Netop nu skal danske studerende til at forberede optagelse på uddannelser i udlandet, og jeg vil derfor opfordre SU-udland til at stramme op, så vejen til at få SU i udlandet bliver mindre tornebelagt end i dag.

Vi hører i medierne om, hvor vigtigt det er at styrke internationaliseringen af uddannelsesinstitutioner og læringsmiljøer og et stigende antal studerende pakker da også kufferten og drager ud i den store verden, godt hjulpne af muligheden for at medtage SU.

Men at vejen til at få tildelt SU i udlandet er lang og trang, måtte vi erfare, da vores datter blev optaget på uddannelsen til økologisk agronom i Norge. Tildelingen af SU i Norden skulle være særligt begunstiget, så hun ansøgte og startede optimistisk på studiet i august 2011. Tiden gik og intet skete.

Det er stressfremkaldende at følge et krævende studium på et fremmed sprog, uden at have økonomi til at betale studieafgift eller penge til dagen og vejen. Opsparingen er brugt og siden november har vores datter ’skraldet’ i de lokale affaldscontainere efter gratis madvarer med videre.

SU-udland tager ikke telefonen, og rykkes der per mail ryger man bagerst i køen. Eneste mulighed er at troppe personligt op på Styrelsens kontor i København.

Stadig intet svar

Men nu er det jo vanskeligt at være personligt opsøgende i København, når man samtidig følger et fuldtidsstudium i Norge og jeg har derfor måttet rykke hos SU-udland på hendes vegne.

I september kunne en sagsbehandler i SU-udlands kontor Slusen melde tilbage, at der ville komme svar senest om en måned. Intet skete, og i november kunne endnu et flinkt ungt menneske oplyse, at der ville komme svar inden jul.

Efter seks måneder har vores datter dog stadig intet hørt, og i receptionen hos SU-udland er der desværre rig mulighed for at dele erfaringer med lidelsesfæller fra hele landet.

Hvis det er Danmarks ønske »at styrke internationaliseringen af uddannelsesinstitutionerne og læringsmiljøerne med henblik på at koble globale udfordringer med danske spidskompetencer«, er det altså nødvendigt at sluse ansøgninger vedrørende SU i udlandet hurtigere igennem systemet.