Fra sommer er det slut med at købe både olie og gas fra Iran. Det besluttede et enigt EU i går. Dermed har sanktionsskruen over for det iranske præstestyre fået et sidste og måske afgørende vrid.

Formålet med de skrappe sanktioner er i første omgang at få Iran tilbage til forhandlingsbordet, give FN’s atominspektører adgang til alle dele af det iranske atomprogram og i sidste ende indgå en aftale, der overbeviser omverdenen om, at landet ikke forsøger at udvikle atomvåben.

Grundlaget for de hidtil skrappeste sanktioner mod Iran er det Internationale Atom Energi Agenturs (IAEA) seneste rapport, der konkluderer, at der er grund til »alvorlig bekymring« for det iranske atomprograms »militære ambitioner.«

I november fremlagde IAEA for første gang de efterretninger, som giver inspektørerne grund til bekymring. Det drejer sig bl.a. om satellitbilleder af et mistænkeligt bygningskompleks samt oplysninger om, at Iran har testet komponenter, som indgår i atomvåben og anvendt en computermodel, der simulerer, hvordan atomvåben opfører sig samt oplysninger om, at en ukrainsk videnskabsmand har undervist iranerne i den teknologi, som anvendes ved atomvåbenproduktion.

Ingen af oplysningerne udgør imidlertid noget uigendriveligt bevis for, at Iran er i gang med at udvikle atomvåben. Der er udelukkende tale om indicier, som tyder på, at Iran måske har den slags ambitioner.

Af samme grund konkluderer våbeninspektørerne kun, at de på grundlag af disse foruroligende oplysninger ikke kan frikende det iranske atomprogram for også at have en militær dimension.

Det internationale samfund befinder sig med andre ord i en situation, der minder temmelig meget om den, der gik forud for Irak-krigen, hvor USA og dets allierede havde mere end svært ved at finde beviser på, at Irak havde masseødelæggelsesvåben.

»Fraværet af beviser er ikke et bevis på fravær,« som USA’s daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld sagde.

Når EU, USA, Israel og en lang række andre nationer trods de usikre beviser alligevel strammer skruen over for Iran, er det bl.a. fordi, det iranske præstestyre kun modvilligt samarbejder med våbeninspektørerne, og fordi Iran tidligere har haft et aktivt militært atomprogram, som landet behændigt undlod at underrette omverdenen om.

Tilliden til de iranske forsikringer om, at landets atomanlæg udelukkende skal producere elektricitet, er derfor ikke overvældende.

Sanktionsvåbnet har udviklet sig til et af den vestlige verdens yndlingsvåben. Men desværre er det et våben med en række indbyggede svagheder.

Først og fremmest er det ikke særlig effektivt over for diktatoriske regimer, som regerer uafhængigt af befolkningens vilje. Listen over lande, der har været genstand for skrappe sanktioner uden, at det har haft den ønskede effekt, er lang, Serbiens Slobodan Milosevic, Iraks Saddam Hussein, Libyens Muammar Gaddafi og senest Syriens præsident Bashar Assad er alle eksempler på, at diktatorer stort set er immune over for økonomiske straffeaktioner og international fordømmelse.

Det er derfor et stort spørgsmål, hvilken effekt den europæiske olieboykot vil få. Både EU og Iran har et halvt år til at forberede sig på den nye situation, og det er formentlig nok til, at ingen af parterne bliver synderligt berørt. Europa har allerede fået Saudi-Arabien til at skrue olieproduktionen i vejret med to millioner tønder om dagen, og Iran kan i stedet sælge sin olie til de energihungrende kinesere, der ikke har nogen intentioner om at sanktionere Teheran.

De eneste, der med sikkerhed bliver ramt, er den iranske befolkning, der allerede nu døjer med faldende statslige indtægter og stigende fødevarepriser.

Syv års konflikt om det iranske atomprogram har ikke fået præsident Ahmedinejad til at ryste på hånden. Så hvorfor skulle han gøre det nu? Det eneste, der muligvis kan få Iran til at opgive at berige sin egen uran, er formentlig en folkelig opstand a la dem, vi har set i andre mellemøstlige diktaturer.

Og det er måske netop målet med de sanktioner, som nu bliver en realitet.

Hvad Danmark og resten af de bekymrede nationer vil stille op, hvis de skrappe sanktioner mod Iran ikke virker, er imidlertid det helt store spørgsmål.

For næste trin på konfliktstigen synes uundgåeligt at være en militær konfrontation. Enten over det strategisk vigtige Hormuz-stræde, som USA, Frankrig og Storbritannien har vist sig villige til at forsvare med alle midler. Eller mere sandsynligt i form af militære nålestiksoperationer mod de iranske atomanlæg, udført af Israel, der — trods sit eget omfattende atomvåbenarsenal — insisterer på, at et atombevæbnet Iran udgør en fuldstændig uacceptabel trussel mod den mellemøstlige magtbalance.

Denne artikel er anbefalet af: