Da forældreansvarsloven blev udtænkt var et af hovedformålene at ligestille mænd og kvinder i sager om deres børn. Ligesom den nuværende regering under valget lovede øremærket barsel til mænd. Igennem de strukturelle ændringer i samfundet, skal mændene langsomt snige sig ind på det, der traditionelt er kvindeligt domæne, hjemmet og barnet. Men nu stiller kritikere spørgsmålet: Er kvinderne overhovedet villige til at afgive magten over hjemmet og barnet?
En af dem er blogger Anne Sophia Hermansen, der oplever en splittet tilgang til ligestilling blandt danske kvinder: »Kvinder vil enormt gerne have en lige fordeling af mænd og kvinder i bestyrelser og på direktionsgangene. Vi vil have lige løn, lige rettigheder og lige fordeling af pligter i hjemmet, men børn og barsel — det er overvejende vores. Mange kvinder mener, at børn hører ind under deres helt private ejendomsret, og at mænd nærmest skal ansøge dem om at få lov at være far til deres egne børn,« siger hun.
En undersøgelse viser, at flere mænd er interesserede i en øremærket barsel til mænd, end kvinder er. Og det billede kender Anne Sophia Hermansen godt, hvis man ser på forældreforholdet før og efter skilsmisse.
»Jeg ser bekymrende mange kærlige, ressourcestærke og på alle måder motiverede fædre, der bliver spist af med at se deres børn hver anden weekend. Før de blev skilt, var de ellers gode til at gå ned med skrald, lave mad, hente børn, læse godnathistorie og putte unger, de smed deres sokker i vasketøjskurven og vaskede uden at blande farver og materialer — for der var jo ligestilling i hjemmet — men da de blev skilt, var det som om ligestillingen hørte op. Nu er manden reduceret til en sæddonor, i al fald skal han ikke regne med, at hans børn har lige så meget ret til deres far som til deres mor,« siger Anne Sophia Hermansen.
Dobbelthed
Det er selvfølgelig ikke en lov, at kvinden er den enevældige hersker i hjemmet, erkender Anne Sophia Hermansen.
»Mænd må selvfølgelig også se at komme lidt mere ind i kampen. Hvis de har fået barn med en kvinde, der går baby-bananas, er det nok meget smart at få hende hevet ud af symbiosen i stedet for at arbejde 50-60 timer ugentligt og gifte sig med jobbet i stedet. For ellers vil hun ved skilsmisse spørge: Hvor var du de første to år af barnets liv?«
Den dobbelthed nikker mandeforsker Kenneth Reinicke genkendende til.
»På den ene side er det mændene, der ikke kæmper nok for det, men samtidig ser vi også, at nogle kvinder ikke ønsker at fragive sig deres monopol som omsorgsperson. Det vil være et forældet billede for nogen, at kvinder stadig opfatter barslen og hjemmet som deres domæne. Men forestillingen om, at kvinden er bedst til at føre hjem og opdrage børn findes, også blandt højtuddannede kvinder,« siger Kenneth Reinicke, der for et par år siden lavede en række interview med familier fra forskellige sociale lag om, hvordan man optimalt set fordeler familieopgaverne, hvis mænd skal tage mere barsel.
Netop regeringens lovede øremærkede barsel til mænd er dog et skridt i den rigtige retning, mener Kenneth Reinicke: »Øremærket barsel ville gøre, at manden står stærkere over for arbejdsgiveren i forhold til at tage den barsel, der vil skabe større lighed i hjemmet. Men han ville også stå stærkere over for en hustru eller kæreste, der måske pr. automatik formodede, at hun skulle tage hele barslen selv.«
Forventning udefra
Ejerskabsfølelsen over omsorgsrollen er ikke nødvendigvis et biologisk træk hos kvinden, men tværtimod en forventning i samfundet, påpeger Steen Baagø Nielsen, der er formand for Netværk for forskning om mænd og maskuliniteter:
»Kvindernes ansvarsfølelse over for børnene og hjemmet udspringer af en social forventning. Den gamle lov om forældremyndighed er et meget godt udtryk for, at forventningen er, at det ansvar hviler på kvinder. Ligesom sundhedsplejerskernes praksis retter sig mod mødrene og i mindre grad mod mændene. Og fødselsforberedelse handler om kvinder, og kvinderne er mere aktive i daginstitutionernes bestyrelser. Familier, venner og ikke mindst arbejdspladser forventer, at det er kvinderne, som tager orloven. Dette er blot eksempler på, at de traditionelle kønsarbejdsdelinger står ved magt,« siger Steen Baagøe Nielsen.
Mændene står dog over for en udfordring, mener Steen Baagøe Nielsen og pointerer, at der stadig hersker en stor skepsis om mænds evner og reelle interesse for omsorg.
»Man kan se på et tema som pædofili i daginstitutioner. Når mandlige ansatte her i særlig grad er udsat for mistænkeliggørelse, så viser det noget af den dybtliggende kulturel skepsis der findes ved mænd som omsorgsperson, og det vidner om den kløft der stadig findes,« siger Steen Baagøe Nielsen og påpeger, at arbejdsdelingerne og forestillingerne om moren som den primære omsorgsperson særligt synes at leve i de lavere sociale lav, mens den veluddannede middelklasse og to-karrierefamilierne tegner opbruddet
Hvis mændene skal håbe på at få plads i hjemmet, skal de kæmpe for den, påpeger Lone Ryg Olsen, der er direktør i sit eget kommunikationsvirksomhed og forfatter og debattør på ligestillingsområdet: »For mange kvinder er det en privilegeret situation at stå i — det er socialt acceptabelt at stå et år af ræset på sin barsel, samtidig med at man forbliver kulturelt accepteret på sit arbejde. De kan uden stigmatisering få et år for sig selv med barnet og plads til at tænke, og det er der mange kvinder, der ikke vil opgive. En mand har ikke helt så mange strenge at spille på og vil ofte blive stigmatiseret i forsøget på at bruge tid med sit barn og sig selv. Men hvis de vil udvide det spektrum — skal de kæmpe for det. De skal i virkeligheden tage en lige så stor debat og kamp, som kvinderne gjorde det i 1960’erne,« siger hun.
Mænd gider ikke
Men deri ligger netop problemet, mener Bente Hansen, der siden 1960’erne har været engageret i debatten om køn og ligestilling. De færreste mænd ønsker at overtage hele den del af børne- og familielivet, som handler om omsorg og ansvar:
»Ligestillingen i hjemmet er ikke gået så godt, som den gjorde det på arbejdsmarkedet. Det er kun i meget avancerede kredse, hvor mændene er opdraget til at tage ansvar i hjemmet, at der er ligestilling. Langt de fleste henter og bringer, som de skal, men ikke så meget mere. Og det billede ændrer sig kun langsomt,« siger Bente Hansen.
Til spørgsmålet om hvorvidt det ikke også er kvindernes opgave at åbne op for en ny videre ligestilling i hjemmet, svarer Bente Hansen således: »Jeg synes, det er en påstand, at kvinderne ikke vil give slip. Den diskussion har været der lige så længe, jeg kan huske, og jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal stille op med den. Hvis kvinderne oplevede, at der både var vilje og evne til at deles om både ansvar og omsorg, så ville de nok få mere tillid til, at det ville blive gjort lige så godt, som de selv gør det. Som det ser ud nu, forstår jeg godt, hvis kvinderne tøver med at afgive domæne.«
Kvinderne må vige
Men ligesom der er blevet gjort plads til kvinderne på arbejdsmarkedet, er det også rimeligt, at kvinderne gør plads til mændene derhjemme, påpeger Anne Sophia Hermansen.
»Ligestilling går som bekendt begge veje, det handler ikke kun om kvinder, og det kan vi godt være lidt slemme til at glemme. Desuden tror jeg ikke, vi får ligestilling på arbejdsmarkedet, før vi får den på hjemmefronten. Det er stadig kvinder, der går mest på deltid og arbejder i det offentlige og henter flest gange, ligesom vi tager mest barsel og oftest barnets første sygedag. Jeg så gerne, at vi fik gjort lidt op med den forestilling om at være den primære forælder, ikke mindst fordi den er usolidarisk over for mændene, og vigtigst af alt: unfair over for de børn, hvis forhold til faren forringes.«
Kommentarer
Barsel - der er meget problematik på dette område, heldigvis vil nogle kvinder afgive dele af deres barsel.
Uden kvinder er udpræget feminist, måske netop derfor.
Problematikken ligger både lovgivningsmæssigt og hos arbejdsgiverne også, jeg blev i oktober far samtidigt med vores nabo også blev far.
Som offentligt ansat fik min nabo 3 måneder betalt barsel som mand, jeg kunne til nøds få lov til at være med til fødslen, end ikke de obligatoriske 14 dage kunne jeg få, som min arbejdsgiver udtrykte det ” man kan jo se sine børn i weekenden”
De andre gange jeg blev far fik jeg i det gamle firma 14 dage med løn ifm. fødslen og fri til barnet/samvær.
Dermed tilbage til en anden problematik, også privat kontra offentlig ansat - økonomien spiller en rolle - vi har ikke råd til jeg sætter mit job på højkant for at sikre min ret til 14 dage.
Min samlever vil gerne dele, men jeg har ikke muligheden selvom jeg meget gerne ville have de sidste 6 måneder af barslen - jeg er jo ikke offentlig ansat.
Men ved at flere kvinder ikke vil give afkald, min ex. havde slået mig ihjel hvis jeg havde gjort krav på dele af barslen!!
Denne kommentar er anbefalet af:
Lad nu for fanden bare mændene få de samme barselsrettigheder som kvinderne. Det andet er oldnordisk.
F.eks. sådan at halvdelen er øremærket til manden. Så er der ingen damer der kan ‘rage til sig’ af barselen, og det første halve år hvor det antageligvis ER indehaveren af brysterne der bør være hos barnet kan hun så tage.
Lønniveauerne burde på den baggrund også udligne sig til at blive lige mellem mænd og kvinder, så vi kan blive fri for alt det der fis med at ‘folk da selv må indrette sig som de vil’ når mange de facto er tvunget til at gøre det på den gammeldags manér fordi manden får mere i løn….fordi arbejdsgiver forventer at kvinden går på barsel på den gammeldags manér.
At VKO i så mange år har forsøgt at sælge den som ‘frihed til at vælge’, det være sig for mand eller kvinde, er mig aldeles uforståeligt.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg mener ikke, mænd skal have øremærket halvdelen af barslen - kun 3 mdr. Man kan også gå for langt i sin iver efter at tvinge strukturel lighed igennem.
Lad os nu lige få skilt tingene ad.
“Den eneste forhindring for reel ligestilling er at kvinder ikke selv vil give den”
Dette var konklusionen på amerikanske psykologers undersøgelser af kvinder og ligestilling.
Barsel til mænd er ikke i barnets tarv, jf. udviklingspsykologien,Mahler, Bowlby, mf.
Og endelig til børn og skilsmisser og illusionen om at mor selvfølgelig er den bedste.
http://www.vg.no/nyheter/innenriks/artikkel.php?ar…
Hvis noget skal komme ud af denne endeløse snak skal der altså fakta på bordet og ikke kun refereres til feminister som ASH mf.
Og tabuerne skal løftes.
Denne kommentar er anbefalet af:
I forhold til overskiften kan mit svar ud fra mine oplevelser være både/og. Jeg kender mange fornuftige “skilsmissepar”, hvor der fra kvindens side har været en accept af mandens rolle som primær omsorgsperson på lige fod med kvinden, og samtidigt været en tiltro til at manden godt kunne varetage rollen som far. Disse 2 betingelser udløse ofte en “lykkelig skilsmisse” for børnene, har jeg erfaret. Mistro bliver erstattet af tro og tillid og accept omkring fars rolle ift børnene, når bølgerne har lagt sig. At man ikke har kunne fungere som partnere har oftest intet at gøre med forældrerollen isoleret set. De to ting ender dog nogen gange med at blive blandet sammen, desværre, til stor ulykke for de børn og den partner, der ikke forstår hvorfor det sker. Eksempelvis kan mistroen til manden som partner, bliver til mistro til manden som far. Vi skal bryde denne forestilling for flest mulige, men også acceptere at den mistro der kan have ødelagt partner-forholdet kan være reel og imødekommes som reel.
Denne kommentar er anbefalet af:
En vigtig forudsætning for at kvinderne vil gi slip er at der ikke er så mange penge på spil når adressen på børnene skal afgøres. For hvert barn betyder postadressen en forskel på mindst 30.000 kr per år.Det betyder meget når man har 2/3/4 børn
Jeg er meget sikker på at man kan opdrage lykkelige og velfungerende mennesker fra dag 1 både som mand og som kvinde. Jeg er villig til at anse det for mest praktisk at mælkejungeindehaveren tager det første halve år med ungen, da den på det tidspunkt ikke æder andet.
Men jeg tror simpelthen ikke på at folk bliver traumatiserede og ulykkelige voksne individer af at far overtager efter det halve år.
Eller før dét, om det skal være.
Alle mine små hår i nakken rejser sig når vi kommer over i det der med at det skal defineres ‘videnskabeligt’ hvad der er mest ‘naturligt’ og ‘bedst for baby’ i forhold til hvordan forældre skal dele den omsorgsopgave imellem sig. Hovedsagen må sgu da være at der er nogen der tager sig af den lille.
@Marie Spliid Clausen
Nej Marie, så tag dog ud i verden og se hvordan natur folk lever, det er der vi kommer fra og der er mor på til ungerne selv er ferdige med mor.
Og ikke som i vores intellektualiserede og feminiserede del af verden, hvor det derjer sig om at kvinder skal have ful adgang til alt og at den kvindelige grænseløshed skal fejres.
Og illusionen om at far kan være mor uden at ungerne bliver frarøvet en far figur vil også pludselig blive indlysende.
selv for den mest egoistiske feminist.
Hvor har jeg skrevet at far skal være mor?
Far skal da være far. Det er da dét det hele går ud på..?
Tilfældigvis er jeg etnologisk uddannet og har været ude blandt ‘natur’ folk (det er der i øvrigt ikke noget der hedder, alle menneskegrupper er gennemsyrede af komplicerede sociale normer og strukturer for alting, f.eks. børneopdragelse). Men okay, Mongolske nomader til eksempel. Det forholder sig faktisk sådan at det første halve år ligger ungen i vuggen det meste af tiden for ikke at komme i fare. Det tages kun ud i forbindelse med amning.
Hverken far eller mor forventes at knytte følelsesmæssige bånd til babyen i det tidsrum, da børnedødeligheden er høj, og man endnu ikke ved om barnet er levedygtigt. Dør barnet indenfor de første 6 måneder forventes man at begrave det uden at vise sorg.
Overlever barnet, begynder man at binde sig til det.
Herfeter tager alle i familien sig af babyen.
Alle de mongoler jeg mødte var velfungerende, varme og kærlige mennesker der var anderledes, ja, men som ikke virkede spor traumatiserede.
“komme i fare” - læs, falde ind i bålet, blive trampet på af geder og kameler, blive bidt af en fremmed hund, etc. etc. etc.
Mongoliet og tuva er det eneste steder i verden hvor shamanisme er den anderkendte religion.
Og en af de shamanistiske metoder til at lette adgangen til det transpersonlige lag er kontaktberøvelse fra fødslen.
Det er en meget virksom metode men den skaber, hvis man ikke ved hvad man har med at gøre, personligheds-forstyrelser.
For mig handler det ikke om, hvorvidt noget kønsspecifikt er givet, hvis man fra statens side skal øremærke barsel. Det handler om, hvor langt staten skal gå iht. at bestemme, hvordan en familie ønsker at dele barslen for at fremme en ellers ønskelig udvikling, og her går man over min grænse, hvis man tvangsudskriver hele barselsperioden forlods. Jeg går klart ind for 3 mdr. øremærket barsel til både far og mor - resten må de dele, som de lyster - eller gemme fx. 3 mdr til barnet er ældre, eller fordele den på timer, så de fx. arbejder mindre i det første år, barnet skal passes, eller noget. Man skal også have tillid til, at familier trods alt selv kan træffe gode beslutninger.
Men at give fædrene samme øremærkede barsel som mødrene er da helt ret og rimeligt, da jeg faktisk mener en del af barslen i dag er øremærket til moderen via lov - og det er vist 3 mdr.
Det bedste må vel være at lade folk vælge selv - giv alle mulighed for fuld barsel, og så må hvert par selv finde ud af hvordan de fordeler den. Det andet virker unødvendigt.
Martin:
Ja, i en ideel verden, men når vi samtidig kan observere en strukturel kønslig ulighed i dette spørgsmål, kan man godt vis lov skubbe tingene i en bestemt retning. Som Søren nævner i sit indlæg, så ses mange steder skævt til mænd på arbejdsmarkedet, det ønsker en længere barselsperiode - og dette ville jo helt forsvinde, hvis en længere periode blev øremærket, så ville det blive fuldt ud accepteret og integreret, som det er ved moderen. Ingen arbejdsgiver forventer jo ikke, at moderen ikke tager en lang barselsperiode.
@Vibeke Svenningsen
har du på noget tidspunkt overvejet om der ses skævt til mænd på barsel fordi det det faktisk ER skævt
Det kunne tænkes at der faktisk er noget fornuft i det vi instektivt føler og gør.
Og det kunne tænkes at tanken er langt menere at manipolere end kroppen og følelserne
Og har du overvejet, hvorfor ravnemor er et af de laveste social rangerende væsner både i mande og kvindegruppen?
Jens:
Nej, det har jeg ikke. Jeg tror, det handler om økonomi. Den overvejelse overlader jeg helt til dig. Du virker til at være ferm til det.
Yes
@Vibeke Svenningsen
En perfekt 50/50 fordeling af pligter og rettigheder mellem mænd og kvinder i samfundet, på tværs af regioner og klasser er lidt af en utopi… og jeg tror heller ikke der er nogen der ønsker at det skal være sådan.
Hvis begge forældre ønsker at kvinden tager hele barselen mens manden går på arbejde, så synes jeg ikke det er statens opgave at tvinge dem til at dele den. Alle mænd er ikke lige gode med børn, og ikke alle kvinder har et fedt, højtlønnet job.
Jeg synes det frie valg i dette tilfælde rangerer højere end at gennemtvinge en bestemt kønskultur.
Man er ikke tvungen til noget - det er frivilligt at benytte sig af øremærket barsel, så bortfalder den bare. Der er allerede i loven øremærket barsel til moderen, da vi mener, at det er godt - men hun må da godt lade være med at bruge den.
Jeg tro de argumenter kan vendes og drejes på mange flere måder, dog uden nogen sinde at forholde sig til andet end hovmodet.
@Vibeke Svenningsen
OK, måske er det ordet “øremærket” der forvirrer mig. Jeg troede at det betød at mænd skulle have halvdelen af den barsel som tidligere tilfaldt kvinder, så kvinder nu kun fik halvdelen. Så er det vel fint nok.
Martin:
Nej, jeg tror, du misforstår. Hvis moderen ikke tager den øremærkede barsel, som det er i dag, så bortfalder den, som den ville gøre med en øremærket barsel specifik til faderen - men det er et tilbud ikke en tvang, men andre kan ikke afholde det for en. Det er rettet mod individet.