SF’s skatteminister Thor Möger Pedersen har for nylig været på banen med det for en SF’er opsigtsvækkende budskab, at regeringens bebudede skattereform alene vil tilgodese folk i arbejde. Det vil sige især dem, der står op og smører leverpostejmadder, før de trækker de orange overtræksjakker på for at gå på arbejde.

Dermed anerkender Möger — og dermed SF — den præmis, som ellers kun V, K, Liberal Alliance og de radikale fast abonnerer på — at sænkning af marginalskatter gavner arbejdsudbuddet. Det vil sige den banale økonomiske antagelse om, at folk arbejder mærkbart mere, hvis de i kroner og ører efter skat får mere ud af en times ekstra arbejde. I den socialistiske ideologi, som SF i hvert fald engang bekendte sig til, er omfordeling en langt vigtigere målsætning. Og her har det progressive skattesystem som det danske — hvor de rigeste bærer de tungeste byrder, og marginalskatterne derfor er høje — været et særdeles effektivt værktøj med hensyn til at opnå målsætningen. I øvrigt har de høje marginalskatter været under pres ganske længe. Allerede i SR-regeringens tid blev marginalskatterne — efter radikalt pres — sat betydeligt ned, og den udvikling fortsatte under VK-regeringen.

Regeringens erklærede mål med skattereformen er, at den skal øge arbejdsudbuddet med 7.000 personer, sådan at det giver et varigt skatteprovenu på 3 mia. kr. Skal regeringen opnå mest muligt arbejdsudbud med det mindst mulige skatteprovenutab til følge, så vil de traditionelle økonomiske modeller anbefale, at regeringen sænker marginalskatterne for indkomster, der betaler topskat. Det kan gøres relativt nemt og billigt ved f.eks. at hæve indkomstgrænsen for betaling af topskat. Det vil være til gavn for folk med middelindkomster. Det er netop det, som de borgerlige håber på, der ligger i Thor Mögers udmelding i hans kronik. Efter konventionel visdom risikerer SF dog store vælgertæsk, hvis man lægger stemmer til at belønne bl.a. bankdirektører og millionærer med skattelettelser, mens bistandsklienter samtidig får nul og niks. Her skal man dog nok bemærke, at SF-skatteministeren vedbliver med at betone, at en skattereform skal være »socialt afbalanceret«. Formuleringen, der stammer fra regeringsgrundlaget, er et politisk skjold, som Möger åbenbart holder op foran sig, hver gang diskussionen nærmer sig skyggen af et konkret forslag.

Ingen hjælp fra Venstre

Men hvad betyder »socialt afbalanceret« reelt? Måske betyder det — som mange gætter på — et forslag, der kombinerer en stigning i topskattegrænsen med en stigning i beskæftigelsesfradraget. Eller betyder det, at man godt må lade bankdirektører få glæde af begge dele blot så længe, man finansierer skattelettelsen med andre skatter, der primært rammer høje indkomster f.eks. boligskatter eller sænkning af pensionsfradrag? VK vil med stor sikkerhed blankt nægte at røre boligskatterne, men kan måske overtales til en skatteomlægning på andre områder, hvis man sænker topskattegrænsen. Der kommer dog ingen forslag eller hjælp fra VK mht. finansiering. For som man siger i Venstre: Regeringen skal jo selv bevise, at den formår at regere ved at komme med et udspil til finansiering. Og hvorfor dog hjælpe regeringen med en skattereform, hvis den kommer til at genere en masse vælgere med andre afgifts og skattestigninger og ikke rigtig skaffer det arbejdsudbud, som regeringen selv har som målsætning? Venstre har jo sagt at det ikke må blive dyrere at være danskere, så hvorfor medvirke til en skattereform, som Thor Möger er i gang med at sælge som en leverpostejsocialistisk skattereform?

De blå socialdemokrater

Den nye regerings skattereform er ikke desto mindre en øvelse, der er målrettet middelindkomsterne og især de vælgere, der ofte kategoriseres som såkaldte »blå socialdemokrater« (privatansatte, faglærte mænd), som p.t. har søgt asyl hos Venstre. Mange af dem er medlemmer af Dansk Metal, som i øvrigt for ganske nylig krævede grænsen for, hvornår man skal betale topskat hævet med 40.000 kr. Mon ikke det flugter med regeringens konkrete forslag til sin tid?

Det er middelklassens gunst, som den politiske kamp atter står om, og som der primært bliver ført politik for, selv i en regering med SF. Og det har Thor Möger også for længst indset. Det man kan undre sig over, er, hvad i alverden skatteministeren dog laver i et klassisk venstrefløjsparti som SF, når han så åbenlyst helst vil føre radikal skattepolitik? Eller er SF som parti også i skattepolitikken — på ganske få måneder — flyttet sig så meget ind mod midten, at endnu flere vælgere er ude af stand til at kende forskel på SF og de radikale? Eller er det blot udtryk for, at SF tabte kampen om skattepolitikken allerede i ’Tårnet’ på Amager og nu i stedet forsøger at gøre en dyd ud af nødvendigheden uden at miste for mange vælgere? Det er nok spørgsmålet, om de efterhånden få tilbageblevne SF-vælgere belønner den strategi. Umiddelbart ligner regeringens skattereform — som den hidtil fremstår af den offentlige debat — en herlig vælger-lækkerbisken for Enhedslisten og måske også for Dansk Folkeparti. På den anden side kan nye midtervælgere overbevist af skatteministerens forsikringer om »social balance« slutte sig til det efterhånden kronisk kriseramte regeringsparti.

Måske er det Thor Mögers ’hemmelige’ strategi for SF: At blive endnu et midterparti i rækken.

Denne artikel er anbefalet af: