Politikerne har fokuseret så meget på forskning, at universiteterne har nedprioriteret undervisningen i en grad, så uddannelserne er blevet ringere. Sådan lyder konklusionen fra Akademikernes Centralorganisation (AC) på baggrund af nye tal fra Finansministeriet, der viser universiteternes ansættelser af nye forskere de seneste år.
På fem år er antallet af løst tilknyttede universitetsansatte uden undervisningsforpligtelse — de såkaldte postdoc’ere — mere end fordoblet fra 756 årsværk i 2006 til 1.796 årsværk i 2011. I samme periode er antallet af adjunkter, der er forpligtet til at undervise, samlet set uforandret omkring 785 årsværk.
Denne udvikling har udhulet kvaliteten af undervisningen, mener Erik Jylling, formand for AC.
»Selv om universitetsloven er klar om, at universiteterne skal sikre ligeværdighed mellem forskning og uddannelse, er realiteten en stadig stærkere bevægelse mod en opdeling af de to kerneopgaver,« siger han.
Det er uholdbart, mener lektor Frederik Voetmann Christiansen, der underviser adjunkter og postdoc’er på Københavns Universitet:
»Det er hul i hovedet, at staten skal finansiere, at de mange ph.d.er, vi har uddannet, sidder i flere år og skriver videnskabelige artikler, som ganske få læser. Når man uddanner folk til så højt et niveau som ph.d., skal de også være med til hive undervisningen op på højeste niveau, ellers er globaliseringsmidlerne givet dårligt ud,« siger han.
Formand for Danske Universiteter Jens Oddershede er enig i, at forskningen har stjålet fokus: »Der er kommet langt flere postdoc’er, fordi den projektorienterede forskning er blevet opprioriteret, mens vi ikke har fået flere penge til forskningsbaseret undervisning. I lyset af den udvikling, er det blevet nedprioriteret,« siger Oddershede, der understreger, at nogle postdoc’er dog underviser.
Misforholdet er problematisk, mener uddannelsesminister Morten Østergaard (R): »Det er rigtig vigtigt, at der er tæt sammenhæng mellem forskning og uddannelse. Derfor er det vigtigt, at der ikke er store personalegrupper på universitetet, der ikke har noget at gøre med undervisningen,« siger ministeren, som håber, det vil ændre sig, når universiteterne fremover kan belønnes for at hæve kvaliteten af undervisningen.
Kommentarer
Hul i hovedet, eller hvordan skal man forklare tilstanden. ”Vi” har gennem årene opbygget et system i universitetsudanelserne, som fortrækker post-doc’er og eksterne forskere end gode undervisere i faget. Det førstenævnet giver flere skillinger i universiteterne budgetter end de undervisere, der har en oprindelig forkærlighed for deres forskningsbaseret viden på fagområdet. Det gælder isære, efter min observationer, i samfundsvidenskabet generelt og jeg er personligt ked af det den herskende tilstand; det bliver mere interessent at forske i incest i Pakistan eller i Ægypten og bevilge man midler til formålet, end at se på hvad går der gruelige gale i vores ”eget” samfund og kultur - eller hos naboen.
Lad universiteterne være forskningsinstitutioner, og udvid gymnasierne mv., så de kan blive uddannelsesinstitutioner på flere niveauer.
Drop bachelor/kandidat opbygningen, det er fis i en hornlygte og spild af tid. Gør det samlede uddannelses forløb kortere, men gør det mere intensivt og specialiseret.
Nej Jens!
Det er på universiteter at forskning i et specifikt fag og dertil hørende undervisning bør og gå i større enhed.
Problemet er, for at gentage mig selv, at undervisning og forskning er blevet mere og mere to forskellige domæner bl.a. fordi, at der er blevet mere prestige og penge i forskning og titler og mindre og mindre kvalitetet i undervisning.
Taxameter ordninger trækker kun ned af al læring og kognition om virkelige virkelighed om verden eller universet omkring os - de tænkende og handlende væsnere.
Denne kommentar er anbefalet af:
Såfremt uddannelseminister Morten Østergaard ikke kunne se problematikken, har overladelsen af universiteterne til erhvervsbestyrelserne måske kunet passere under den politiske radar. Men, de radikale er et borgerligt parti, så forventningen er nu, at anliggendet bliver talt hen eller syltet. Og at der med andre ord ikke tages hul på, at få demokratiet tilbage til universiteterne. Hvilket inkluderer alle grupper i institutonen. Fra administatorer over forskere til studerende.
Meen, forventningen er, at de radikale slet ikke afgørende vil røre ved sammenhængen. Og altså spiller på naiviteten omkring den topstyring, som universiteterne foreløbigt er underkastet. Og ikke gør noget ved mistilliden til erhvervslivets indflydelse på, hvilke sandheder der bør forfølges. Især på det humanistiske område, der jo skulle fungere som intern revisionsinstans. Så radikale, følger yderligere udvandinger, mens offentligheden spises af med “interesse” i anliggendet?…
Med venlig hilsen
Denne kommentar er anbefalet af:
”Det er på universiteter at forskning i et specifikt fag og dertil hørende undervisning bør og gå i større enhed.”
Der er jeg så tydeligvis meget uenig. Det at det har været sådan i mange år, er ikke ensbetydende med at det så også BØR være sådan. Har du overhovdet givet alternativerne en chance.
