Det er svært at glemme Dennis: den forsagte søn i bodybuilder Kim Kolds kæmpekrop.
Dennis’ muskuløse skrøbelighed var det mest uforglemmelige syn i nyere dansk kortfilmshistorie, da Mads Matthiesen i 2007 hittede internationalt med sin midtvejsfilm fra Super 16, Dennis.Den er nu set 3,2 millioner gange på Youtube. Her tøffede Dennis (tyre)duknakket rundt i Rødovre hos en dominerende mor og blandt stride piger, der behandlede ham som en stripperdum mørbrad. Det samme scenarie er cirka udgangspunktet, når han nu, som en anden superhelt, vender tilbage i Matthiesens første spillefilm, 10 timer til Paradis —nu med Thailand som ny kærlighedsstrategi og oprør i blodet.
Sexdokumentariske
På opfordring af sin nygifte onkel Bent (spillet af amatørskuespiller, Allan Mogensen) beslutter Dennis sig for at søge kærligheden i sexturistmålet Pattaya. ’Paradiset’. Filmen anslår dermed som kulisse det tema, som Janus Metz med humor og åbenhed udfoldede i DR’s fremragende Fra Thailand til Thy(2007) og fra Thy til Thailand(2009) .
Pattaya udfordrer, når det fremstilles nuanceret, vores tanker om frihed og kærlighed, om kolonialisme og om en form for fordomsfuld racisme, som udenforstående danskere nærer for (alle) thaipiger. De aspekter omhandler 10 timer til Paradisogså, men det bliver ikke bedre, når den gennem Dennis’ skræmte øjne tilbyder et semidokumentarisk indblik i Pattayas sexturisme. Virkelighedseffekten skyldes de gode amatørskuespillere. Kim Kold er, oplagt, bodybuilder i sit ’virkelige’ liv. Hvor banalt det end måtte lyde, føjer det et dobbeltlag til oplevelsen. De thaipiger, han møder, er som taget (og det er de vist også) ud af det miljø, de portrætterer. Man hæfter sig ved deres forfinede skønhed og den måde, de sælger den på. Derimod går der lidt for fascineret turistbrochure i den, når Dennis på motorcykel kommer væk fra turisthelvedet og får øjnene op for den autentiske thaikultur sammen med en skøn kvinde, der virker stærk(ere) og selvstændig. Intentionen om at nuancere stereotypien er velment, men bliver også noget velfriseret.
Mor er skuffet
Filmens andet spor er det ’helvede’, Dennis flygter fra: mor. Det ligger ligefor at kalde Dennis’ for et Hitchcocksk ’mormonster’, med henvisning til mesterværket Psycho(1960) .Men det vrimler i disse dage med den slags modermonstre: fra bordelmutter Linse i årets Paradise Hotel,over Clint Eastwoods aktuelle J. Edgar(2011) til Lotte Andersen som skabet mor i Henrik Ruben Genz’ Undskyld jeg forstyrrer(2012). Matriarken fremstilles som et ynkeligt væsen, der med sit barnagtige intimitetsbehov bagbinder sit afkom med navlestrengen: Mor Er Skuffet. Ingen anden følelse dolker samvittigheden så dybt. Elsebeth Steentoft, der både spillede mor i En soap(2006) og i Klovn-serien ,fremmaner den slags skuffet-truende moderskab med ubehagelig præcision. I rollen som søn-syg pensionist er hun fysisk ikke større end Dennis’ arm, men hun bruger denne svaghed i et manipulerende offerrollespil.
»Du har jo også pligter herhjemme,« svarer hun anklagende, da sønnen, 38 år gammel, vil til Tyskland i en uge. Hans konfrontationsangst fører til tumpede, desperate løgne. Og SÅ bliver mor for alvor skuffet. Ak.
Dennis’ kamp for løsrivelse, og altså her med Thailand som tvetydig frigørelsesmetafor, er en simpel konstruktion. Og selv om 10 timer til Paradisbeskriver en større kamp for at komme ud af moders liv end Dennis, så bliver filmens grundfølelse ikke anderledes — eller større. Det gør den til en lille fin frigørelseshistorie i en kæmpe krop. Og det er, før som nu, Dennis’ muskuløse skrøbelighed, man vil huske.
10 timer til Paradis. Instruktion: Mads Matthiesen. Manuskript: Mads Matthiesen og Martin Zandvliet. Dansk (Biografer landet over)
Kommentarer