Sonettersignalerer noget sirligt. Og Shakespeare skrev da også sine forunderlige høflighedsstrofer og lystfyldte hyldestdigte ud fra et boblende ordoverskud. Men sådan som Elisa Kragerup har iscenesat sonetterne — og sådan som Niels Brunse lifligt har oversat — er sirligheden kastet væk og ud over scenekanten. I stedet stortrives lysten. Som en slags ‘sonet-teaterkoncert’ — eller en Hvid Magi 2. Sonetterforegår alle steder og ingen steder. For Palle Steen Christensen har skabt en kongenial scenografi i form af en væg af spejllemme.
Og performerne er i sorte kostumer syet af silke og chiffon og læder i en lystig blanding af Frøken Julie, ekspedient og udmajet festfreak i metroen: Enhver spejling er altså mulig.
Sammenspilletheden hos Det Røde Rum mærkes nu endnu tydeligere end i Det gode Menneske fra Sezuan. Skuespillerne får lov til at styrte sig endnu længere ud af hver deres performertangent — og alligevel glider de lige så naturligt ind i ensemblet, når de griber hvert deres instrument i Peder Kragerups lydhøre arrangementer: Plingeling.
Råkysserier
Også hver for sig er skuespillerne uimodståelige. Når Maria Rossing først væmmes over at se to piger råkysse hinanden og senere selv går helt i salig selvsving over en pigehånd, så er det med den selvforglemmende lykkefølelse, som netop hun kan udtrykke. Når Thomas Hwan stiller sig frem for publikum, mens han prøver at holde selvtilliden kørende under et mimestripnummer til I’m your Man, så smiler han lige så insisterende med øjnene, som han skælver i lårene. Når Johanne Louise Schmidt lader sine ben stikke i alle retninger og næsen i sky, så er det med den arrogance, som netop hun kan lade knække på en enkelt tone. Og når Helle Fagralid tager hævn over sin utro elskede, må hun tæske, smadre, hakke, kvase, indtil manden ligger i en rød suppe, og hun triumferende kan strække armene i vejret. Sådan!
Alligevel får Peter Plaugborg rollen som uudnævnt fortæller. Han er den, der med klangfuld stemme læser op af den første sonet, så vi som publikum næsten tror, at vi skal til nydelig oplæsningsaften på biblioteket. Men der går selvfølgelig bare tre sekunder, så twister han og de andre ordene, så man fornemmer, at man lige så godt kan læne sig forover — og holde fast.
Peter Plaugborg er holdets akrobat og bestiger alt og alle. Men han får også alle i hele rummet til gladeligt at lege klatrevæg — og Jonas Bøghs frække konkurrencelys til at lege tv-show — i en forrygende stuntflirt med en tilskuer, som han erklærer sin tro kærlighed. Vel at mærke samtidig med, at han kysser og gnubber rundt med alle andre levende væsener på scenen …
I denne groteske scene kulminerer Elisa Kragerups koreografiske iscenesættelse. For her lader hun kroppene vise alt det hykleri, som så let bliver camoufleret af smukke ord. Og hun har modet til at vise sex på scenen i en påklædt satire, der samtidig gør alle seksuelle præferencer lige gyldige. Respekt!
Tungestrofer
Sonetterer teater, der rykker. Eller for nu at slutte af med en hyldest i bleg sonetafglans til Elisa Kragerup:
Hvad skal jeg kalde dig — en kyssetøs?
En dramaheks, en kropsfantast, en muse?
For du har sluppet Shakespeares digte løs
så alle griner, mens de ser dig knuse sonetterne, de svære skønhedsrim,
som lægger sig i stumper under spejlet,
når du har spredt begær med tungelim
og kvindebid på lår, forført og gejlet!
Skal kvinder elske kvinder eller ikke?
Skal mænd kun trofast dyrke samme krop?
Skal andre end din elskede bestikke
din krop til sex? Nej, vel? Så råb dog stop!
Og tak Det Røde Rum for vildt begær — men macholir og tøsekys især.
Kommentarer
Forsøger anmelderen at overgå forestillingen?
Denne kommentar er anbefalet af:
Omfortolkning av literatur fra 15-1600 tallet til dagens sosiale tilstande og åndsklima, vidner blot om den middelmådige tidsalder vi er inde i. Dessuden forkludrer det en autentisk forståelse av den aktuelle tidligmoderne epoke. Slutresultat: Åndsforlatthed og historieløshed brer om sig…
Sikke noget sludder, Atle Hesmyr.
Sludder, Peter Hansen? Det bør du næsten uddybe nærmere, synes jeg. Er ikke historieløsheden et stort nok problem allerede? Eventuelt kan du jo dertil forklare hvorfor vår egen tid ikke magter at komme op med severdig og berigende drama i nævneverdig grad…
Lod mig ikke inspirere nævneverdig af din forrige kommentar. Der var saglighetdsniveauet lig nul.
Historieløsheden er først og fremmest et spørgsmål om ikke at kunne forholde sig til ældre tiders litteratur og verdensbillede, og det at tidens kunstnere beskæftiger sig med den, er udtryk for det modsatte. Klassisk kunst overlever som kunst, når den for hver generation kan generere mening, mens alt det tidstypiske kun har interesse for den, der forsker i det. At vor tid ikke ‘kommer op med seværdig og berigende’ drama er noget af en påstand, selvom der desværre for nogle år siden var en kedelig tendens til blandt danske dramatikere og instruktører at efterligne noget fra udlandet, som de regnede med, deres publikum ikke kendte, det var naivt. - Men ellers er det jo helt almndeligt fra teatrets tidligste tid, at det er kendte, universelle historier, der bliver sat på scenen, i en ny fortolkning. - Men hvis det klassiske repertoire skal give mening, må det kunne udfordre vores tid intellektuelt, og det kan det heldigvis i høj grad i disse år, det er faktisk længe siden, at vi har haft så mange unge instruktørtalenter på én gang.
@ Peter Hansen
Jeg registrerer hvad du skriver, men det giver ringe mening. Genuin historieforståelse handler om at forstå tidligere epokers tidsaldre, kulturudtryk, literatur m.m. på deres egne præmisser, og ikke ud i fra den gængse arrogante forestilling om at “vi lever i den bedste af alle tænkelige verdener” (tidsaldre).
Det er bare at konstatere at vi lever i en forfalstid — og den har varet en god stund. Om forfallet vil lade sig reversere, må fremtidige generationer ta sig af. Det bliver ikke nemt.
Denne kommentar er anbefalet af:
Atle Hesmyr, kunsten handler om levet liv, akademia om pertentlig sandhedssøgen. Hvis du havde sagt det, du siger til mig, til Shakespeare, havde han ikke anet, hvad du talte om - og det er ikke, fordi elisabethanerne havde et afvigende synspunkt.
Tror du, at Ritorna d’Ulisse in Patria udtrykte Homers synspunkter eller 1600-tallets?
Pertentlig sandhedssøgen, hr. Hansen. Ja, sandheden, den handler så om trivialiteter man ikke behøver at bekymre sig om dersom man er kunstner. Er det hvad du ønsker at formidle? I så fall kan du og jeg raskt konkludere med at vi aldri bliver enige…
Det er da også en erkendelse, ikke? Måske endog sand?
I øvrigt tror jeg Shakespeare var i stand til at skelne mellem sin egen tid og antikken, selv om han ikke var historiker. Vår tids historieløshed har sine helt karakteristiske årsager relateret til modernismens kulturindustri og en generasjon med postmodernistisk tankegrød, som langt på veg har frarøvet begræber som ‘historie’, ‘sivilisation’ og ‘fremskritt’ deres mening.
Ikke destomindre klæder Shakespeare sin egen tid ud som antikken - man var ikke så synderlig stærk i epokerne dengang, måske fordi de ikke rigtigt var så definerede eller interessante i den tids lys. Som bekendt betragtede folk i renæssancen deres tid som en genopliven af netop antikken - men om det var i græsk eller romersk forstand, fremgik ikke så nøje.
Da jeg var meget ung, tænkte jeg lidt i de samme baner som dig, Atle Hesmyr, men med tiden bliver man lidt klogere på verden, især på kunsten og dens absolutte forpligtelse på sin samtid.
Peter Hansen, jeg konkluderer bare med at jeg er tilfreds med at beholde den samme kritiske sans i godt voksen alder som dengang jeg var ung, beriget med indsigt fra historiestudier gennem en 20-30 års periode. I øvrigt kunde vi i vor tid også trænge en genoplivning af mange af antikens idealer, spesielt med tanke på etiken og borgeråndsidealerne.
Tak for debaten!
Det sidste er vi enige om, Atle Hesmyr, og vi kan også være enige om, at postmodernismen i 2 et halvt årti hærgede al værdidebat med en letvægtsborgerlig værdirelativisme; men du retter bager for smed, når du rammer ud efter tidens teaterfolk, der tværtimod gør en dyd ud af foreningen af fortid og fremtid. Og så teatret altså ikke et sted at forelæse, det er langt mere stedet for opbyggelig prædiken - hvad Elisa Kragerup gang på gang er kvinde for.
Hvad skal vi med hyldesten til depravationen? Hvad
skal vi med rå sex? Hvad skal vi med tomt bolleri?
Vi bolled op af åen, vi bolled ned ad igen, det var vel nok en dejlig tur, og Shakespeare var vores skalkeskjul.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det behøver man ikke Shakespeare som skalkeskjul for - han har ikke skrevet et stykke, der ikke var i direkte polemik med puritanerne.
Nuvel, kampen mod puritanerne var vel dog ikke Shakespeares mest mindeverdige indsats. De sistnævnte kjæmpet dog trods alt frem genoplivningen af de demokratiske idealer.
En dramatisering av John Lilburnes og Gerrard Winstanleys tekster ville tjent humanismens og den vestlige sivilisationens sag på en langt bedre måde end at lage soft porno over den elisabethanske skald.
Hvad gjorde de?! De indførte et religiøst diktatur. - Og jeg tror, at du må have undladt at læse Shakespeare, siden du er gået glip af den saft og kraft, eksempelvis Measure for Measure er skrevet på. Lad være med at tage tidligere tider til indtægt for senere tiders bornerthed. - Jeg gruer for den analyse, du ville anlægge på de antikke samfund.
Du har ikke læst din historielekse, Hansen. Winstanley og Lilburne blev forfulgt på grunn af sine frihedlige og demokratiske skriverier og politiske virke. Du blander dem sammen med Cromwell. De førstnævnte var ikke ude efter nogen som helst magtposition gennem revolutionsårene, men søgte at bidra til social retfærdighed og økonomisk demokrati.
Winstanley og Lilburne stod, som Milton, for religiøs toleranse, og er at betragte som opøysningstidens forløbere.
Min analyse av antikens verden skal jeg i denne forbindelse ikke belemre verken dig eller andre læsere med. God læsning eller teatertur! Selv går jeg gennem både det ene og det andet af Shakespeare, men hans verker tilhører rigtignok ikke favoritterne,,,
God læselyst, Atle Hesmyr. Nej, jeg har aldrig hørt om Wnstanley og Lilbyrne, men det kan være, de var et bekendtskab værd - måske ligefrem nogen, man kunne skrive dramatik om?
Jeg glæder mig meget til Sonetterne, Elisa Kragerup er en kompromisløs instruktør, hendes sidste forestilling, i en helt anden boldgade: Det gode menneske fra Sezuan, var fuldkommen koldblodigt episk teater. Nu er det så elisabethansk sanselighed.