Uddannelse og læring i dag er meget andet en inkompetent tavle undervisning, uanset hvor epokegørende fantastisk og specialiseret denne forskere måtte være.
Forskning og uddannelse er meget forskellige discipliner, men er selvfølgelig afhængig af hinanden. Uddannelseskompetencer giver et højere niveau end forskerne selv kan præstere.
Dermed ikke sagt at det at STUDERE ikke kræver kontakt til forskere, tværtimod.
Denne kommentar er anbefalet af:
”Det er på universiteter at forskning i et specifikt fag og dertil hørende undervisning bør og gå i større enhed.”
Jeg er enig, det er ligeledes med til at sikre (eller hvertfald øge chancerne for) at den viden der bliver formidlet er den nyeste inden for feltet.
Og de få tal der bliver nævnt i artiklen, kan man jo ikke nødvendigvis bruge til særligt meget. Det kan da godt ske, at der er kommet dobbelt så mange forskere, men ikke flere undervisere, men hvad med antallet af studerende? Hvis antallet af studerende ikke er fordoblet, er der jo heller ikke den store grund til at fordoble antallet af undervisere - Der er jo kun én der kan undervise af gangen for en årgang under alle omstændigheder, og et fag bliver jo ikke nødvendigvis bedre af at have en ny forelæser hver uge.
Forskning og undervisning er to sider af samme sag. Det er utrolig hensigtsmæssigt for forskeren at undervise i sit område - det bearbejder materialet og giver nye ideer. Forskning og undervisning bør ikke adskilles. Det er hul i hovedet.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Hans Hansen, der er rigtigt, at forskeren ofte først forstår, hvad han eller hun selv tænker, når det skal formidles for studerende, og at det oftest er ved tavlen eller i seminarrummet, at forskeren opdager indlysende svagheder ved sine forestillinger og ofte får sine bedste ideer. Iøvrigt er det en kendt erfaring, at hvis du skal tilegne dig et område, så skal du undervise i det. Det er først og fremmest læreren, der lærer af undervisningen!
Denne kommentar er anbefalet af:
Den artikel er dog noget af det opportunistiske vrøvk, jeg har længe, ihvertfald ikke siden avisen forsøg på et forsvar for Pernille Kragh’s argumentation for sit forslag om kirkenavnet.
Avisens kreativitet er efterhånden som en papirkurv. Vorherrebevares.
Denne gang med rettelser.
Den artikel er dog noget af det mest opportunistiske vrøvl, jeg længe har læst, ihvertfald ikke siden avisens forsøg på et forsvar for Pernille Kragh’s argumentation for hendes forslag om kirkenavnet.
Avisens kreativitet er efterhånden som en papirkurv. Vorherrebevares.
Niels Engelsted, mv.: argumenterne handler om underviserne, de skal undervise, for deres egen skyld…
Uddannelse handler om de studerende, og det bør ikke være forskere der er ”Ansvarlige”’ for den. Dermed ikke sagt at der kan være gæsteundervisning mv.. Problemet med det nyeste viden, vil i praksis ikke være noget problem, det er jo en del af en undervisernes arbejde at holde sig orienteret, og samarbejde med forskere, men det vil også være de studerendes ansvar - en ret afgørende kompetence.
Problemet med forskeren som ansvarlig og permanent underviser i et fag, er at det bliver ensidigt og at man ikke får en naturlig kritisk attitude til forskerne (som nok vil protestere, da de så mister en del magt, og de studerende lære selv at opsøge viden og være kritisk over for disse forskere).
Denne kommentar er anbefalet af:
Jonas på prøv at læse det jeg har skrevet en gang til, og ja undskyldning diverse skrivefejl der sneg sig ind.
Til min gamle ven Morten.
Skal vi fremme videns baserede uddannelser og det skal vi jo i et videns samfund, så kan man hverken give køb på undervisning eller forskning. Kan de to ting ikke forenes, må man lave en kombination af de to. Altså at hvis de største forsknings kapaciteter har brug for mere tid dedikeret til ren forskning, så må den tid de ikke kan investere i undervisning overtages af undervisningsassistenter.
Det ene behøver vel ikke udelukke det andet.
Vi kan vel hverken klare os uden kontinuitet i forskning eller, uden kontinuitet i undervisning. Skal de mest kompetente undervisere bruge mest tid på udvikling af deres fag, eller på undervisning, da må svaret vel være på udvikling af deres fag hvis vi absolut skal vælge mellem de to.
Derfor må dygtige assistenter vel kunne sikre at både undervisning såvel som forskning kan holdes på det højest tænkelige faglige niveau.
At studere på et universitet er ikke som at gå i folkeskolen. At studere på et universitet er først og fremmest en selvstændig foreteelse, hvor man sætter sig ind i det fag, man interesserer sig for, og hvor man har mulighed for at lytte til nogle af dem her i landet, der ved mest om faget.
Jeg er for tiden ved at læse de forelæsninger, Michel Foucault holdt i det akademiske år 1974-75, som var en redegørelse for den forskning, han havde begået siden forelæsningerne, han holdt 1973-74. Det havde han tid til, et par timer sidst på eftermiddagen hver onsdag igennem 11 uger, hvert år, fra januar til marts. Mon ikke tidens danske forskere skulle kunne præstere det samme?