Hvis man er almindeligt sund og rask, skal man naturligvis ikke regne med, at nogen gider høre om alle de sygdomme, man ikke har. Hvis man som et minimum er i stand til at forsørge sig selv, skal man heller ikke beklage sig over sine usle levevilkår over for folk, der lever af arbejdsløshedsunderstøttelse eller har været på kontanthjælp i så lang tid, at det ikke er urimeligt at beskrive deres situation som fattigdom. Det siger sig selv, det burde være naturlig pli og god opførsel. Man klynker ikke over en forkølelse i selskab med en mand eller kvinde, der lider af alvorlig kræftsygdom. Eller bare har brækket benet. Men det er almindelig erfaring, at det bestemt ikke er alle, der består testen for rimelig, mellemfolkelig adfærd. Folk, der er virkelig godt ved muffen, trods krise og tilbagegang, og måske har en rørlig formue på ti millioner, kan geråde i frådende forurettelse over, at der er andre, der har elleve. For satan da, tænker man, kan de ikke lige slappe lidt af. Men nej, det kan de ikke. Det kan de sunde og raske heller ikke altid. De hidser sig op og beklager sig over, at de evig og altid skal høre om andre menneskers kvababbelser. Det er dem, der er skaffedyrene, siger de, dem der sørger for, at det hele kan løbe rundt. Hvorfor skal de så altid høre på historier om folks sygdomme og arbejdsløshed — og også om asylansøgere, der kommer hertil med krigstraumer i bagagen. Skaffedyrene GIDER ikke høre mere om det! De er vinderne, det ved de godt, men de ved også hvorfor: det er fordi de har dygtiggjort sig og aldrig har været bange for at tage fat. Før var de glade vindere, men det er de ikke mere. Nu er de forurettede vindere, der kræver at komme i fokus. Den store fortælling om dagliglivets — og de smurte leverpostejmadders — helte, tak!

Frokostrestaurantsegmentet

I nogen grad er den gryende oprørskhed blandt skaffedyrene selvfølgelig forståelig nok. Men point giver den ikke. Den del af dem, der rent faktisk smører leverpostejmadder, inden de går hjemmefra om morgenen, kan godt regne med sympati, men det skyldes overvejende, at det faktisk heller ikke er dem, der beklager sig. Det er mere frokostrestaurantsegmentet, der gør sig i den særlige idræt. Efter den anden velskænkede fadøl, og måske en enkelt snaps, har de ret let ved at blive enige om, at uden deres indsats som mellemledere og direktører, chefredaktører og seniorsælgere, ville det hele gå ad helvede til. De er civiliseret enige om, at samfundets svageste, der ikke kan klare sig selv, naturligvis bør have den fornødne hjælp. Men når de skal forklare præcis, hvem disse allersvageste er, kan de ikke rigtig komme i tanke om andre end fysisk handicappede. Alle andre, ikke mindst fyrede industriarbejdere, har de en lumsk mistanke om bare er folk, der elsker at fremstille sig selv som ofre og i virkeligheden er morvorne, velfærdsforvænte pylrehoveder uden initiativ og virkelyst, men med et abnormt behov for at blive forsørget af det offentlige. Det er ikke synspunkter frokostrestauranternes klientel på nogen måde står alene med. De har villige klakører ude omkring i offentligheden, hos borgerlige klummeskribenter og tænketanke, der f.eks. ikke køber den vanvittige tanke, at arbejdsløshed især skyldes, at der ikke er arbejdspladser nok. Det er selvfølgelig ikke det, det drejer sig om, det er en alt for letkøbt forklaring. Det drejer sig naturligvis om, at mennesker skal lære at tage ansvar for deres egen situation. Ikke opfatte sig som svage og passive alumner, der kun gider arbejde, hvis de har pisken over nakken hele tiden og allerhelst ville nøjes med at række deres små poter frem, så velfærdssamfundet kan fylde dem med tilskud. Mennesket er først og fremmest en Kriger, der skaber sin egen lykke. Det gælder også ham, der fejer gulvet på en fabrik. Han bør lære at opfatte sig selv som soldat i kamp og fejekosten som et våben. Det er D-dag hver dag, venner! De eneste respektable ofre er de døde og de lemlæstede. Enhver der stadig har sin førlighed, har bare at fortsætte kampen!

Når sådan et frokostselskab af forurettede vindere forlader restauranten, sker det selvfølgelig at en eller flere af dem kommer til at slippe en vind. En duft af jeg ved ikke hvad. Men det er nu også som om, de har sluppet lidt af forurettelsen. De kan endda blive enige om, at når alt kommer til alt, så er Danmark alligevel et dejligt land. Med et venligt serveringspersonale på frokostrestauranterne, lønmodtagere, der er bange for at miste deres arbejde, og derfor er flittige og relativ nemme at tage røven på. Sådan set, det må man indrømme, er der da også fordele ved, at de er så lidt krigere og så meget passive velfærdsalmue. Det er først, når de bliver arbejdsløse, de udgør en potentiel fare. Så gælder det om at være vaks ved havelågen og sørge for at udlægge deres arbejdsløshed, og de problemer, der påstås at følge deraf, som et psykologisk betinget fænomen. Men det er heller ikke noget problem, det har man folk med den rette indstilling til at udbasunere i Berlingeren og Jyllands-Posten.

Jo, efter en god frokost er det muligt at forsone sig med verden. Helt samme følelse har man måske nok ikke, hvis man hører til dem, der må nøjes med hjemmesmurte leverpostejmadder. Hos dem ligner verden sig selv, også efter at de har krøllet madpapiret sammen og smidt det i den fælles papirkurv.

Denne artikel er anbefalet af: