Billederne viser gamle, slidte træhuse, heste, gøende hunde, høns, skove, bjerge, floder, små byer, beskidt mineindustri, og musikken, der akkompagnerer, er en art bluegrass, hvor der rappes henover, hvilket understreger mødet mellem noget gammelt og noget nyt.

Sådan ser titelsekvensen til den amerikanske tv-serie Justified ud, og man er ikke et sekund i tvivl om, at man befinder sig et eller andet sted i midten af USA, nærmere bestemt Louisville og Harlan County i Kentucky. Hovedpersonen er US Marshal Raylan Givens (Timothy Olyphant), der efter en skudepisode forflyttes fra solrige Miami til sin hjemstat, hvilket han er alt andet end glad for.

I Harlan County, hvor Raylans familie og venner stadig bor og for de flestes vedkommende ernærer sig ved kriminalitet, kommer det til adskillige sammenstød mellem Raylan, der iført cowboyhat og støvler minder om en gammeldags sherif — som en anden gunslinger er han også hurtig på aftrækkeren. Men lige så interessant er det portræt, Justified tegner af Kentucky og især Harlan County og menneskene, der bor der, og vilkårene, de lever under.

Det er kulmineområde, og mange mennesker arbejder for de store mineselskaber, der er ved at ødelægge naturen og bjergene og skovene. Folk er fattige og supplerer deres indkomst ved at dyrke pot, lave hjemmebryg og fremstille amfetamin under beskyttelse af de familiemafiaer, der regerer i Harlan og det øvrige Kentucky. Man forsøger at holde omverdenen — og udviklingen — væk fra Harlan, og der er et stærkt sammenhold mellem folk, som hellere går i fængsel end sladrer om deres nabo; man passer sig selv og tager de opgør, der skal tages — som regel med skydevåben i hånd.

Mennesker og steder

Justified minder i stil og tone om Debra Graniks fremragende Winter’s Bone, der foregår i Ozark-bjergene, som ligger midt i USA — ikke så langt fra Kentucky — og serien er et godt eksempel på, hvordan den moderne, amerikanske tv-serie ikke kun er rig på godt drama, men også er med til at fortælle historien om USA og har en meget stærk sans og fornemmelse for stedet, hvor den foregår.

Incitamentet til at optage tv-serier i forskellige stater i USA er ofte økonomiske — skattelettelser, støtteordninger — men resultatet er intet mindre end fascinerende, og tv-folkene når pludselig ud i mange mere eller mindre fjerne og knap så gennemfotograferede afkroge af den store nation.

Med The Sopranos kommer man til New Jersey, med Californication til Los Angeles, med Sons of Anarchy ud på landet i Californien og Breaking Bad til New Mexico. Dexter afslører ondskaben under den polerede, solbeskinnede overflade i Miami i Florida, og Big Love fortæller om mormoner og polygami i en forstad til Salt Lake City, Utah.

Serierne er selvsagt meget forskellige, men fælles for dem alle er, at de handler om mennesker, der slås: Med sig selv, med hinanden, med kærligheden, med livet og med den verden og det samfund, de lever i. Det er ikke et entydigt lykkeligt USA, serierne præsenterer, men på godt og ondt et mangfoldigt, fascinerende og modsætningsfyldt land med masser af kulturelle, sociale og politiske forskelle, problemer og udfordringer.

By og land

Der er allerede blevet sagt og skrevet meget om David Simons The Wire, der foregår i Baltimore; hvordan serien i løbet af fem sæsoner fortæller om byen og dens udvikling og fallit fra mange forskellige politiske, samfundsmæssige og menneskers vinkler, og hvordan den også fortæller om et samfund og en nation, der har spillet fallit.

Lige nu står David Simon bag en anden serie, Tremé, der handler om, hvordan New Orleans og dens indbyggere forsøger at komme på benene efter den ødelæggende orkan Katrina. Den socialt og politisk bevidste Simon er bestemt ikke er bange for at sige sin mening, for gennem sine personer at undre sig over, hvordan det kunne gå så galt i New Orleans, da naturkatastrofen indtraf, og hvordan det i høj grad var den fattige, sorte befolkning, det gik ud over, både da Katrine ramte, og da den forfejlede nødhjælpsindsats gik i gang.

