Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) har stilfærdigt lagt tankerne om en læreruddannelse på universitetet i graven. Det sker efter offentliggørelsen af følgegruppens evaluering af det omdiskuterede lærerstudium. Ganske vist går ministeren ind i debatten med »åbent sind«, men sagde samtidig til Information, at: » (…) det rigtige er at fastholde det (læreruddannelsen, red.) som en professionsuddannelse i regi af professionshøjskolerne med den meget tætte kobling til praksis.«
Dermed synes ministeren at have skubbet oppositionen lidt længere fra sig, når forligspartierne mødes i februar for at diskutere følgegruppens anbefalinger og en eventuel ny uddannelse for de kommende folkeskolelærere. De konservative ser blandt andet den akademisering af læreruddannelse som vejen til at hæve kvaliteten af lærergerningen og har som mange andre i debatten længe kigget mod Finland, hvor lærerstudiet giver prestige blandt unge og foregår på universiteterne med en høj grad af tilknytning til skoleforskningen — dvs. forskningsbaseret viden om, hvad der virker i undervisningen.
Det er fornuftigt af ministeren at melde ud i spørgsmålet om institutionel placering og dermed skabe nødvendigt rum til at diskutere selve kernen i, hvordan Danmark får en bedre læreruddannelse. Vi ved fra undersøgelser, at lærernes kompetencer er helt afgørende for elevernes udbytte. Men vi ved også fra undersøgelser, at danske lærere mener, de mangler viden og kompetencer inden for deres felt. Og at den forskningsbaserede viden ikke inddrages konsekvent i læreruddannelsen, som det er i dag. Forskningsbasering er ikke det samme som akademisering, for praksiserfaring i det at undervise er et must, når unge lærere skal rustes til mødet med skolen.
Alt skal ikke gøres til et spørgsmål om økonomi. Men mere forskningsbaseret undervisning vil være et slag i luften, medmindre timetallet, der mange steder er uhørt lavt, hæves. Dernæst kræver det et opgør med universiteterne, hvis professionshøjskolerne skal have en større del af de eftertragtede forskningsmidler. Det afgørende bliver, hvordan Østergaard vil stille sig i de to centrale spørgsmål. Det savner vi endnu svar på.
Kommentarer
“Men mere forskningsbaseret undervisning vil være et slag i luften, medmindre timetallet, der mange steder er uhørt lavt, hæves.”
Et uomgængeligt faktum! Plus den logiske følge, at selve lektionsmodulerne bør nytænkes og definitivt frigøres fra de rungende malmklokkers ekko.
Metget er sagt om Finland, men få fakta er der i denne her debat om Finland og deres lærer-uddannelse.
Frans Ørsted Andersen har lavet et sådant studie - og udgivet det som en ph.d. afhandling (Andersen 2009).
Heraf femgår det bl.a. at før de studerende overhovedet bliver optaget på studiet skal de igennem en prøve. Denne prøve tester dem parathed til akademisk uddannelse, og for deres potentiale til at lære de færdigheder, de skal kunne, når de kommer ud i praksis.(Læsedidaktik Astrid Roe, 2011, side 264)
Derudover er de to linjer i uddannelsen, en faglærer-uddannelse og en klasse-lærer-uddannelse. Faglæreren har et hovedfag og to bifag og underviser i dem. Og nu kommer det væsentlige: Han eller hun har ’ en solid pædagogisk uddannelse….og er almen pædagogisk.’ (Roe, side 265) Klasselæreren underviser som regel i modersmålet (i Finland selvfølgelig finsk, og i Danmark vil det selvfølgelig være dansk). I de mindste klasser dvs. fra 1-6. klasse eller måske 1.-3.klasse har klasselæreren stort set alle fag - præcis som i USA. (og i Sverige og Norge?)
Et citat:
“Klasselæreruddannelsen er en vidtgående pædagogisk uddannelse oven på en bred faglig grund-uddannelse. LIgesom i faglæreruddannelsen lægges der vægt på, at klasselæreren udvikler sin undervisning sammen med andre og indgår i veldefinerede aktionslæringsprojekter.” (Roe, side 265)
Dette blot for at sige, at bare at flytte undervisningen over på universiteterne intet ændrer, hvis man ikke præcist gør som i Finland, eller i hvert fald kraftigt lader sig inspirere af den finske måde at gøre tingene på.
Dertil kommer, at der i den finske læreruddannelse er afsat omkring 250-300 timer til pædagogik, didaktik og psykologi (eller mere). I Danmark er der afsat omkring 50 timer - i hele udsendelsen mener jeg. Derudover har de finske lærer-studerende mere praktik end de danske og skal måske også skrive rapporter og opgaver ifht. det de har oplevet i forbindelse med deres praktik. I Danmark har jeg ofte fornemmelsen af at de lærer-studerend ikke formår at kombinere teori og praksis, forstået på dne måde, at de godt kan have nogle ideer til praksis, men ikke kan begrunde dem teoretisk og omvendt. Altså at man kan nogle teorier om læring mv. men ikke kan kombinere det med sin egen praksis ifht. undervisning og læring.
I disse dage tales der meget om specialundervisning; også her er finnerne klart foran danskerne, da al special-underviseren, dvs. den lærer som står for specialundervisningen er fastansat på skolen - og ikke laver andet. Lærerne og børnene kender ham eller hende - og de har et godt og vidtstrakt samarbejde. Som man kan se foregår specialundervisningen på skolen, men indenfor special-underviserens regi. Dvs. ikke i klassen, men i et særligt lokale til special-undervisning. Og det er den rette vej at gå - ikke som vi gør nu i Danmark at inkludere alle børn i en folkeskole-klasse. (afsnittet baserer sig på Astrid Roe: Læsedidaktik, side 265)
Derudover er der det forhold, at i Finland har man ikke haft en eneste større reform af folkeskolen siden omkring 1980-1982. Det giver ro, og det giver lærerne frihed til at deltage i aktions-forskning, eksperimentere med diverse former for læring mv.
I de her dage kører der en kampagne der hedder ‘godt du kom’ hvor Rasmus Seebacj har fået cirka 2 millioner mener jeg? for at Christine Antorini kunne få lov til at bruge hans sang (som hedder lidt i fem?). Selve kampagnen koster 15 millioner kroner og skal fokus på at det er bedst at alle er her, dvs. alle er i skole; og ja, det er det da. Men eleverne kommer i skole, hvis de oplever, at lærerne er kompetente, venlige, kræver noget af dem, er pædagogisk og didaktisk kompetente og generelt brænder for at skabbe et godt pædagogisk læringsrum for alle elever.
Pointen er at de 15 millioner, Christine Antorini har brugt på kampagnen mod fravær, kunne være brugt på efteruddannelse, pædagogisk, didaktisk, fagligt.
På den måde kan man blot ved tilrettelæggelse af undervisningen sørge for at eleverne gider kommer til undervisningen.
godt jeg har forladt denne gren af arbejdsmarkedet.
Ditto her.