Opslag til denne artikel

Emneord:arbejdsmarked, depression, psykiske lidelser

To millioner danskere er på offentlig overførselsindkomst. Hvis man trækker folkepensionisterne og de studerende fra, er ca. 700.000 danskere i den arbejdsduelige alder på overførselsindkomst. Det svarer til, at ca. hver fjerde person i den arbejdsduelige alder er på passiv forsørgelse.

Større billede

Går man bag om tallene står det klart, at mange af de passivt forsørgede har helbredsproblemer. Af en nyligt offentliggjort hvidbog fra Dansk Psykiatrisk Selskab fremgår det, at »antallet af mennesker i Danmark, der modtager offentlig forsørgelse pga. helbredsproblemer, på blot 25 år er steget fra 280.000 til 445.000 … Den andel, der tilkendes førtidspension på grund af en psykisk lidelse, er stigende internationalt, men tydeligst i Danmark, hvor andelen fra 1999 til 2009 er steget fra 30 pct. til 52,6 pct. «

Flere og flere kommer altså på offentlig forsørgelse med henvisning til psykisk sygdom. Og mange af dem bliver parkeret på en livslang forsørgelse — tilsyneladende uden håb om igen at komme tilbage i de arbejdendes rækker.

Det er en katastrofe. Både økonomisk og menneskeligt.

Sygemeldinger i hobetal

Men hvorfor melder flere og flere sig syge? Det kan der i mine øjne groft sagt være to grunde til. Enten kan vi ikke opfylde de krav, et moderne arbejdsmarked stiller. Det stigende antal sygemeldinger er således et symptom på arbejdsmarkedets stigende krav.

Eller også vil vi ikke længere honorere arbejdsmarkedets krav. Og i dag har vi bedre muligheder end nogensinde for ikke at ville. Det er blevet nemmere at være offer end bidragsyder.

I hvidbogen fra Dansk Psykiatrisk Selskab foreslår de, at årsagen til, at Danmark tilkender så mange førtidspensioner pga. psykisk sygdom, er utilstrækkelig diagnostik og behandling, eller at arbejdsmarkedet er blevet mere krævende, hvilket gør det vanskeligere for sårbare personer at få arbejdsvilkår, der ikke er for belastende.

Eftersom vi diagnosticerer og behandler som aldrig før, må man stille sig tvivlende over for den første årsag. Det psykiatriske behandlingsapparat er vokset og vokset de seneste 20 år. Således er antallet af læger på området steget fra 694 i 1993 til 1.277 i 2007. Og ifølge Psykolognævnet blev antallet af psykologer, der autoriseres pr. år, næsten fordoblet i perioden 1996-2009.

Den anden mulighed Dansk Psykiatrisk Selskab foreslår, nemlig at arbejdsmarkedet er blevet mere krævende, kan have sin rigtighed. Arbejdsmarkedet har ændret karakter, og medarbejdere må i dag indstille sig på krav om ’livslang læring’, omstillingsparathed, selvrealisering m.v., og det kan udgøre et væsentligt stressmotiv. Man kan dog indvende, at medarbejderne selv, har gjort disse krav gældende. Det er i så fald et selvforskyldt (luksus?) problem.

Det er imidlertid et faktum, at arbejdsmarkedet har ændret karakter — på det strukturelle plan er det f.eks. blevet sværere at få flex- og skånejob, hvilket går ud over de svageste.

Sygdomsfællesskabet

De strukturelle forklaringer er bare ikke forklaring nok. Hvis vi vil forstå, hvorfor vores velfærdssamfund er ved at knække over, må vi nærme os begrebet offerbevidsthed og opkomsten af attraktive sygdomsfællesskaber. Af viljen til ikke at ville. Viljen til ikke at ville deltage.

Når jeg skriver »ikke ville« er det ikke helt rigtigt. For viljen er der skam stadig, den er blot rettet mod et andet sted end arbejdsmarkedet. Den er rettet mod sygdomsfællesskabet, som i dag er mere tilgængeligt end nogensinde før.

Tilgængeligheden opstår, fordi psykiatere er blevet mere rundhåndede med diagnoser. »Som psykiatere er vi ikke interesserede i at sygeliggøre normal adfærd, som har været en tendens,« sagde Ole Mors, formand for Dansk Psykiatrisk Selskabs diagnoseudvalg til Berlingske, 15 januar 2012, i anledning af den revision af 200 sygdomskategorier WHO netop har taget hul på. Revisionen har til formål at imødekomme en — især vestlig — tendens til sygeliggørelse. Man indrømmer altså fra fagligt hold, at der har været en tendens til at sygeliggøre det normale.