Kampen for at få normaliseret deres liv slider på både byen og menneskene, og ligesom i Justified og The Wire er der så meget saft og kraft og tekstur i portrættet af stedet, byen, der er lige så vigtig en medspiller i Tremé som skuespillerne, at man føler, at man kender den, kan lugte og smage den, føle den og høre musikken, den allestedsnærværende jazz.

Nord og syd

Det samme kan man sige om en anden populær tv-serie, der foregår i Louisiana, nemlig Alan Balls vampyrdrama True Blood. I serien er vampyrerne kommet ud af skabet og lever side om side med menneskene. Det sker dog ikke sjældent, at de to verdener støder voldsomt sammen, og det minder os om et USA, hvor raceuroligheder har været en del af dagligdagen gennem mange år, ikke mindst i sydstater som Louisiana.

Det er en spændende måde at skildre denne problematik på, og Alan Ball, der tidligere stod bag Six Feet Under, der handlede om en bedemandsfamilie i Los Angeles, leverer en dampende hed omgang spænding, kærlighed og sex, hvilket kun forstærkes af, at det er med et varmt, sydligt USA som bagtæppe.

Rejser man nordpå og mod vest, til kystbyen Seattle i Washington, er det et anderledes tempereret klima — det regner meget — man møder, og det afspejles også i de historier, man fortæller i byen. The Killing, den amerikanske genindspilning af den danske Forbrydelsen, foregår i Seattle, der med sit skandinaviske look synes at passe perfekt til en mørk historie om mord, sorg og menneskelig natur.

I modsætning til The Wire og Tremé ønsker The Killing måske ikke at sige noget stort og flot om den tid og den verden, den foregår i, men serien gør god brug af byen som en stemningsskabende og medfortællende kulisse og et udtryk for personernes mentale tilstand.

Fortid og nutid

Flere af de nye tv-serier, som foregår i fortiden, knytter sig også meget tæt til det sted, de foregår — stedet bliver et sindbillede på de gevaldige forandringer, serierne handler om: Deadwood, der foregår i Deadwood i South Dakota i 1870’erne, Mad Men, der foregår blandt reklamefolk på Madison Avenue i New York i 1960’erne, og Boardwalk Empire, der fortæller historien om en af USA’s mest korrupte byer, forlystelsesparadiset Atlantic City, New Jersey, i 1920’erne og 1930’erne.

Fælles for disse tre historiske serier er, at de på hver sin måde beskriver et turbulent og afgørende tidspunkt i USA’s historie, hvor en del af fundamentet for det samfund, vi kender i dag, bliver lagt. Og dermed bliver de også en slags forløbere for andre, samtidige tv-serier.

Deadwood portrætterer et vildt vesten, som er ved at blive tæmmet, fordi selv entreprenante kriminelle med store ambitioner om at tjene penge og blive rige har brug for en slags lov og orden. I Boardwalk Empire, et halvt århundrede senere, er kriminaliteten sat i system, og både politikere og ordenshåndhævere er på lønningslisten. Og 30 år efter det, i Mad Mens polerede metropol, tager det hele sig noget mere civiliseret og pænt ud, men et paradigmeskifte truer den sociale og økonomiske orden, og seriens hovedpersoner kan føle jorden skride under sig og alt det, de tror på og identificerer sig med.

Selvfølgelig er det hele tv-drama og fiktion, men man føler alligevel, at man bliver klogere på USA, dets historie, indbyggere og psyke ved at se de nye amerikanske tv-serier, der i vid udstrækning har afløst litteraturen og scenedramatikken som kulturbærer og samtidsskildring.

Første sæson af ’Justified’ og ’Boardwalk Empire’ er begge lige udsendt på dansk dvd og Blu-ray af hhv. Sony og Warner Home Video. De fleste af de øvrige nævnte serier kan også fås på dansk dvd og Blu-ray.