I søndags startede så anden sæson af DR’s komedieserie Lykke, der følger den unge, stræbsomme Lykke (Mille Lehfeldt) i hendes kamp for karriere og kærlighed.
Sæson to fortsætter, hvor den første slap. Isdronningen Lykke fortsætter op ad rangstigen i medicinalvirksomheden SanaFortis. Hendes bedste veninde, den sensuelle Maja (Mathilde Norholt), har splejset gener med Lykkes tvillingebror, den spagfærdige, men med tiden mere selvhjulpne Thomas (Laus Høybye). Familieudvidelsen forstyrres dog af Lykke og Thomas’ forældre (Paprika Steen og Jens Jørn Spottag), der ikke, som alle troede, er døde, men blot har levet det søde liv som plastickirurger i Dubai. Nu vil de hjem og se den lille ny — selvfølgelig med bagtanker i bagagen. De fortabte forældres hjemkomst værdsættes ikke just af Lykke, der står midt i lanceringen af SanaFortis nye antistressmiddel. Samtidig kurtiseres hun ivrigt af den bovlamme Boris (Anders Jul) fra investeringsafdelingen, og for at det ikke skal være løgn er hendes gamle fjende og flamme, det idealistiske æggehoved psykiateren Anders Assing (David Dencik), af uransaglige årsager vendt tilbage fra Oxford til en stilling, hvor han skal godkende ny medicin. Selvfølgelig vil han ikke godkende SanaFortis nye pille, til gengæld vil han gerne pille ved Lykke, som han jo også er nabo til. Der er med andre ord private og professionelle konflikter til en hel forfatterskole.
I anden sæson kæmper karaktererne fortsat med klassiske problemer som sexmangel, utroskab, infantile mellemledere og selvfølgelig den besværlige kærlighed. Samtidig serveres løjerne på en bund af samfundskritik af det daglige kontrolmaniske udskilningsløb, hvor stress og depression fikses med managementmantraer og lykkepiller. Det er både sympatisk og modigt, at serien ikke blot bruger sin fornemme placering i bedste sendetid til at underholde, men også til at diskutere, hvorfor så mange af os har brug for medicinsk støtte til at komme op om morgenen. Desværre bliver denne linedans mellem sjov og alvor en af seriens svagheder.
Tynde karakterer
Serien fortsætter den sjove idé med at lade et dyr være en joker, der gang på gang viser det umulige i det menneskelige ønske om totalt kontrol over tilværelsen. I søndagens afsnit saboterer en sommerfugl en næseoperation, og vupti, drejes skæbnens hjul et nøk. Desværre kan nok så mange fiffige dyreindslag ikke rette op på seriens altoverskyggende problem — nemlig at karaktererne fremstår tyndere end en anmelder-dvd. Klicheerne vitterligt kæmper for at gøre sig til: Lykke er en sexforskrækket karrierekvinde, Thomas er en blød familiefar, forældrene er rige og snobbede, Maja er naiv og frigjort på den nuttede måde. Lykkes overordnede, Flemming, er så urealistisk underfrankeret og intrigant, at man lades kold over for hans idioti. Medicinalbranchen er pillepushere, mens Anders Assing er ukuelig offentligt ansat idealist. Skuespillerne gør en brav indsats for at skabe pep i de paptynde karakterer, men det er svært at føle med dem i deres kamp for anerkendelse og kærlighed, endsige at more sig mere end momentvis. Samtidig bliver samfundskritikken aldrig mere end antydet. Der er ingen reel diskussion af vores depressions- og stressdagligdag. Serien når ikke længere end til energisk at gentage den velkendte sandhed, at medicinalindustrien for ussel mammon sygeliggør raske mennesker, der i virkeligheden har muligheden for at kurere sig selv. Det er skuffende, når der nu er så gode forudsætninger for at diskutere, hvorfor vi dog er så triste og travle.
En komedieserie skal selvfølgelig først og fremmest være sjov, og en vis forenkling er vel nødvendig for at skabe folkelig appel. Men hvis målet er at være folkelig, er det uforståeligt, at man har valgt at lade de bærende karakterer stamme fra den kulturelle og økonomiske overklasse.
Hvid og veluddannet
Lykke lader os således stifte bekendtskab med psykologi-CBS-og jurastuderende, plastickirurger, revisorer, forretningsmænd og andet karrieregodtfolk. Bevares, man møder da den tatoverede kok, Sigurd (Casper Crump), der er dum som en dørmand, men fantastisk i sengen, og så den unge ukrainske au pair, Ada (Julie Christiansen), der er housebreaker og fantastisk i sengen. Og så selvfølgelig også den tyrkiske rengøringsassistent Ayse. Men alligevel, Maja og Thomas bor dog trods alt på Nørrebro, ganske vist i den hvide afdeling omkring Elmegade, hvis minimale rest af street-cred vist får nådestødet i Lykkes fremstilling af tilværelsen omkring cafeen Laundromat (det kræver vist mindst én Ungdomshusrydning og to nye bandekrige at genoprette det rå ry.)
Man savner social og etnisk spredning. Et tydeligt eksempel på seriens rammesætning i samfundstoppen er, da Charlotte i første sæson straffer sin utro mand ved at opsige sin fede kommunikationsstilling for i stedet at arbejde som kassedame. Det er givetvis tænkt som en sjov kommentar til nutidens karriereræs, men for seere med et helt almindeligt arbejde, må joken virke som intern humor hos den kreative overklasse. I stedet for at almindelige mennesker dagligdag serveres som et oprør, for de privilegerede, havde det nok været bedre med flere almindelige mennesker i serien. I længden er det svært at indleve sig i familiens diskussion hen over middagen på d’Angleterre, om hvorvidt det nyfødte barn skal hedde Ole eller Abdullah. I pressematerialet kaldes Lykke en depressionskomedie, men efter en weekend med serien, føler man sig om ikke deprimeret, så en smule nedtrykt over dens uindfriede potentiale.
Lykke vises næste gang søndag d. 29 januar kl. 20. på DR1
Kommentarer
Lyder underholdende.
Måske man skulle begynde at se tv-fiktion igen?
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg kan bedre lide Family Guy.
Det er bemærkelsesværdigt, at ‘satire’ er blevet så meget et spark mod underklassen, at den ægte vare - sjov med de velsituerede og magtfulde - næsten bliver en fremmed fugl.
Men det er jo minsandten sådan, at vi traditionelt har haft sympatihatten på overfor den brede kreds af befolkningen med ‘folkekoomedierne’, mens højborgerne og overklassen har været udsat for et sundt kritisk blik, som demokratiet jo altid må kaste på dem, der potentielt kunne komme det til skade, i kraft af magt og penge.