Saxo banker Danske Bank

Når det gælder politisk indflydelse, er det faktisk lykkedes en af den danske finansverdens opkomlinge at skaffe sig større politisk indflydelse, end de store danske banker har haft gennem årtier via Finansrådet.

Landmandsbanken krakkede i 1922, og dens direktør, Emil Glückstadt, blev anklaget for omfattende børsspekulation først og fremmest gennem den opulente gullasch-periode. Ud af ruinerne voksede den nuværende Danske Bank, og efter en to-tre generationers karens har den tiltaget sig en stadigt mere dominerende stilling i det danske samfund.

Gennem Finansrådet og bag kulisserne har banken med stor dygtighed sikret, at den danske finansverden er sluppet ualmindeligt nådigt gennem den seneste finanskrise trods sektorens notoriske uansvarlighed og grådighed.

Danske Bank mistede således op gennem slutningen af 90’erne og særligt i nullerne store dele af forbindelsen med virkeligheden, og uden bankpakker ville banken sandsynligvis have gentaget turen fra 1922.

Stadig større indflydelse

Ikke desto mindre er det i stadigt større omfang lykkedes Danske Bank og Finansrådet at sikre sig stor indflydelse på egne rammevilkår.

Men de store banker er, hvad politisk indflydelse angår, blevet overhalet indenom af den lille internetbank, Saxo Bank. Den hed i 90’erne Midas og holdt til i finansverdenens sidegader. Senere udviklede de avanceret software, der gjorde det muligt at handle valuta og værdipapirer på nettet for dem selv og deres kunder.

Reelt er der tale om en slags internetkasino. Men ejerne er i dag gode for adskillige milliarder.

Som de fleste har bemærket, er Saxo Bank meget aktiv i tænketanken CEPOS. Men de er også blevet partiejere og var således fra begyndelsen hovedsponsor samt åndelig fødselshjælper for det muntre lille parti, der for tiden kalder sig Liberal Alliance.

Blå socialdemokrater

Men hvor det aldrig rigtigt lykkedes for Danske Bank og Finansrådet, har Saxo Bank og deres trosfæller været instrumentelle for en udvikling, hvor det i dag er borgerlige debattører, der præger debatten. Det er neoklassiske økonomer, der dikterer rationalerne i den overvejende borgerlige presses ledere, og selv en socialdemokratisk ledet regering har barslet med overvejende blå politik.

I sammenligning er Finansrådets sejre små. Men et godt eksempel er trods alt afvisningen af tobinskatten, som ellers bliver bakket op af store europæiske landes borgerlige regeringer.

At der er tale om lobbyisme ikke mindst over for de radikale understreges af, at økonomiminister Vestager åbenlyst har forsøgt at vildlede Folketinget om konsekvenserne af skattens indførelse, da egentlige argumenter halter gevaldigt. Vestager og hendes adjudanter har således kritiseret tobinskatten for i første omgang at begrænse sig til EU.

De mener kun den giver mening, hvis den er universel og verdensomspændende.

Med det argument kan man naturligvis ikke forsvare nogen skat eller afgift overhovedet.

Konsekvensen bør for de radikale være, at de anbefaler en minimalstat, som den vi kender fra Andorra.