Opslag til denne artikel

Emneord:socialisme, ulighed, venstrefløjen
Personer:Johanne Schmidt-Nielsen

Efter ti år på sidelinjen kan Enhedslistens stemmer igen veksles til reel politisk indflydelse. Partiets seneste erfaring som parlamentarisk grundlag for en regering ligger tilbage i 1990’erne som støtte for Nyrup-regeringerne sammen med SF.

Men dengang var der tale om et noget løsere samarbejde end det, som Anders Fogh Rasmussen lagde fra land med i 2001 — med Dansk Folkeparti som den faste klippe for VK-regeringerne. Derfor bliver det spændende at se, hvordan Enhedslisten griber rollen som støtteparti an.

Politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen gør det klart, at partiets 12 mandater skal bruges til at sikre, at regeringen fører en så venstreorienteret politik som muligt. Hun har læst SF-formand Villy Søvndals opfordring til en ny reformkurs på venstrefløjen med interesse. Men har ikke mange lovord tilovers for den:

»At man skal være økonomisk ansvarlig er vel en banalitet. Jeg tror ikke, at man kan finde nogen, der mener, at man skal være økonomisk uansvarlig. Spørgsmålet er vel, hvad man skal gøre ved den økonomiske situation — og det er jo et politisk valg,« siger hun.

Står det til Enhedslisten bør finanssektoren kort sagt hoste op med flere penge til fællesskabet. I øjeblikket mejsler partiet én pointe fast igen og igen i medierne. Nemlig at de, der vandt på 00’ernes opsving, også bør betale regningen. Og Johanne Schmidt-Nielsen har i forlængelse af den logik »meget svært ved at forstå, at en socialdemokratisk ledet regering placerer sig til højre for Merkel og Sarkozy i debatten om skat på finansielle transaktioner.«

Udfordrer vækstfilosofi

Johanne Schmidt-Nielsen ser banker, der udviklet sig til finansielle supermarkeder, og hun mener, at der ligger al for stor politisk magt i finanssektoren.

»De er blevet så store, at de kan presse bankpakker for milliarder igennem. Der træffes beslutninger på direktionsgangene af mennesker, som ingen nogensinde har stemt på, men som alligevel har kolossal magt over vores samfund.«

Johanne Schmidt-Nielsen mener, at en moderne socialist må udfordre ideen om konstant vækst.

»Jeg synes, at en moderne socialist må udfordre ideen om, at økonomisk politik skulle være naturvidenskab. Hvilken økonomisk politik, vi fører, er et udtryk for aktive valg, ikke for naturlove. Venstrefløjen skal for eksempel turde sige højt, at vores klode simpelthen ikke kan holde til ideen om kontant vækst. For de rige samfund må opgaven derfor være at omfordele de goder, vi har. Jeg synes jo også, at de massive klimaudfordringer, vi står med, er et eksempel på, hvordan markedet ikke er i stand til at tage vare på vores fælles interesser.«

Ulighed skal mindskes

Enhedslisten har gentagne gange krævet, at ledige får kompensation i en kommende skattereform. Så sent som i sidste uge sagde skatteordfører Frank Aaen til Berlingske, at en skattereform skulle skabe mere lighed — og at den skulle kunne måles på den såkaldte ginikoefficient, et mål for graden af ulighed i f.eks. indkomstfordelingen. Siden meldte skatteminister Thor Möger Pedersen ud, at skattelettelserne bliver forbeholdt det arbejdende folk, mens arbejdsløse, studerende og pensionister ikke skal forvente at få mere udbetalt.

»Det bliver spændende at finde ud af, hvad regeringen mener med social balance. For os er det helt afgørende, at en skattereform mindsker uligheden i det danske samfund. Det er skatten jo unægteligt et ret godt redskab til. Men vi går åbne til forhandling.«

Regeringen siger jo, at den nu har taget et skridt hen mod øget lighed ved at f.eks. fjerne starthjælp og kontanthjælpsloft i finansloven?

»Jeg går ikke ud fra, at SF mener, at vi blev færdige med at reducere ulighederne i det danske samfund, da vi afskaffede starthjælpen.«

Johanne Schmidt-Nielsen peger på, at en mulighed kunne være at afskaffe den såkaldte satspulje, som hvert år uddeles til samfundets svageste grupper, men som er finansieret ved at overførselsindkomsterne ikke reguleres med løn- og prisudviklingen.

Johannes fem bud

Johanne Schmidt-Nielsens fem bud på kampe for moderne socialister:

1. Krisen skal ikke skabe mere ulighed – men mere lighed

’De, der fik mest under opsvinget, er dem, der skal holde for, når regningen skal betales.’

2. Bekæmpelse af arbejdsløshed

’Den bedste måde at styrke statens finanser på er at få folk i arbejde. Gennem ambitiøs klimapolitik kan vi skabe nye arbejdspladser. Derudover skal der sættes aktivt ind over for den sociale dumping.’

3. Regulering af markedet / demokrati

’Finanssektoren skal ikke være så magtfuld, at den kan trumfe demokratiske beslutninger. Vi er nødt til at gøre vores samfund mindre sårbart over for finanssektorens udskejelser.’

4. Bæredygtighed

’Jeg synes jo også, at de massive klimaudfordringer, vi står med, er et eksempel på, at markedet ikke er i stand til at tage vare på vores fælles interesser.’

5. At rydde op efter VKO’s udlændingepolitik

’Der ligger et stort stykke arbejde, som handler konkret om lovgivning, men som jo også handler om tilgangen til mennesker, der ikke har blå øjne.’