Opslag til denne artikel

Emneord:menneskerettigheder, militær, oprørere
Organisationer:FN, NATO
Steder:Libyen

NATO’s bistand til de libyske oppositionsstyrker var langt mere omfattende, end omverdenen hidtil har haft kendskab til.

Det fremgår bl.a. af en ny rapport om krigen, som tre arabiske menneskeretsorganisationer har udarbejdet efter en omfattende fact finding mission i Libyen.

Ifølge rapporten har NATO’s indsats ikke begrænset sig til de tusindvis af flyangreb, som bl.a. de danske F-16 fly deltog i. NATO-styrker befandt sig også på landjorden i Libyen, hvor de ydede logistisk støtte til og kæmpede sammen med de libyske oprørere.

»Ifølge førstehåndsinformation og andenhåndskilder ser det ud til, at NATO deltog i det, der må betegnes som angrebsaktioner udført af oppositionsstyrkerne, herunder angreb på små og større byer, der var under Gadaffi-styrkernes kontrol,« hedder det i rapporten, der bl.a. er udarbejdet af paraplyorganisationen Arab Organization for Human Rights (AOHR).

Rapporten beskriver også, hvordan oprørsstyrkerne kunne hidkalde flystøtte fra NATO, når de var i kamp med Gaddafi-loyalister, og hvordan NATO havde rådgivere ved alle krigens fronter.

En ny dokumentarfilm fra BBC bekræfter billedet af et NATO, der i langt højere grad end hidtil kendt, var en aktiv part i den libyske borgerkrig.

Af BBC’s dokumentar fremgår det, at både Frankrig, Storbritannien, Qatar og Jordan havde grupper af rådgivere i de oprørskontrollerede byer, franske og britiske specialstyrker drev en træningslejr for oprørerne, hjalp dem med at organisere sig og oprette en militær kommandostruktur, og specialstyrkerne deltog også aktivt i flere af oprørernes angreb. Både Frankrig og Qatar leverede desuden avancerede våbensystemer og kommunikationsudstyr til oprørerne, som bl.a. gjorde det muligt at påkalde flystøtte fra f.eks. danske fly, når oprørerne var i ildkamp med Gaddafis folk.

I strid med mandatet

Ifølge Danmarks førende folkeretsekspert, professor Jens Elo Rytter fra Københavns Universitet, var militær støtte til de libyske oprørere ikke en del af det mandat, som NATO fik fra FN’s Sikkerhedsråd.

»Selv med den bredest mulige fortolkning giver Resolution 1973 ikke mandat til at støtte de libyske oprørerne med henblik på et regimeskifte,« siger Jens Elo Rytter.

»Tværtimod forbyder resolutionen specifikt at indsætte udenlandske styrker på libysk territorium. Det understreges også, at det langsigtede mål med indsatsen er at få gang i en dialog med Gaddafi-regimet med henblik på reformer. Aktiv støtte til et regimeskifte er således ikke omfattet af teksten,« siger han.

Jens Elo Rytter understreger, at udformningen af Libyen-mandater var et politisk valg. Der er ikke noget i FN’s Charter, som forhindrer verdensorganisationen i at støtte en intern revolution, hvis det er det, det internationale samfund ønsker.

»FN bygger på respekten for nationernes suverænitet, men der er ikke nogen juridiske grænser for, hvem FN kan støtte,« siger Jens Elo Rytter.

Fakta: NATO’s krig

Grundlaget for NATO’s indsats i Libyen var FN’s Sikkerhedsråds Resolution 1973, der bemyndigede NATO til at beskytte den libyske civilbefolkning med alle nødvendige midler – med undtagelse af ’enhver form for udenlandsk besættelsesstyrke på nogen del af libysk territorium.’
Resolutionen bemyndiger ikke NATO til at støtte oprørerne.

Ifølge den arabiske menneskeretsorganisation AOHR samarbejdede NATO med oppositionsstyrkerne på følgende måder:

- NATO-personel befandt sig på libysk territorium, hvor de ydede logistisk støtte og koordinerede NATO’s flyangreb. Mindst en NATO-rådgiver befandt sig ved hver front.

- NATO gennemførte flyangreb mod installationer, der var udvalgt og identificeret af oprørsstyrkerne. Målene blev angiveligt verificeret af NATO før angreb.

- NATO identificerede også angrebsmål, baseret på egen informationer og efterretninger, dvs. uden at konsultere oprørsstyrkerne på jorden.

- NATO-styrker deltog aktivt i kampoperationer sammen med oprørsstyrker.

- Under både offensive og defensive operationer leverede oppositionsstyrkerne ’real time’-oplysninger om placeringen af Gadaffis styrker med omgående NATO-bombardementer til følge.