Det hænder, at afrikanske børn og unge kommer i mediernes søgelys i Danmark. Det skete for eksempel i fjor, da børnene og deres familier på Afrikas Horn fik danskernes opmærksomhed med blandet andet tv-indsamlingen Afrika Nu!

Derimod sker det sjældent, at de afrikanske børn selv kommer til orde. Men Børnefondens undersøgelse Small Voices, Big Dreams tegner et billede af fattige børns håb, drømme og forventninger.

Undersøgelsen bygger på svar fra flere end 4.500 børn mellem 10 og 12 år fra verdens fattigste lande samt komparative svar fra otte rige lande inklusive Danmark. Den tegner et billede af en ny generation, der hverken er apatisk eller hjælpeløs, men kendetegnet af lyst til uddannelse og visioner for et bedre samfund.

Børnene er meget målbevidste, hvad angår deres uddannelsesvalg. To ud af fem afrikanske børn vil være lærere eller læger, og næsten halvdelen vil tage en videregående uddannelse. Det står i kontrast til for eksempel danske børn, hvor knapt halvdelen af børnene drømmer om at blive sportsudøvere eller kunstnere, mens kun små seks procent er interesseret i de klassiske professioner som læge og lærer. Og adspurgt om, hvad deres topprioritet ville være som præsident eller statsminister, svarer over halvdelen af de afrikanske børn, at de ville forbedre landets uddannelser. Svaret var fire gange højere end ’give mere mad’, som blev nummer tre med 13 procent.

Uddannelse prioriteres

Det udfordrer forestillingen om det hjælpeløse afrikanske barn, der hverken har overskud eller evner til at planlægge sin egen fremtid.

Børnene i undersøgelsen har hverken bekæmpelse af hungersnød eller sygdomme øverst på ønskelisten, men uddannelse. Faktisk viser undersøgelsen, at danske børn er mere bekymrede for sygdomme end afrikanske børn. Hele 29 procent af danske børn svarede, at de er bekymrede for at blive syge eller alvorligt syge med primær reference til kræft. Og 38 procent af de danske børn gav udtryk for, at den største trussel mod at være sunde og raske var sundhed og hygiejne, hvormed de fleste refererede til usund mad som slik og junkfood. For de afrikanske børn var 22 procent bekymrede for sygdomme, mens kun fem procent så sundhed og hygiejne som den største trussel mod deres sundhed.

Det skal de danske udviklingsorganisationer og verdens rige lande lære af. For når børnene lægger større vægt på uddannelse end for eksempel sundhed eller mad, hænger det sammen med, at de i dag opfatter uddannelse som deres ret. I dag har de fleste afrikanske lande gjort skolegang gratis, men kvaliteten af undervisningen og skolefaciliteterne svinger fra det horrible til det tålelige.

Udviklingsorganisationer og de rige lande kan hjælpe med at løfte uddannelsessektoren op over et kritisk niveau, så befolkningerne selv kan tage over og kæmpe den demokratiske kamp, der skal til for at få de afrikanske regeringer til at prioritere skolerne for landets mange børn og unge.

Lektielæsning

Danske og afrikanske børn minder mest om hinanden, når det kommer til at lege. Hvis børnene fik en fridag til at gøre, hvad de har lyst til, ville flere end et ud af tre danske børn lege eller spille fodbold, og det samme ville et ud af fire børn fra afrikanske lande. Børnene kan altså godt blive enige om værdien af at lege, mens der — igen — når det kommer til skolearbejde, er stor forskel. På en fridag ville 11 procent af afrikanske børn bruge dagen på at lave lektier, mens kun et ud af 100 danske børn ville vælge lektielæsningen frem for computerspil, fodbold eller samvær med vennerne.

Danske børns modvilje mod lektielæsningen skyldes formentlig ikke, at de er dovne eller uambitiøse. De gør det bare til hverdag. Det gælder ikke for afrikanske børn, der for de flestes vedkommende bor i landområderne, hvor hverdagen hænger sammen takket være familiens landbrug og den fælles indsats med et dyrke jorden.

Bliver der tid til at læse lektier, sker det som regel om aftenen i lyset fra en petroleumslampe eller et bål, men børnenes tid er konstant i konkurrence med aktiviteter, der nu og her er med til at få livet til at hænge sammen. Skal de få tid til lektier, skal de kræve deres ret i en kultur, der hverken har tradition eller respekt for at høre børns mening. Og de skal overbevise forældre, der ofte selv er analfabeter og har svært ved at se udbyttet af deres børns uddannelse.

Undersøgelsen viser en hel generation af børn, der står på spring for at skabe fremskridt og muligheder på verdens hurtigst voksende kontinent. Men børnene mangler muligheder — muligheder for at skabe forandring og for at afsøge deres talent.

Bolette Christensen er direktør for Børnefonden