For patienten kan der være en lang række fordele forbundet med at få sygeliggjort sin normale adfærd. Vi bærer vel alle rundt på en barndomserindring om, at et maveonde eller lignende ikke kun var en negativ oplevelse. Jovist, man havde da lidt ondt i maven, men den ekstra opmærksomhed og omsorg man fik fra sine forældre, og den pause fra pligterne man kunne indkassere, var heller ikke helt ringe. Man oplevede det, Freud har kaldt ’sekundære sygdomsgevinster’.

I dag har offerbevidsthed, som hører barndommen til, fået en renæssance blandt rigtig mange voksne mennesker. Måske fordi vi, i den postmoderne virkelighed mere end nogensinde før, er blevet pålagt et ansvar for en grænseløs selvrealisering. Her kommer offertilstanden til at fungere som et kærkomment frirum.

Som samfund har vi ikke taget den udvikling alvorligt. Vi har fremelsket den. Derfor eskalerer det, og derfor møder jeg folk i mit terapeutiske virke og min omgangskreds, som i ramme alvor siger: ’Jamen, det er jo ikke min skyld, det er, fordi jeg er deprimeret’.

De spiller med andre ord offerkortet. Deres selv er blevet underlagt deres ’sygdom’. Hermed fritager ’sygdommen’ dem for at tage ansvar for deres handlinger. Da det personlige ansvar nødvendigvis må anses som en betingelse for forandring, er den udvikling yderst beklagelig.

Offer for offerkampagne

Offerbevidstheden bliver hjulpet på vej af psykiatere og lægers tendens til at sygeliggøre normal adfærd. Men det er ikke kun psykiaterne, der fremelsker offerbevidstheden.

På det seneste er det offentlige rum blevet indtaget af kampagnen En-af-os. Formelt har den til formål at aftabuisere psykiske sygdomme — et sympatisk og nok nødvendigt formål, ingen tvivl om det.

Kampagnen ligner imidlertid noget andet, som alt for få er opmærksomme på: Den minder mest af alt om en religiøs hvervekampagne. Kampagnens slagord »(bliv) en af os«, er næsten identisk med den indremissionske logik: »Kom som du er (og bliv til en af os)«. Hvad bliver det næste? En pendant til USA’s rekrutteringsplakat »I wan’t you for U.S. army«? … »Meld dig under de sindslidendes faner — vi har brug for DIG!«.

Lad mig illustrere den uheldige virkning af den slags kampagner med et eksempel. En af mine gamle bekendte kom forleden og fortalte mig, at han længe havde gået rundt og haft det lidt småskidt. En dag så han en af disse plakater fra En-af-os-kampagnen. Han overvejede, om det ikke var det, han gik og led af — en depression. Derfor gik han til lægen, hvor han fik tilbudt antidepressiva. Han tog imidlertid ikke imod dem, for han synes nu nok, det var lidt for voldsomt.

I dag har han det fint. Hvad kunne der være sket, hvis han ikke havde været så egenrådig, som han trods alt var? Hvis han havde taget imod pillerne? Så var han ikke blot kommet på psykofarmaka — nej han var også blevet en del af en klub, nemlig de syges klub. En klub, som jeg tidligere antydede, ikke nødvendigvis var så ringe endda. Den udløser nemlig ikke kun en række gevinster, men nu også en anerkendelse fra et fællesskab af ofre (jf. ’En-af-os’), og en økonomisk gevinst fra det offentlige.

Samfundets socialarbejdere sørger for solid markedsføring. Alle betingelser for succes er til stede. Der er ikke noget at sige til, at medlemstallet bare stiger og stiger.

Tid til opgør

Lad mig afslutningsvist henlede læserens opmærksomhed på endnu et citat fra hvidbogen fra Dansk Psykiatrisk Selskab:

»To tredjedele af alle de pensioner, der gives grundet en psykisk sygdom, gives i dag på grund af ikke-psykotiske sygdomme — dvs. lidelser, som det ofte er muligt at behandle så effektivt, at den syge kan fungere normalt igen«.

Der er noget galt i Danmark. Jeg ved, at der findes folk som rent faktisk lider. Men det har taget overhånd. Tallene taler for sig selv. Flere og flere borgere melder sig under ofrenes faner. Fanebærerne er psykiatrien og den danske stat. De forsyner offerhæren med henholdsvis ammunition og sikkerhed. Ofrenes geværer er imidlertid vendt imod deres egen forsyningslinje. Offerhæren er vokset i styrke, og nu er velfærdsstaten ved så småt at give efter for kuglerne.

Vi må konfrontere offerbevidstheden, og det samfund, der fremelsker den. Det bliver langt fra rart eller nemt, men det er på tide, at vi tager opgøret.

 

Frej Prahl er bach. psych.. fra Aarhus Universitet

Denne artikel er anbefalet af: