DOHA — Syriens regime er færdigt for så vidt angår de øvrige arabiske regeringer. I går øgede GCC, golfstaternes samarbejdsorganisation, presset på præsident Bashar al-Assad ved at trække deres observatører hjem fra Syrien. Med den så godt som enige vedtagelse i Den Arabiske Liga søndag af kravet om hans afgang, er Bashar al-Assads krise eskaleret til et punkt, der vil medføre øget vold, medmindre hans styre besinder sig og søger en forhandlingsløsning med oppositionen. Det tyder intet på.
Bashars alawit-regime ser opstanden som en eksistentiel trussel, hvorimod oppositionen og desertørerne i FSA, den såkaldt Frie Syriske Armé, vejrer morgenluft efter Golf-staternes seneste skridt.
Kun Libanon undlod af indlysende nabohensyn at støtte ligaens sluterklæring sent søndag, hvorimod både Yemen, Algeriet og Irak, der alle hidtil har været vaklende i holdningen til den syriske krise, stemte for. Det syriske regime har som ventet afvist planen som utilstedelig indblanding i Syriens indre anliggender.
»Vi har fået nok af arabiske løsninger,« sagde den syriske udenrigsminister, Walid Moallem.
Syriske aktivister har krævet observatørerne trukket tilbage med den begrundelse, at de »køber tid til regimet« og stimulerer volden snarere end stopper den, hvorimod Burhan Ghalioun, leder af paraplyorganisationen SNC, Syriens Nationale Råd, betegnede planen som »en anerkendelse af det syriske folks demokratiske rettigheder.«
Gadaffis lektie
Men uanset fra hvilken vinkel krisen anskues, står det klart, at den Arabiske Liga nu har overtaget initiativet fra Tyrkiet i håndteringen af den syriske krise.
Og det er ikke svært at spore en vis selvtilfredshed her i Qatars hovedstad — som er det eneste bysamfund i det lille stenrige emirat — med rollen som murbrækker i Den Arabiske Ligas trinvise underminering af det syriske regime.
»Som et lille land med store naboer undgår vi helst problemer, men det var Qatars tur til Den Arabiske Ligas formandskab, så vi er tvunget til at tage opgaven på os,« noterer Hassan al-Ansari, chefredaktør på avisen Qatar Tribune. »Men,« tilføjer han efter en lille pause, der skal lægge eftertryk på ordene, »det gør vi så, og al-Assad vil ikke tage mod fornuft, så nu lærer han den lektie, han selv har lært sit folk. Som Gadaffi og Saddam måtte lære deres egen lektie. Ret beset reagerer folk jo kun, som de har lært.«
Den Arabiske Ligas erklæring om Bashars overdragelse af embedet til vicepræsidenten, Farouk al-Sharaa, afspejler nøje tankegangen i Qatars vibrerende politiske miljø, der følger udviklingen i — eller om man vil: afviklingen af — Syrien opmærksomt. Også fordi qatarerne mener, de har personlige aktier i al-Assad-dynastiets programsatte nedtur.
»Der er et personligt element i dette,« bekræfter Salman Shaik, leder af tænketanken Brookings Doha-filial. »Qatars emir, Hamad bin Khalifa al-Thani, stod før krisen Bashar al-Assad personligt nær og tilbød støtte og rådgivning tidligt i krisen. Men han blev afvist, og nu er relationen mildt sagt kølet ned. Emiren er ikke bare skuffet, han er vred.«
Yemen-model
Den Arabiske Ligas vedtagelse af at forlænge den stærkt kritiserede observatørmission med endnu en måned blev allerede på mødet søndag torpederet med Saudi-Arabiens melding om, at saudiske observatører ville blive trukket tilbage. Og med Golflandenes tilslutning er observatørernes rolle som fælles arabisk tiltag, der havde til formål at indkapsle krisen til et arabisk anliggende, undermineret.
Tilbage står ligaens krav om, at det syriske regime forhandler med oppositionen indenfor de næste uger, og at Bashar al-Assad — efter GCC-modellen i Yemen — træder tilbage og overlader præsidentposten til den politiske veteran, Farouk al-Sharaa, hvorefter der skal udskrives frie, demokratiske valg. Formuleringen af kravet balancerer bevidst mellem regime og opposition. På den ene side anerkender ligaen oppositionen som en legitim spiller i den syriske krise, på den anden side anerkendes det, at Bashar-regimet er en part, der må forhandles med.
Det er næppe heller tilfældigt, at ligaen peger på den politiske ræv, Farouk al-Sharaa, som overgangsfigur. Ikke fordi han var en smidig udenrigsminister og nær rådgiver til præsidentens far og forgænger, Hafez al-Assad. Heller ikke fordi det var al-Sharaa, der tilbage i juli tegnede regimets forsøg på kontakt til oppositionen ved et møde i Damaskus, hvor al-Sharaa åbent erkendte, at regimet »har begået en række fejl, der blev fejet ind under gulvtæppet uden tanke for dagen, der kom,« som han udtrykte det. Han lovede ved den lejlighed frie valg og demokratiske reformer, et løfte Bashar har gentaget i alle sine taler. Nej, årsagen er, at han er sunnimuslim som de toneangivende medlemmer af Den Arabiske Liga. Som en politisk iagttager tørt bemærkede: »Saudierne kerer sig ikke om demokrati. De vil bare have en sunni. En hvilken som helst sunni.«
Saudi-Arabien presser på
»Beslutningen om at trække observatørerne viser, at bestræbelsen på at fjerne Bashar al-Assad er alvorligt ment,« siger Salman Shaik fra Brookings Doha.
»Det videre forløb bliver formentlig en styrket arabisk indsats i FN’s Sikkerhedsråd, hvor de arabiske lande vil lægge pres på russerne nu, hvor det står klart, at hverken observatører eller diplomati påvirker regimet i Damaskus. Det bliver en lang og sej opgave, men jeg er overbevist om, at sagen i sidste ende havner på Sikkerhedsrådets bord.«
Syriens regime tror fortsat på, at russerne bakker op, men Ruslands mellemøst-udsending, Mikhail Margelov, antydede mandag, at russerne »ikke ser vilje hos nogen af parterne til en forhandlingsløsning« — hvilket er udlagt som begyndende accept af FN-indgriben.
Kommentarer