»Selvfølgelig har universiteterne et ansvar,« lyder det prompte svar fra rektor Finn Kjærsdam, Aalborg Universitet, på gårsdagens kritik fra Akademikernes Centralorganisation (AC).
Her påpegede AC, at antallet af postdoc’ere med ingen eller begrænset undervisningspligt er steget uforholdsmæssigt meget, og at det har undergravet den forskningsbaserede undervisning på universiteterne.
Men universiteterne er også begrænset af de budgetmæssige rammer, fortsætter Finn Kjærsdam, og her er udviklingen gået i retning af flere eksterne forskningsmidler, som universiteterne ikke kan diktere brugen af.
»Min personlige holdning er, at vi slet ikke skulle have postdoc’ere. Jeg synes hellere, vi skulle have adjunkter, som både kunne undervise og forske i varierende grad,« siger han.
Men når Aalborg Universitet alligevel har postdoc, skyldes det, at man kan søge særskilte puljer til dem, og at de i nogle projekter direkte indgår i ansøgningen.
»Vi kunne bare lade være med at søge dem, men vi tager jo, hvad der er inden for rækkevidde,« siger Finn Kjærsdam.
Svigter ansvar
I en rapport fra efteråret 2011 konkluderer Forsknings- og Innovationsstyrelsen, at der er store forskelle på de yngre forskeres ansættelsesvilkår på tværs af universiteterne. I gennemsnit er 60 pct. af de forskere, der er lønnet af ekstern finansiering, også midlertidigt ansat. Samtidig er det i høj grad op til den enkelte forsker at sikre sin egen videre ansættelse ved at søge nye eksterne midler til forskning.
Det er blandt andet de tal, der får AC til at konkludere, at universiteterne svigter deres ansvar for at tiltrække og fastholde talentfulde forskere og undervisere. Samtidig har det negative konsekvenser for undervisningen, der bliver nedprioriteret i den konstante jagt på nye forskningsmidler.
Den kritik vil Svend Hylleberg, dekan for Business and Social Sciences ved Aarhus Universitet, gerne komme delvis i møde.
»Det er helt korrekt, at vi har et problem med de midlertidige ansættelser, fordi de giver nogle usikre karriereveje. Det er klart et problem, som vi skal have løst,« siger han.
Men der er stor forskel på de enkelte fagområder, og det hænger i høj grad sammen med, hvor stor en del af deres forskere, der er ansat med eksterne bevillinger, siger Svend Hylleberg:
»På sundhedsvidenskab og naturvidenskab har de oftest ansat forskere i projekter som postdoc’ere, og der er det et problem at sikre, at de kommer til at undervise.«
»Jeg er personligt enig i, at man nok er gået for langt. Men det gælder ikke på de tørre områder. Så udviklingen er langt mere nuanceret, end hvis man bare kigger på de overordnede tal,« siger Svend Hylleberg med henvisning til sit eget område, samfundsvidenskab, og humaniora.
Tættere kobling
På Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har man netop mange midlertidigt ansætte på eksterne bevillinger. Men rektor Anders Over-gaard Bjarklev kan ikke følge kritikken. Bare fordi man har fået flere midler til forskning, betyder det jo ikke, at man har nedprioriteret undervisningen, siger han.
»For at få et lektorat (og dermed en fastansættelse, red.) på DTU skal man også have vist sine evner inden for undervisning. Det bliver vurderet på lige fod med forskning og i øvrigt også med myndighedsbetjening og innovation,« siger han.
På Aarhus Universitet arbejder man allerede på at knytte de midlertidige forskere mere fast til universitetet og koble forskning tættere til undervisning, siger Svend Hylleberg:
»Når nogen med eksterne bevillinger ansættes som postdoc, skal vi have dem ind i et karriereforløb. Vi er nødt til at lave en kobling til instituttet, og så må de eksterne bevillingsgivere finde sig i, at institutlederen også har et ord at skulle have sagt om, hvem der kan blive ansat, så man ikke bare ser på de forskningsmæssige kvaliteter, men også de undervisningsmæssige kvaliteter.«
