Det selvudnævnte World Economic Forum (WEF) er igen forsamlet i Davos. Igen kan vi forvente en syndflod af helt gratis råd til verdens beslutningstagere. Men de indbudte deltagere har stadig ikke vist sig i stand til at forstå den verdensomspændende økonomiske krise, der brød løs i september 2008, så hvad skal vi forvente, at de vil tale om i Davos?

WEF’s administrerende direktør, Lee Howell, giver os et fingerpeg. I sin artikel Statsmagters utilstrækkelighed i en hyperforbunden verden (International Herald Tribune 11. januar) stiller han dette overordnede spørgsmål: »Hvilke risici skal verdens ledere håndtere i de næste ti år?«.

Her kunne man mene, at de massive lidelser og nedværdigelser, der kendetegner livet på bunden af verdenssamfundet — f.eks. i Indien, hvor mere end halvdelen af alle børn under fem år er fejlernærede — burde være et højt prioriteret tema.

Et lige så oplagt emne for eliten i Davos kunne være de problemstillinger, der er forbundet med, at finanskapitalen er ved at overtage verdensøkonomien med gentagne og forværrede kriser til følge — kriser, som spreder sig fra USA til resten af verden, hvor de skaber dramatisk ulighed.

Endelig turde også de udfordringer, som udspringer af den menneskeskabte globale opvarmning og de heraf afledte miljømæssige katastrofer, ligge højt på agendaen i Davos.

Ude af fokus

Hvad er så Howells foretrukne temaer? Det afsløres i WEF-rapporten om globale risici i 2012. Det første tema, der sammenfattes under titlen Seeds of dystopia (’dystopiens frø‘), handler om bekymringerne for, at »globaliseringens løfter ikke bliver indfriet«.

Dernæst følger temaet ’Hvor sikre er vores sikkerhedsforanstaltninger?’, og i den forbindelse stilles spørgsmålet: Er de moderne statsmagters kompetencer og redskaber på ’omgangshøjde’ med det globale samfunds eskalerende kompleksitet?

Endelig bliver ’skyggesiderne’ ved den moderne informationsteknologis internet-konnektivitet taget op, herunder »potentialet for terrorisme, kriminalitet og krig i den virtuelle verden«.

I hvilken verden lever mon forfatterne til en sådan rapport? Svar: I de øverste én procents verden!

Globaliseringen kunne have frembragt en smuk verden med ligestilling og harmoni mellem to køn, tre generationer (gamle, midaldrende, unge), fire klasser (den økonomiske, militære, kulturelle og politiske) og fem hudfarver (hvid, gul, brun, sort, rød). Et værdig liv for alle. Et bæredygtigt livsgrundlag for såvel menneskeligt som ikke-menneskeligt liv og naturen i almindelighed.

I stedet har vi fået globalisering for rige, midaldrende, hvide mænd.

Måske var det også for meget at håbe på, at disse sædvanlige mistænkte kunne se ud over deres egeninteresse — skønt Adam Smith faktisk anbefaler noget sådant. Der blev indbygget en ’dystopi’ i ordet ’globalisering’, så det blev synonymt med en globaliseret finansøkonomi, der skulle tilrettelægges af og for de selvsamme mennesker.

Folket er glemt

Verden har dog en ’sikkerhedsforanstaltning’: folket. Folket i skikkelse af den styreform, som kaldes demokrati, som skal forestille også at inkludere de nederste 99 procent. Folket i skikkelse af de opstande, som i 2011 rullede hen over verden under Det Arabiske Forår. Folket i form af protesterne fra sydeuropæiske indignados, Occupy Wall Street-aktivister og lignende bevægelser.

Med disse utilfredse røster beskæftiger forfatterne til Globale Risici i 2012 sig ikke spor med. I stedet hæfter man sig ved den stigende bekymring for kriminalitet, hvilket i de besiddende klassers optik frem for alt betyder: tyveri.

Og vel er ’terrorisme’ et problem, men så længe diskussionen ikke også omfatter statsterrorisme, bliver den meningsløs. Visse stater mener sig stadig i deres gode ret til at føre krig — muligvis som et udslag af den perverterede logik, der råder i FN’s Sikkerhedsråd, hvor den islamiske verdens 1,5 milliarder mennesker ikke har nogen vetoret.

Tænk om den ene øverste procent havde lyttet til det ramaskrig, der rejste sig 15. februar i 2003 mod optrækket til Irak Krigen. Mere end 15 millioner mennesker deltog i protestaktioner mere end 600 steder verden over. Det er det tætteste vi er kommet en global demonstration. Havde eliten lyttet, kunne politisk indflydelse nedefra have vist sig som en effektiv ’sikkerhedsforanstaltning’.

Moderne feudalherrer

Hvordan skal den øverste ene procent kunne styre et USA, der har angrebet flere lande og befolkninger end nogen andre — primært i forsvaret for en særlig type hyperforbunden kapitalisme? USA har stadig monopol på verdens reservevaluta. Det håndhæves af en klub af private banker og af den værste synder i finanskapitalens kup: Den Amerikanske Forbundsbank.

Hvordan har disse mennesker fra deres komfortable chefstole forestillet sig, at de vil gøre op med USA’s greb om kreditvurderingsbureauerne og ansvar for den voksende ulighed? Sikkert på samme måde som feudalaristokratierne i 1700-tallets Frankrig håndterede den tids ulighed: ved ikke at håndtere den overhovedet. De var nemlig heller ikke på ’omgangshøjde’ med deres folk.

 

Johan Galtung er norsk sociolog, matematiker og professor med speciale i freds- og konfliktløsning

© IPS og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Denne artikel er anbefalet af: