Opslag til denne artikel

Emneord:menneskerettigheder
Personer:Morten Kjærum
Organisationer:Institut for Menneskerettigheder

Sagen om rod i regnskaberne på Institut for Menneskerettigheder (IMR) handler ikke alene om tørre tal. Ikke overraskende er sagen også blevet en del af en værdipolitisk kamp, som instituttet gentagne gange er blevet trukket ind i gennem de seneste ti år.

Sigende er det, at Enhedslisten i efteråret krævede en ekstra bevilling til Institut for Menneskerettigheder som en af partiets betingelser for at indgå finanslov. Og lige så sigende er det, at Dansk Folkeparti som reaktion på nyheden om regnskabsrodet på instituttet krævede, at den netop vedtagne ekstrabevilling blev annulleret.

Hans Kristian Skibby, der er Dansk Folkepartis ordfører for udviklingsbistand, ser en klar sammenhæng mellem den kreative bogføring, der angiveligt er udført af en enkelt regnskabsmedarbejder, og instituttets øvrige virke, der efter hans vurdering er tilsvarende problematisk.

»Nu er det ingen hemmelighed, at Dansk Folkeparti i forvejen ikke mener, at IFM har en særlig høj troværdighed. For det er sådan, at instituttet i uhørt grad politiserer,« skrev Hans Kristian Skibby onsdag i et indlæg i Jyllands-Posten, og som han siger til Information:

»Institut for Menneskerettigheder er finansieret af os alle sammen, og derfor bør de ikke politisere, men det gør de jo regelmæssigt — blandt andet i forbindelse med de udlændingepakker, der er blevet gennemført.«

Oversmagsdommeren

Som ordføreren antyder, går Dansk Folkepartis modvilje mod Institut for Menneskerettigheder langt tilbage. Særlig utilfreds var partiet med instituttets forhenværende direktør, juristen Morten Kjærum. Han blev udnævnt i 1991, og i løbet af sine 17 år i spidsen for instituttet var han kendt som en skarp kritiker af den kontante udlændingepolitik, der i 2001 var med til at føre VKO-blokken til magten, og som efterfølgende udmøntede sig i en række stramninger af udlændingeloven.

Da Anders Fogh Rasmussen i sin første nytårstale annoncerede et opgør med »statsautoriserede smagsdommere« i form af råd og nævn, benyttede Dansk Folkeparti lejligheden til at kræve en lukning af Det Danske Center for Menneskerettigheder, som instituttet dengang hed. Partiet mente, centret politiserede utidigt. Rets- og udlændingeordfører Peter Skaarup kaldte Morten Kjærum »smagsdommeren over alle smagsdommere«, og Dansk Folkeparti truede med at stemme imod finansloven, hvis ikke centret blev lukket.

FN’s flygtningehøjkommissær Mary Robinson advarede i et brev til Anders Fogh Rasmussen om at lukke centret, der internationalt havde vundet stor anerkendelse, og forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen forsvarede også centret.

Daværende udenrigsminister Per Stig Møller var enig og satte sine embedsmænd til at udforme et kompromis, der på én gang reddede regeringens finanslov og sikrede, at der fortsat fandtes en uafhængig menneskerettighedsinstitution i Danmark. Løsningen blev at omdøbe centret til Institut for Menneskerettigheder, nedlægge det som selvstændig enhed og lægge det sammen med Dansk Udenrigspolitisk Institut og en række andre forskningsinstitutioner

Rasende Rønn

Først i 2008 slap Dansk Folkeparti efter adskillige nye sammenstød af med Morten Kjærum, der blev direktør for EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder i Wien. Han blev afløst af universitetsjuristen Jonas Christoffersen, som forsikrede, at instituttet fremover ville være præcis i sine udmeldinger og fremstå mere neutralt end tidligere.

Alligevel er også Jonas Christoffersen gentagne gange blev genstand for hård kritik, blandt andet fra forhenværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech. I et indlæg i Berlingske anklagede hun i foråret 2010 direktøren for at sætte instituttets troværdighed på spil ved at forklæde politiske udmeldinger som jura. Det skete, efter han havde afvist at afgive et høringssvar til en større ændring af udlændingeloven på bare 14 dage inklusiv påskedagene og alligevel i medierne havde påpeget en række punkter i lovforslaget, som han anså for problematiske.

Dansk Folkepartis Hans Kristian Skibby er i dag helt enig med den forhenværende integrationsminister. For som han siger, har instituttet i hans øjne »ikke bidraget med noget som helst positivt eller væsentligt i den danske samfundsdebat«.

— Så I det helst lukket, ligesom I gjorde for ti år siden?

»Jeg vil i hvert fald sige: Jeg har ikke noget imod, at vi diskuterer menneskerettigheder, men hvis vi ser på, hvor mange penge de har fået i de år, de har eksisteret, så er det langt hen ad vejen groft pengespild. De er blevet brugt i et politisk slagsmål til at slå os oven i hovedet med, men ellers har instituttet ikke flyttet noget som helst.«

’Dybt beklageligt’

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der i efteråret sikrede ekstrabevillingen til Institut for Menneskerettigheder, mener, Dansk Folkeparti uden belæg blander sagen om regnskabsrod sammen med instituttets øvrige virke:

»Det er helt uacceptabelt, at der ikke er styr på regnskaberne, og det skal der komme, men det har ikke noget at gøre med instituttets kompetencer på menneskerettighedsområdet. Problemet er, at DF i realiteten mener, det er politiserende at påpege, at der findes menneskerettigheder, og at Danmark er forpligtet til at overholde dem.«

Også Per Stig Møller, der i dag er Konservatives udenrigsordfører, mener, sagen om regnskabsrod skal adskilles fra instituttets virke som forsknings- og vejledningsinstans på menneskerettighedsområdet.

»Der er jo også andre steder, hvor der har været rod i regnskaberne. Det er dybt beklageligt. Det skal der tages hånd om, og det må ikke ske igen, men det skal naturligvis ikke føre til, at instituttet bliver nedlagt,« siger han.

Fakta: Instituttet

Institut for Menneskerettigheder har blandt andet mandat til at vejlede Folketinget og den siddende regering i overholdelsen af menneskerettighederne og internationale konventioner og at udføre forskning på området.

I sidste uge kom det frem, at en regnskabsmedarbejder i perioden 1997-2008 har skjult tab for 3,2 mio. kroner. Det har fået udviklingsminister Christian Friis Bach(R) til at sætte behandlingen af bevillingen til Institut for Menneskerettigheders udviklingsprojekter i bero, indtil sagen er undersøgt til bunds.

Denne artikel er anbefalet af: