner, som også er hængt op på køn og ikke personlighed: speltfissen, tabermanden, husmoderen og så videre.

De nye typeraf køn er dukket op sammen med en tilbagevenden af det ældste, men også mest udskældte paradigme i kønsdebatten: Naturens orden (biologismen). Det er argumentet om, at forskellen på kønnenes ageren stammer fra den biologiske forskel på de to. Det, der er mellem benene, afgør, hvilken måde man handler og lever på. Og forskellen mellem benene afspejler sig i hjernen. Mænds evne til at parallelparkere er større end kvinders. Kvinder har større empati. Og så videre. Biologismen går hånd i hånd med det, den australske psykolog og biologistkritiker Cordelia Fine kalder ’neurosexisme’. Hun tager skarp afstand fra, hvad biologisterne står for og tilbageviser alle kønsforskelle bestemt af hjernen. Hun siger til Information:

»Da jeg begyndte at kigge nærmere på den videnskabelige litteratur, blev jeg overrasket over at opdage, hvor lidt konkret bevis der var for ideen om, at der findes en ’mandlig hjerne’, der forstår verden, og en ’kvindelig hjerne’, der forstår mennesker. I stedet fandt jeg i høj grad bevis for, at vores sind i allerhøjeste grad er opmærksomt på de sociale omgivelser og overraskende følsomt over for kønsstereotyper. Problemet er, at disse meget populære påstande om ’mandehjerner’ og ’kvindehjerner’ styrker kønsstereotyper på måder, som har skadelige, selvopfyldende psykologiske og sociale effekter.«

Finesvidenskabelige iagttagelse kunne være blot endnu en videnskabelig polemiseren på kønnets slagmark. Men det er ikke bare videnskab — hver eneste kønsstereotyp, der optrådte her i avisen, rummer fare for at skabe en uheldig og ulykkelig effekt.

Hvor sjovt er det at være manden, der ikke har lyst til sex, når ideen om den stangliderlige, sædspredende alfahan er den fremherskende? Og hvor nemt er det som kvinde at træde ud af den selektive rolle, hvis man bare gerne vil have noget sex?

Hvor skal man gå hen med sin usikkerhed, sin følelse af utilstrækkelighed og sin sårbarhed som kvinde, hvis man bliver defineret, som powerfulheden selv? Ikke bare overlegen fysisk, men også psykisk, mens powerkvindens mand kun har tre roller at vælge imellem: den moderne mand, den totalt marginaliseret højtråbende køter eller den tilsyneladende fremherskende type af mand — søde Jakob — som går kastreret rundt efter konen og ikke kan svare andet end ’ja skat’, når han bliver spurgt om noget. Hvad skal manden med power kalde sig, når der bliver talt mere om tabere end om vindere i forbindelse med hans køn?

Før seksualiteten og voksenlivet holder sig indtog, har børn endnu smallere kønsveje at gå som individer. Som dreng kan man vælge mellem at være taberdreng eller en rigtig dreng, der skal klatre i træer, spille fodbold og sige læren imod på en kæk måde. Mens pigerne er forment adgang til at være tabere, men kun kan forsøge at passe ind som mønsterelever, der sætter perler på pladen i ro og fred, mens drengene afreagerer udenfor.

DE færrestenår til at få et lederjob. Hvis man gør, er der igen to kønsspecifikke muligheder. Der er en forestilling om, at man som kvindelige leder er empatisk, varm og rummer traditionelt kvindelige værdier som omsorg for, at hele flokken har det godt. Den ide fungerer ikke så godt med den traditionelle lederrolle, der er mand, mål-orienteret og magtfikseret. Hvor skal kvinderne og mændene mødes på chefgangen, hvis deres kønsstereotyper hiver dem i hver sin retning? Skal kvinden gå og agere følelseskoldt for at blive valgt til leder?

Hver eneste biologiske fejlslutning om væsensforskellighed på mænd og kvinder alene ud fra deres køn begrænser og tvinger mennesker til at leve inden for kategorier, der gør deres handlemuligheder ringe, og verden til et mindre mangfoldigt og ret så kedeligt sted. De nye kønsroller har næppe fået så mange tilhængere, at de myldrer rundt i virkeligheden, eller som lærer Anne Wind sagde konfronteret med en af dem: »Jeg har aldrig mødt en taberdreng.« Men de kunne begynde at vinde indpas. Drop derfor kønsvejene i debatten og bliv ved med at punktér myterne, der er så selvopfyldende, at man risikerer, at de producerer tabere og vindere baseret på menneskers køn. Og lad os i stedet give plads til det seksuelle menneske, powermennesket, tabermennesket, ledermennesket og alle de andre.

Denne artikel er anbefalet af: