Teatertordenen rumlervidere på Det Kongelige Teater. I kølvandet på de effektuerede fyringer kundgjorde en pressemeddelelse i mandags, at operachef Keith Warner har indgået en aftale om at blive løst fra sin kontrakt, der løber frem til 31. juli 2014. Og i forlængelse af denne beslutning ønsker den unge tjekkiske dirigent Jakub Hrusa ikke at tiltræde stillingen som musikchef i sommeren 2013. Hrusa er Warners opfindelse, og det vakte stor og berettiget opsigt i september sidste år, da man præsenterede en af fagets kommende internationale stjerner som Michael Schønwandts afløser.

Keith Warner er også et stort navn, især som iscenesætter, og med tabet af disse to koryfæer kunne det se ud til, at Den Kongelige Opera nu bliver bombet tilbage til det forrige århundreds middelmådighed. Tiderne før regimerne med operacheferne Elaine Padmore og Kasper Holten, den første tidligere chef for Covent Garden i London, den anden nuværende.

Keith Warnertiltrådte i denne sæson, og derfor har han selvsagt endnu ikke kunnet vise sit format som kunstnerisk leder. Forventningerne har været høje, hans programpolitik har været ganske ambitiøs, og Warner har ikke forsømt en lejlighed til at skamrose de sangere og det orkester, han har at gøre godt med. Ingen tvivl om, at hans kolossale netværk ville have gavnet Den Kongelige Opera. Vi kan få en fornemmelse af det med forårets premierer på Wagners Parsifalog Brittens Albert Herring, som Warner selv skal iscenesætte med en håndplukket stab af udenlandske scenografer, designere og lysfolk.

Der er grund til at tro, at operachefens erklærede store drømme ville have skabt mere glans om Operahuset på Holmen. Gershwins Porgy og Bessmed importerede sorte sangere er et af de projekter, der utidigt er sluppet ud af chefkontoret.

Men virkelighedens verden er ubarmhjertig, som i bagerbutikken henne om hjørnet: Og har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå. Hvad Keith Warner så gør.

Af gode grunde ved vi intet om, hvad der står i hans ansættelseskontrakt, og derfor kan det meget vel være, at Det Kongelige Teater ikke har efterkommet de betingelser, Warner stillede for at komme til København. I første omgang så opsigelsens timing alt andet end køn ud. Keith Warner er medlem af Det Kongelige Teaters direktion, denne direktion står sammen med bestyrelsen bag besparelsesmanøvren, og man måtte gå ud fra, at Warner har støttet beslutningen. Hvis ikke, kunne han ikke sidde i direktionen.

Så hvorfor i alverden sagde han ikke fra før jul og forlod sin post for at holde fanen højt over sine drømme og sit personale. Var det hans egen karrierepleje, der stod på spil?

De spørgsmålfik vi svar på i går. Til politiken.dk udtalte Warner, at han havde sagt op allerede i november, men at han havde lovet ledelsen at vente med offentliggørelsen, indtil besparelserne var blevet færdigforhandlet.

Ikke nok med det. Warner overlod Politiken en tale, som han holdt til sit personale mandag aften, og den er absolut ikke for børn. På anklagebænken sidder teaterledelsen, og på allerførste række må det betyde teaterchef Erik Jacobsen, som ifølge Warner har enten negligeret eller modarbejdet hans kompetencer i den daglige beslutningsgang. Eksemplerne er alle mere eller mindre horribel læsning.

Dertil kommer, at Warner har været dybt uenig i ledelsens nedskæringspolitik, men samtidig at skulle arbejde med en så inkompetent ledelse, har været mere, end han kunne klare, anfører han.

Det er en almindeligt verserende vittighed, at et operahus er at ligne med et galehus, og her forekommer det at være mere sandt end nogensinde før. Man kan undre sig over, at den afgåede bestyrelse øjensynligt ikke har haft et dybere kendskab til ledelseskrisen, i hvert fald har den ikke reageret, og hvad skal man så bruge en bestyrelse til? Teaterchef Erik Jacobsen står med et større forklaringsproblem over for sin nye bestyrelse, og samme bestyrelse skal nu i gang med at revidere den vedtagne udmelding om, at man trods den valgte besparelsesmanøvre sagtens kan lave høj kvalitet på Det Kongelige Teater.

Det er i det hele taget på tide at dæmpe alt det ordgejl om verdensklasse, som bliver udspyet af folk og fæ i dette land. Alt skal være i verdensklasse: sundhedsvæsen, håndboldhold, skolevæsen og også nationalopera. Hvorfor kan det ikke bare være godt?

Verdensklasse koster mange penge, men selv om man har dem, er det alligevel ikke ensbetydende med, at man får verdensklasse. Selv på de store operascener i Berlin, Wien, Milano, Paris, London og New York hører man absolut ikke det mest sublime hver aften. Lad os kalde det noget andet. At hente Keith Warner og Jakub Hrusa til Den Kongelige Opera ville ikke i sig selv betyde et højt kunstnerisk niveau. Det forstår vi alarmerende tydeligt nu. For hvis ikke teaterledelsen befinder sig tilnærmelsesvis i samme klasse, kan det bedste kun med møje blomstre frem hos de egentlige aktører på scenen og i orkestergraven.

Denne artikel er anbefalet af: